"Odense er præget af en økonomisk bundplacering. Derfor er det en balance mellem at sikre fleksibilitet og ikke få det grænseløse arbejde”, siger formand for Odense Lærerforening Anne Mette Kæseler Jensen.

Ny aftale giver mere fleksibilitet til Odenses lærere

Efter lange forhandlinger er Odense Lærerforening blevet enige med kommunen om en lokal arbejdstidsaftale. Aftalen blev offentliggjort i dag. Byrådet skal tage endelig stilling onsdag i næste uge. Men borgmester Anker Boye sagde i dag ved et pressemøde, at der er politisk flertal for aftalen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Aftalen indebærer blandt andet fem timer per skoleuge, som hver lærer selv kan disponere over til sin forberedelse, og der tilstræbes et loft på antallet af undervisningstimer på 800 om året. Desuden får lærerne sat tid til opgaverne på opgaveoversigten.

Arbejdstidsbilaget, som KL og lærernes forhandlere blev enige om ved overenskomsten i 2015, har lagt rammerne om aftalen, som Odense Byråd skal tage endelig stilling til på onsdag.

Formand for Odense Lærerforening Anne-Mette Kæseler Jensen har forventet, at der er politisk flertal for aftalen. Og i dag blev hun bekræftet af Odenses borgmester Anker Boye. Hidtil har Odense-lærernes arbejdstid udmeldt et administrationsgrundlag, men nu er der indgået en aftale.

"Det er vigtigt, at der er tale om en aftale. For en aftale er mellem to parter. Det er positivt, at Odense Kommune har taget det her skridt ud af konfliktmode og igen vist en vilje til at tage fælles løsninger. For det er kun i fællesskab, at vi kan samarbejde om den kæmpeopgave, det er at få en god folkeskole", siger Anne-Mette Kæseler Jensen.

Aftalen skal sikre balance i lærerens arbejdsliv

Men Odense er en økonomisk presset kommune.

"Derfor var det vigtige for os ved at gå ind i en aftale, at den sikrer balance i opgaverne og fleksibilitet", siger Anne-Mette Kæseler Jensen.

Foruden de fem timer om ugen, som læreren selv kan bestemme over, skal skolelederen i hver enkelt lærers tilfælde vurdere, hvor mange timer, der yderligere skal sættes af til lærerens forberedelse.

"Skolelederen skal tilstræbe, at de timer placeres i yderpositioner, så lærerne kan flekse, men de skal være på arbejdsstedet. Læreren kan godt vælge at gå op eller ned med ti timer, så en lærer kan vælge at flytte de timer, hvor der er tilstedeværelsepligt mellem nogle uger", fortæller Anne-Mette Kæseler Jensen.

De fem timer om ugen til lærerens forberedelse giver mulighed for, at lærerne kan forberede sig søndag eller om aftenen.

"Det giver noget fleksibilitet i forhold til at udnytte rammerne til at tilrettelægge undervisningen bedst muligt. Odense er præget af en økonomisk bundplacering. Derfor er det en balance mellem at sikre fleksibilitet og undgå grænseløst arbejde", forklarer Anne-Mette Kæseler Jensen.

Odense Lærerforening: En arbejdstidsaftale kræver prioriteringer

Tid på flere opgaver på opgaveoversigten

Et andet væsentligt element i aftalen er, at den sikrer lærerne tid på undervisning, forberedelse og en række øvrige opgaver på opgaveoversigten.

"For at sikre, der sker en prioritering af arbejdsopgaverne angiver lederne forventet tid på opgaverne. Det gør jo, at lærerne får en beskrivelse af, hvad lederen forventer, der ligger i opgaven", siger Anne Mette Kæseler og fortæller, at det for nogle lærere lige nu er sådan, at der bliver listet en masse opgaver op, uden at lederen tager stilling til, om læreren egentlig har tid til dem.

"Nu vil det være muligt at få en drøftelse med skolelederen om, hvis der er opgaver, der tager længere tid end forventet, er der så nogle opgaver, jeg ikke kan nå".

Anne-Mette Kæseler Jensen hæfter sig ved, at blandt andet klasselærerens opgaver, prøveafvikling og efteruddannelse skal stå på opgavelisten.

DLF: Lærere mangler dialog med lederen om opgaveoversigten

Skoleleder og tillidsrepræsentant skal samarbejde

Hun sætter også pris på, at det i aftalen fremgår, at skolelederen løbende skal samarbejde med tillidsrepræsentanten.

"Der har i en periode været et indtryk i Odense af, at tillidsrepræsentanten nærmest var en hæmsko. Derfor er det her et vigtigt skridt", siger Anne-Mette Kæseler Jensen.

Læs mere

Se aftalen som politikerne skal tage stilling til her