Når eleverne afleverer deres afgangsprøvebesvarelse, skal de på forsiden attestere med deres Uni-login - typisk de første fire bogstaver i elevens fornavn fulgt af fire cifre.

Skriftlige prøver bliver alligevel ikke helt anonyme

For at sikre en objektiv bedømmelse har undervisningsministeren lovet, at folkeskolens skriftlige prøver fra i år er anonyme, så censor ikke kender elevens køn eller etniske oprindelse. Men for at undgå forveksling har ministeriet besluttet, at prøverne skal mærkes med elevens uni-login, som typisk er de første fire bogstaver i fornavnet og fire cifre – for eksempel lise5678.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Slut med at bedømme egne elevers afgangsprøver 

Foreningen Skole og Forældre er meget bekymrede over, at folkeskolens skriftlige prøver fra i år kun bedømmes af én person nemlig en beskikket censor. Og formand Mette With Hagensens bekymring bliver ikke mindre af, at besvarelserne nu alligevel ikke er 100 procent anonyme, fordi de forsynes med elevens uni-login.

"Jeg arbejder selv i handelsgymnasiet, hvor vi også bruger uni-login. Og når det begynder med 'mett', så ved man godt, det er en pige", siger Mette With Hagensen, som frygter, at censor bevidst eller ubevidst kan lade sin bedømmelse og dermed elevens afsluttende skolekarakter påvirke af sine forventninger til en dreng eller en pige eller en tosproget elev.

Spørgsmål til ministeren

I Folketinget var særlig Dansk Folkeparti meget bekymret for elevernes retssikkerhed, når prøverne ikke længere bedømmes af både elevens lærer og en censor. Men ordfører Alex Ahrendtsen blev beroliget af løfterne om helt anonymiserede besvarelser, faglig sparring mellem censorerne og løfte om en tidlig evaluering af den nye censur. At der nu alligevel kommer delvist navn på opgaverne, kommer derfor helt bag på ham:

"Det bliver jeg nødt til at spørge undervisningsministeren til - de løber jo fra det, vi har aftalt", siger Alex Ahrendtsen til folkeskolen.dk

Censorer gør klar til at være ene om at bedømme prøver 

Undgå forveksling

Kontorchef i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet Rasmus Vanggaard Knudsen forklarer, at så længe eleverne ikke  afleverer i et  it-system, der også sender besvarelserne til censorerne, er det nødvendigt at identificere hver enkelt opgave med skolens navn, så censorerne ved hvor de skal sende karakterer og opgaver hen. Og uni-login bruges som prøvenummer, fordi styrelsen har vurderet, at et nummer, som udelukkende består af tal, giver for stor risiko for forveksling.

"Vurderingen er foretaget efter dialog med mange skoler og censorer", siger Rasmus Vanggaard. "Det er en afvejning mellem hensynet til at sikre fuld anonymitet og risikoen for forveksling mellem eleverne", forklarer Rasmus Vanggaard.

Danmarks Lærerforening hører også til dem, der har beklaget, at 9.-klasse-lærerne ikke længere indgår i deres egne elevers afsluttende prøver. Det vigtigste er elevernes retssikkerhed, fastslår formand for DLF's undervisningsudvalg Bjørn Hansen og håber, det kan lade sig gøre at finde en model, der sikrer elevernes en objektiv bedømmelse, samtidig med at man er helt sikker på at undgå risiko for forveksling.

Følgegruppe holder øje

I forbindelse med lovændringen blev det aftalt, at en følgeggruppe af faglige eksperter skal følge bedømmelserne af de skriftlige prøver og rådgive ministeren de første to år indtil den nye ordning med kun én censor skal evalueres. Ministeriet har nu offentliggjort, hvem der skal sidde i følgegruppen. Det er professor Jens Dolin, Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet, lektor emeritus Keld Nielsen, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet, og ph.d. og seniorforsker Beatrice Schindler Rangvid, SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

"Følgegruppen skal netop se på, hvordan én bedømmer og anonymisering bliver indført. Efter det første år vil vi vurdere, om der er grund til at anonymisere yderligere", siger Rasmus Vanggaard. Anonymisering af elevernes besvarelser skal set i sammenhæng med, at faglæreren fremover ikke skal være med til at bedømme egne elever:

"De to ordninger giver tilsammen en høj grad af uafhængighed i bedømmelsen, selvom der for enkelte elever ikke vil være tale om fuldstændig anonymisering på grund af Uni-login og skolenavne på besvarelserne". 

Stor analyse: Danske lærere undervurderer eleverne i karaktergivning 

 

Læs mere

Undervisningsministeriets information til skolerneom de nye bedømmelsesregler og identifikation af opgaver(pdf)