Anmeldelse

Det frie ord

Jyllands-Postens udlægning af ytringsfrihed

Formen er konservativ, men indholdet er sobert, synes anmelderen, som dog ikke er blind for, at andre vil have en helt anden oplevelse. Ytringsfrihed og grænserne for den er en af tidens store debatter, som skolen er nødt til at deltage i.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man – jeg i hvert fald – føler, at disse tider er opbrudstider, at koncepterne flyder, hvad orden, der må have været, er sprængt, og verden er under massiv forandring. På den ene side er alle værdier til forhandling, mens der på den anden side er et behov for at definere nogle faste og uforanderlige af slagsen. Ytringsfriheden er et centralt tema i vort senmoderne kaos, og det kan næppe undre, at Jyllands-Posten gerne vil gøre deres til at oplyse om emnet.

Fakta:

Titel: Det frie ord

Forlag: Jyllands-Postens Forlag

Avisen har udfærdiget materialet "Det frie ord" til brug i udskoling, gymnasiale uddannelser og sprogskoler, hvor jeg naturligvis er interesseret i dets anvendelighed i folkeskolens ældste klasser. For at starte med konklusionen: Jeg finder materialet vedkommende, og jeg ville ikke være betænkelig ved at bruge det i undervisningen. Formen er klassisk, grænsende til det tørre og minder meget om historie-/samfundsfagsbøger, fra da jeg selv var elev.

Jeg har ingen voldsomme kritikpunkter, og nogle af de kritiske overvejelser, jeg har haft, kunne have baggrund i, at man har ønsket af favne en heterogen målgruppe med ét materiale. Skulle jeg redigere et sådant materiale med folkeskoleelever for øje, havde jeg ikke stillet danske medier over for arabiske, men i stedet sammenlignet forskellige tilgange til medier generelt – der er jo masser at snakke om: Hvad betyder det for eksempel, hvis en statsleder ejer medier i Italien, hvad kan en journalist tillade sig i Kina – eller hos Fox Networks? Der er ingen tvivl om, at det er nemt at udpege et konfliktfyldt samliv mellem den arabiske verden og den vestlige – men det skal ikke forhindre os som undervisere i at holde fanen højt og arbejde med kompleksiteten frem for det skabelonagtige. Hvis man ikke havde haft flere målgrupper, kunne man sikkert have inddraget flere og flertydige problemstillinger og derigennem præsenteret den matrix, som frihedsopfattelser, ytringsfrihed og alt muligt dertilrelateret i virkeligheden er, og ikke have nøjedes med dikotomien, som i forvejen fylder meget.

Der skal dog ingen tvivl herske om, at det er et svært område at belyse på en måde, der både gør det tilgængeligt og anskueliggør, hvor mangesidet og vanskeligt det er. Jeg forstår godt valget af David Trads og Mikael Jalving som modpoler, men det virker næsten for nemt og for skarpt skåret med de to – omvendt var jeg meget positivt overrasket over for-/imod-argumentationen for Muhammed-tegningerne, som leveres af Naser Khader og imam Waseem Hussain; her skal man dog holde tungen lige i munden, da der ikke diskuteres ytringsfrihed, men satiretegninger … men så alligevel – det er bestemt værd at analysere, hvad der ligger mellem linjerne også.

Som nævnt er formen langt hen ad vejen nærmest konservativ – et overordnet deltema belyses i et antal afsnit, som beskriver et enkelt aspekt og afrundes med et par spørgsmål. Nogle spørgsmål er rigtig gode, andre ikke. I afsnittet om censur under enevælden nævnes tab af ære i en bisætning, hvorefter ét arbejdsspørgsmål omhandler begrebet ære - set i lyset af Danske Lov - og dets senere udvikling, og næste spørgsmål beder eleverne forholde sig til, hvordan ære opfattes i ”andre samfund”. Jeg synes godt, man kunne have kvalificeret diskussionen bedre i denne sammenhæng.

Omvendt forholder det sig med spørgsmål 2 i kapitel 5: I princippet kan man indføre straf for alle ytringer, også politiske. Det er ikke sket – hvorfor ikke? Diskutér – her er der efter min mening både stof til eftertanke og mulighed for at bringe allehånde antagelser, viden fra andre sammenhænge og spørgsmål i spil. Teksten, der går forud, bringer også ytringsfrihedsbegrebet i spil på en måde, der viser, hvorledes dets indhold, overhovedet, er afhængigt af den kulturelle/historiske kontekst. På den måde kan man også brede snakken ud – der er naturligvis forskel på Danmark, Polen, Kina, Pakistan, men der er også forskel på Danmark anno 1849, 1945 og 2016.

Denne anmeldelse skulle gerne afspejle det store billede – som er modsætningsfyldt og svært at favne. At skrive, at man ikke har voldsomme kritikpunkter, og derefter udpege forhold, som nogle sikkert vil finde dybt problematiske, er jo temmelig ambivalent. Jeg vil gerne her til sidst minde om, at jeg ikke vil være betænkelig ved at bruge materialet. Det er den bedste anbefaling, jeg tror, man kan give, når emnet er så amorft og gennemsyret af holdninger og konflikter.

Havde afsenderen og vinklen været en anden, havde kritikken været en anden – men det er stensikkert, at der havde været kritik at rette. Undervisningsmateriale kan være så godt eller skidt, det være vil, men det er aldrig bedre end den lærer, der står for undervisningen. Det er en universel sandhed, som næppe bliver mere aktuel end i tilfælde som dette.

Powered by Labrador CMS