Nick hjælper med at måle op til Zlatans mål.

Fodbold gør skolen til en leg

På Bakkegårdsskolen er 18 drenge mere end blot klassekammerater, de er også et fodboldhold. Men det vigtigste er ikke at blive den næste Ronaldo. Her er fodbolden til for at styrke eleverne fagligt.

Publiceret

Fulton

Fulton er en 9. klasse på Bakkegårdsskolen i Gentofte. Klassenbestår kun af drenge, som træner fodbold tre gange to lektioner omugen. Intentionen er at motivere eleverne. Det er ikke et krav, ateleverne er dygtige spillere, bare de interesserer sig for fodbold.Klassen er den første i projekt Akademiet Fodbold Fulton, som håberat udbrede projektet til andre kommuner.

Er det okay at udelukke piger?

Loven tillader ikke folkeskoleklasser, der kun er for det enekøn. Ifølge projektleder Christina Wex og en brochure på kommunenshjemmeside er Fulton et skoletilbud for drenge.

Men skolechef i Gentofte Kommune Hans Andresen siger::

»Selvom projektet Fodbold Fulton har fokus på fodboldgladedrenge, har vi ikke udelukket optag af piger. Vi har indtil videreikke oplevet nogen piger, som har vist interesse for projektet.Hvis der er en pige, som gerne vil være en del af projektet, vil vitage det op, for det vil godt kunne lade sig gøre, da DanskBoldspil-Union tillader piger på drengehold, men ikke omvendt«.

Han fortæller, at kommunen vil overveje muligheden for atoprette en hel pigeklasse, hvis der i fremtiden er interesse fra ettilstrækkeligt stort antal piger.

 

Tobias i græsset lytter grundigt til de indledende instrukser fra Nick og Skipper.
Der bliver gået grundigt til værks, når der skal måles op til målene. For det skal gå rigtigt for sig.
Begge lærere, Nick og Skipper, er omklædt og deltager, når den står på fodboldtræning.
Fodboldtræningen går først officielt i gang efter de to matematiktimer. Her står den på 90 minutters træning, inden dagen sluttes tilbage i klasselokalet med fire lektioners dansk.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jesper Hirtsgaard Walbums talestrøm afbrydes af dunket fra en bold, der rammer døren til klasseværelset. Inde i klassen er han i gang med morgenrutinen, der går ud på at tage en snak med to af de elever, han er kontaktlærer for. Resten af klassen står ude på gangen og tripper som en sulten løveflok.

»Har vi nogle Juventus-fans?« spørger Jesper - eller Skipper, som eleverne kalder ham - da flokken endelig bliver lukket ind. Aftenen har budt på Champions League i fjernsynet, og det burde være garanti for en god snak. Men selv om bentøjet er frisk nok til kontrolleret at føre bolden med ind i klassen, er snakkemusklerne endnu kolde.

Tobias så kampen, men har ikke noget at sige til udfaldet. Han går i en 9. klasse, der ikke er som de andre på Bakkegårdsskolen i Gentofte. Klassen er only for boys. 18 styk i alt. Sådan skal det helst være. For drengene er ikke kun klassekammerater, de er også holdkammerater, som spiller kamp hver eneste uge. Derfor skal antallet passe med, at der er nok til at stille hold, men heller ikke for mange til, at bænken overbefolkes. I spidsen for det hele er tre lærere, som er ansvarlige for både karakterfremskridt og succes på grønsværen.

Men klassen består ikke kun af kommende landsholdsspillere, for drengene er ikke udvalgt for at have fødder, der kan udføre mirakler. Her er det kun lysten til fodbold, der tæller. Og det skal give fremgang på skolebænken. Fodbolden skal gøre det sjovt at gå i skole og give nogle af drengene en tro på tingene, de har savnet i deres gamle klasser.

Matematiklærer er topscorer i anden division

Sorte Adidas-bukser, der gør sig både på og uden for banen, ser ud til at være et hit blandt drengene, men også en enkelt lyseblå skjorte har plads i lokalet. »Find jeres tegninger frem. Er alle blevet færdige med udregningerne? Hvis ikke har I de næste 20 minutter til at blive færdige, inden vi skal ud at afprøve dem«, siger Nick Christensen, der sammen med Skipper har klassen i matematik her til morgen. Det er Nicks første job som nyuddannet lærer, og det er et drømmejob. For han er lidt af en fodboldnørd, og når han ikke underviser, er han angriber for HIK og suveræn topscorer i anden division Øst.

