Forskning

ADHD-redskab hjælper elever uden ADHD - lidt

SFI udsender i dag en forskningsrapport om to inklusionsindsatser – en elevrettet og en lærerrettet. Den elevrettede hedder MinMestring og er målrettet elever med ADHD-adfærd. Konklusionen i rapporten er, at redskabet med statistisk sikkerhed øger koncentrationen hos elever uden ADHD. Men der ses ingen sikker effekt for elever med ADHD.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har via lodtrækningsforsøg evalueret to inklusionsindsatser - et kursus for lærere og et klasseredskab for elever. Redskabet MinMestring er udviklet til elever med ADHD-adfærd, men bruges af hele klassen. I evalueringen ses dog kun sikre positive resultater i form af øget koncentration hos elever uden ADHD. Og næsten ingen faglige resultater. Måske er materialet - antallet af elever med ADHD - for lille, siger forskerne.

Rapporten er et led i projektet Inklusionspanelet, der i forbindelse med den politiske ambition om øget inklusion blev igangsat som følgeforskning af Undervisningsministeriet i 2013. Begge indsatser er udviklet af professionshøjskolen Metropol og Via University College. Indsatserne har haft til formål at støtte lærernes arbejde med inklusion og forbedre elevernes adfærdsmæssige og faglige udvikling.

Den lærerrettede indsats - et kursusforløb til lærerne, hvor de opkvalificeres til at håndtere særlige behov eller svære læringssituationer hos eleverne - viser ingen målbar effekt på elevernes faglige udvikling.

I rapporten står: "Både den lærerrettede og, især, den elevrettede indsats var rettet særligt mod at hjælpe elever med vanskeligheder, relateret til ADHD-adfærd. Vi kan imidlertid ikke med sikkerhed sige, at forløbet med mestringsredskabet eller opkvalificeringskurset gav et større udbytte for denne målgruppe af elever med ADHD eller lignende vanskeligheder sammenlignet med effekterne på deres klassekammerater. Selvom effekternes størrelser er sammenlignelige for de to grupper, kan vi kun med statistisk sikkerhed sige, at de to indsatser gavner elever uden ADHD. Og ligesom i de øvrige analyser finder vi, at det, som begge indsatser med sikkerhed påvirker, er elevernes koncentrationsevne. Derimod synes elevernes øvrige målte adfærd, trivsel og faglige præstationer ikke at forbedres markant af indsatserne".

Link til SFI-rapporten findes til højre for artiklen

Læs mere

SFI-rapport Inklusionsindsatser forbedrer eleverskoncentration

Powered by Labrador CMS