”Undervisning er en betinget aktivitet. Vi kan ikke forudsige, hvad elever vil lære som følge af nogen bestemt undervisningssekvens. Formativ vurdering vil sige at fremskaffe den bedst tænkelige evidens om, hvad eleverne har lært, og derefter bruge disse oplysninger til at beslutte, hvad der skal ske”.

Ovenstående citat udtrykker den sunde fornuft og skønsforståelse, der på baggrund af læringsteorier, forskningsresultater og pædagogisk praksis med optimering af elevernes læring som tema og mål gennemsyrer forfatterens argumentation.

Bogen redegør omfattende for en række resultater af vurderingsforskning mundende ud i præsentationen af fem nøglestrategier i formativ vurdering: 1) At tydeliggøre, dele og forstå læringshensigter og succeskriterier, 2) at tilrettelægge effektive klasserumsdiskussioner, aktiviteter og læringsopgaver, der frembringer evidens om læring, 3) at give feedback, der fører læringen fremad, 4) at aktivere de lærende som undervisningsresurser for hinanden og 5) at aktivere de lærende som ejere af egen læring.

Den overordnede ide er, at evidens om læring bruges til at tilpasse undervisningen, så den bedst muligt opfylder elevernes behov. I fem kapitler uddybes og konkretiseres de fem strategier.

I en aktuel dansk kontekst er det interessant at lægge mærke til, at forfatteren problematiserer brugen af eksplicitte læringsmål for hver time. Hensigtsmæssigheden kan diskuteres, mener han, selv om han, jævnfør første nøglestrategi, anser det for vigtigt at dele hensigter og succeskriterier med eleverne.

Nøglefaktor to, at frembringe evidens om, hvad den lærende har opnået, uddybes med inspirerende eksempler på, hvordan undervisningen kan appellere til elevernes engagement og kreativitet, og hvordan læreren herved får indsigt i deres forståelse og tænkemåder og kan bygge videre herpå.

Feedback er ikke altid nyttig for læring. En del af feedbackforskningen konkluderer, at de oplysninger, folk har fået om deres præstationer, har ført til en forringelse af efterfølgende præstationer. Derfor bør feedback, der skal fremme elevernes læring, forårsage en kognitiv reaktion frem for en emotionel. Feedbacken skal få eleverne til at tænke og til at tage ejerskab over deres læring.

I kapitlet om eleverne som undervisningsresurser for hinanden gøres rede for forskning om "cooperative learning", praktiske teknikker gennemgås, og der argumenteres for, at undervisningens aktivering af eleverne som resurse for hinanden giver markante og konkrete forbedringer i elevers læring.

Selvregulering, metakognition og motivation er centrale begreber til forståelse af elevernes ejerskab over egen læring. Eleverne bruger tre informationskilder til at beslutte, hvordan de skal gribe undervisningens opgaver an: Deres opfattelse af opgaven og dens kontekst, deres viden om opgaven, og hvad der skal til for at løse den, deres motivation og interesse, og hvorvidt de tror, at de ved tilstrækkeligt til at fuldføre opgaven. Det er i forhold hertil, at læreren kan sætte ind med aspekter af den præsenterede og anbefalede praksis.

Bogen fremstår som en kvalificeret analyse af en række relevante forskningsresultater og en gedigen erfaringsformidling med fokus på formativ vurdering, integrerende de øvrige didaktiske kategorier: undervisningens intentioner og mål, indhold, undervisnings- og arbejdsformer. Forståelsen af forudsætninger for læring i form af elevernes medvidenhed, med- og selvbestemmelse gennemsyrer bogen.

Det danske forords forsøg på at koble bogen til "kompetencedrevne mål i læseplanerne" og "kompetencemålstyret undervisning" forekommer mig skævvredet i forhold til forfatterens pointer om at ”gøre klasserummet til et langt mere engagerende sted for eleverne, et sted, hvor læreren er i stand til at foretage hurtige og effektive tilpasninger i sin undervisning for at imødekomme elevernes læringsbehov”.

Der er meget kendt stof i bogen, men det kan fint bære at blive gentaget i denne kontekst og af denne vidende og engagerede forfatter. Jeg anbefaler bogen til studier i lærerteam og til inspiration for praksis.