Tobias hiver sin tegning op af tasken. Den viser stregerne fra målfeltet på en fodboldbane. En enkelt skrå linje bryder de parallelle fra et punkt i målet ud til en prik helt ude til højre i feltet. Fra prikken og ned følger en ny linje, der tilsammen danner en trekant.

»Kan I huske, hvad der er cosinus, og hvad der er sinus? Det skal I bruge til at regne ud, hvor jeres spiller afslutter fra«, spørger Nick ud i klassen. Alle har lavet plantegninger over en af 20 scoringer, som Nick og Skipper har fundet på YouTube. Tobias har allerede foretaget sine beregninger. Prikken på hans tegning angiver det sted, hvorfra den verdenskendte svenske landsholdsspiller Zlatan Ibrahimovic bragede læderkuglen op i det ene målhjørne, da kun tillægstid stod i vejen for dommerens slutfløjt, og sikrede Sverige en vital sejr over Ungarn tilbage i 2005.

Matematik på grønsværen

Tobias' klasse og hold hedder Fulton og er indtil videre den første af sin slags under Akademiet Fodbold Fulton, der er grundlagt af projektleder Christina Wex og fodboldlegenderne Brian Laudrup og Lars Høgh. De 18 drenge har gået sammen siden 7. klasse. Fem kom fra klasser på Bakkegårdsskolen, mens resten af drengene kom fra andre skoler i Gentofte eller skoler længere væk.

Klasseværelset emmer af fodbold. Foruden et bordfodboldbord og plakater af nuværende og tidligere fodboldstjerner bruges reolen bagerst i klassen som pokalskab med metalstatuetter i guld, sølv og bronze. Bagvæggen er dekoreret med plancher af Folketingets partier opstillet som fodboldhold.

En halv time inde i skoledagen er der afmarch mod det lokale fodboldanlæg, selvom der endnu resterer 60 minutters matematik.

»Det her virker helt forkert. Målet er alt for lille. Zlatan var meget tættere på«.

Vinklen ser noget anderledes ud i virkeligheden, end Tobias havde troet. Han kan ikke få det til at passe. Op af lommen kommer derfor telefonen, som drengene har fået grønt lys til at medbringe, så de kan optage hinandens skudforsøg. Zlatans mål må genses.

»Så er det herfra«, siger Nick efter at have kigget med og peger på et område omtrent en meter fra Tobias' første plet. Tobias og tre andre må ned på knæ for igen at måle op med de overdimensionerede vinkelmålere. Med brug af en tråd finder de en ny placering til den grønne kegle, der afspejler den grå blyantsplet på tegningen.

Tobias vender ryggen til både kegle og mål. Bolden er under knopperne på de neongrønne fodboldstøvler. Nu er han klar til at gøre Zlatan kunsten efter. Han vender sig med bolden, tager et hurtigt træk og rammer ved en fejl keglen. Den forrykker sig, så vinkelmåleren må tages i brug igen.

Fodbolden som faglig referenceramme

Det er ikke kun i dag, at Tobias og kompagni står med en bold under fødderne. De tre lærere for Fulton forsøger så vidt muligt at relatere den daglige undervisning til elementer fra fodboldverdenen. For drengene er mere på, når det boglige sættes ind i en fodboldramme. Det er også derfor, renæssancen blev et spørgsmål om, hvilken position Christian den 4. ville have indtaget på banen, hvem han spillede med og mod, og hvilken taktik han gjorde brug af. Det gør det lettere for eleverne at huske.

»Bliv ved med at strække vristen, når du svinger benet. Og lad være med at kigge på målet. Du har spillet fodbold nok til at vide, hvor det er placeret«, guider Nick. Godt nok viser skemaet stadig matematik, men de fodboldtekniske finesser kan sagtens finpudses samtidig.

Når Tobias og de andre drenge inden længe forlader projektet med et 9.-klassebevis i hånden, skal de tre lærere overtage et nyt kuld fodboldglade drenge. På længere sigt er ambitionen at få projektet bredt ud til andre kommuner.

Bolden lander et godt stykke fra målet. »Godt forsøg, kom igen«, lyder det opmuntrende fra en af drengene. Tobias giver Zlatan-scoringen et par forsøg mere. Nogle bedre end andre. Ingen er dog Zlatan-klasse, erkender han. Fra et andet sted på banen lyder ekko fra jubelråb. En håndfuld drenge kaster sig i græsset i en stor bunke. »Hvem var det, der lykkedes?« råber Skipper og smiler stort. Der er intet svar at høre fra drengene, som har travlt med at juble. I dag er det sjovt at have matematik.