Anmeldelse

Autismevenlig undervisning

Menneskevenlig undervisning

Et længe ventet kvalificeret bud på løsningen af de faglige udfordringer, som underviseren står over for i mødet med alle mulige slags børn, dejligt fri for problemsyn.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alene underoverskriften er positiv og peger hen imod, at nu skal vi ikke kigge efter fejl og mangler, men efter muligheder og gode oplevelser.

Fakta:

Titel: Autismevenlig undervisning

Forfatter: Charlotte Ryhl

Pris: 275

Sider: 164

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Forfatter Charlotte Ryhl afgrænser sig med det samme – bogen er målrettet undervisere, pædagoger og skolebørn i almenområdet. Hun inddrager dog også inklusionsdagordenen i sidste del af bogen, selvom det ikke er hendes primære perspektiv.

Bogen er delt i tre dele. Den første del redegør sobert for autismespektrumforstyrrelser med forskellige teoretikeres vinkler på diagnosen, diagnosesystemer og især på den anderledes adfærd, som egentlig er mest interessant, idet det er adfærden, der udfordrer samspillet mellem barnet og underviseren.

Derefter kommer det fine: Forfatteren tager så fat på de udfordringer. Hvad er det, der sker inde i underviseren i mødet med en lidt anderledes adfærd? Hvilke forståelser og misforståelser vil det være godt for underviseren at afklare og blive klogere på for at kunne tilrette sin undervisning og sit pædagogiske tilbud? En yderst forfriskende tilgang, der ikke på nogen måde nedtoner, at der er udfordringer, men viser vej igennem dem. Og ikke med en metode, men med en forståelsestilgang.

Og endelig fokuseres der i sidste del på børnesynet som afgørende for, hvordan man griber udfordringen med at arbejde med anderledes børn og unge an. Fokuserer du på, at det er synd for børnene, og foretrækker at skærme dem, eller fokuserer du på mulig videreudvikling af både stærke og svage kompetencer? Dette følges op med en inklusionsdiskussion, også velfunderet i forskellige teoretikeres vinkler, og et evidensafsnit, hvor der sammenfattes, hvilke parametre der kan siges at have betydning for inkludering af elever med autismespektrumforstyrrelser.