En ud af tre elever med autisme kommer ikke i skole, fordi almindelige folkeskolelærere mangler specialviden og tid, til at skabe en meningsfuld skoledag for dem.

Jeg er lærer og sammen med mine to kolleger, og 7 drenge med autisme, sidder vi på anden række i biografen. Pilou Asbæk har hovedrollen i filmen 9.april. Han leder 6 soldater fra et cykelkompagni i en umulig kamp mod overmagten, der her er repræsenteret af store tyske kampvogne. Filmens handling er intens og efter halvanden time, går vi ud af biografen og møder aprilsolen.

Vi finder nogle borde og bænke, spiser madpakker og taler om filmen. Et maskingevær, der bliver brugt i filmen, blev først produceret i 1942, den gentagne larm fra skudscenerne gav hovedpine, lugten af sidemanden var stærk, larmen fra slikposen bagved, var irriterende osv.

Filmen afslutter et historieforløb om besættelsen og Svend Aage Faber. Sven Aage Faber var en lokal modstandsmand på 19 år, som blev skudt på havnekajen i Nykøbing F. Efter madpakkerne genoplever vi historien, på vores tur gennem byen, vi ser mindepladen, besøger kirkegården og ser hans grav. Spørgsmålene er mange og respekten er stor. På kirkegården finder vi tyskergravpladsen, et område hvor tyske flygtninge og soldater ligger begravet. Det viser sig, at kirkegården også rummer en muslimsk og en katolsk gravplads, en gravplads for dødfødte spædbørn og naturligvis en masse forskellige almindelige gravpladser.

Denne dag smeltede dansk, historie, samfundsfag og kristendom sammen til en helhed. Undervisningen gav mening, eleverne følte, at de fagligt lærte noget, men de lærte mere end det.

Alex lærte, at sidde stille i en biograf, Mikkel lærte, at se en film med høje lyde og Kristian lærte, at se en film, der ikke har hans interesse. Ebbe lærte, at film er fiktion og at detaljer ikke altid stemmer overens med virkeligheden, Peter lærte, at sidde tæt på andre og Janus lærte at ignorere personerne bagved, som knasede og gumlede på slik. De lærte, at være sammen i en gruppe, at lytte, tænke, tale og grine sammen. De lærte, at være sociale.

En ud af tre elever med autisme kommer ikke i skole. De mangler lærere, der forstår deres særlige måde, at opleve verden på. Elever med autisme lærer ikke automatisk, at være som andre børn. De skal mødes med forståelse og anerkendelse, af voksne, der er uddannet til, at skabe læring for dem.

Når en almindelig folkeskolelærer, skal lede et barn med autisme, er det ofte en umulig kamp mod overmagten. Læreren mangler specialviden og tid. Hans undervisning rammer eleven, som kuglen fra soldatens rekylgevær, ramte den tyske kampvogn. Den ryger retur, uden at give resultat.