Begrebet sekundær traumatisering har eksisteret i traumeforskningen i over 35 år og bliver især brugt om børn af traumatiserede forældre, men sekundær traumatisering er også en arbejdsrelateret risiko hos professionelle, der til dagligt er i tæt kontakt med traumatiserede mennesker – herunder lærere. Faktisk tales der forholdsvis sjældent om sekundær traumatisering i skole- og undervisningssammenhæng, men det håber jeg at jeg med dette indlæg nu kan være med til at råde bod på.

Antallet af flygtninge på landets folkeskoler er i den seneste periode steget voldsomt og flere og flere lærere møder derfor børn og unge i deres daglige undervisning, der har været tæt på krigshandlinger, børn der har mistet en eller begge forældre, børn der har oplevet store svigt og børn der savner. Vi oplever børn der har udviklet sekundær traumatisering gennem deres opvækst hos dybt traumatiserede forældre. Fælles for alle disse børn er, at de voldsomme oplevelser, de har været udsat for, præger deres nutidige liv i en sådan grad, at de kan være meget vanskelige at undervise og at de vil typisk have vanskeligt ved at tilegne sig ny viden – herunder et nyt sprog. I klassen kan barnet reagere med øget stress, gentagne og invaderende tanker om de traumatiske begivenheder, udpræget tilbagetrukkethed, håbløshed og meget svingende læringsforudsætninger fra dag til dag. Undervisning af børn med psykiske traumer kan derfor være en særdeles stor udfordring for læreren, der kan slide voldsomt på lærerens egen psyke. Begrebet sekundær traumatisering er således højaktuelt og man bør som lærer og skoleledelse være meget opmærksom på faresignaler.

Traumer ”smitter”

Lærere som delagtiggøres i deres elevers traumatiske oplevelser, ulykker, sorg og tab, kan ikke undgå at blive berørt, og de symptomer som det traumatiserede barn lider af kan overføres til læreren. Dette fænomen kaldes et sekundært traume. Fænomenet beskrives bl.a. af forfatter og psykoterapeut Susanne Bang som det fænomen, at de som arbejder med traumatiserede mennesker over tid gennemgår en forandring mht. deres verdensbillede, deres holdning til sig selv og til deres kursister. Yderligere kommer de til at lide af nogle af de angst og tilbagetrækningssymptomer, som man kender fra PTSD-diagnosen.

Som empatisk og engageret underviser involverer man sig naturligvis i sine elever, lytter til deres oplevelser og lever sig ind i deres historier. Men lærerens empati og hendes ønske om at hjælpe, gør hende også sårbar og risikoen for at udvikle sekundær traumatisering stiger.

Selvom arbejdet med traumatiserede børn uden tvivl kan være både fagligt stimulerende, menneskeligt givende og meningsfyldt, kan det således også være utroligt følelsesmæssigt belastende og personligt udfordrende. Man møder jo ikke bare sine elever med sin faglige viden men også med sine personlige erfaringer og færdigheder. Ja, man kan endda sige, at lærerens egen person er hendes vigtigste arbejdsredskab for at skabe en åben og tillidsfuld relation til eleven og skabe et trygt klasserum, hvor eleven tør ytre sig. Derudover mangler de traumatiserede børn ofte støtte fra forældre og familie, der typisk har deres egne traumer at slås med. Læreren kommer i mange tilfælde til at fungere som en vigtig støtteperson for eleven, fordi læreren af eleven opleves som den eneste stabile figur og læreren er den der har den hyppigste kontakt til eleven. Og denne personlige involvering kan dræne læreren over tid.

Faresignaler i forhold til sekundær traumatisering

Der findes en række forskellige signaler man bør være opmærksom på i forhold til sekundær traumatisering. Det kan bl.a. vise sig, hvis læreren begynder at opleve PTSD-symptomer, der ligner elevens.  Man bliver eksempelvis hurtigt stresset, kan ikke sove, har svært ved at koncentrere sig og glemmer ofte ting og aftaler.

Et andet vigtigt faresignal er, hvis man pludselig ikke længere orker at forholde sig til nye problemstillinger, man bliver konfliktsky, trækker sig og lunten bliver kort og trækker sig i det hele taget fra samarbejde med de andre lærere. Men tilbagetrækningen kan også vise sig i lærerens private liv, hvor man måske begynder at trække sig fra sin egen familie.

Derudover vil læreren opleve ændringer i selvopfattelsen og fx ikke længere opfatte sig selv som en kompetent som underviser, men også den ændrede selvopfattelse kan vise sig i lærerens private liv, så man fx ikke længere føler sig som en god forælder eller ægtefælle.

Læreren vil typisk også opleve en voksende mistillid til andre mennesker og stoler måske ikke længere på, at kolleger eller andre samarbejdspartnere gør deres arbejde godt nok.

Fysiske symptomer som fx spændinger og hovedpine er også tydelige signaler til, at læreren er presset og i en negativ udvikling. Derudover vil læreren føle en overvældende tristhed og have lettere til gråd.

Symptomerne på sekundær traumatisering fører over tid til fysisk og psykisk udmattelse, som på sigt får indflydelse på lærerens evne til at være nærværende, omsorgsfuld og professionel over for sine elever. Læreren behøver ikke nødvendigvis selv at være bevidst om, at der er ved at ske noget. Men den der helt sikkert mærker at lærerens empati og professionalisme er væk, er eleven. I stedet for at møde eleven på en åben og professionel måde, kan kontakten med eleverne belaste lærerens psyke i et sådant omfang, at hun mister overskuddet til at kunne rumme de følelser relationen sætter i gang.  Læreren begynder derfor enten at trække sig fra eleven eller at overinvolvere sig. Begge fænomener er forsvarsmekanismer.

Tilbagetrækning eller overinvolvering

Hvis man som lærer reagerer ved tilbagetrækning, begynder man typisk at bagatellisere elevens problemer og oplevelser, man intellektualiserer og forvrænger billedet. Man bliver køligere, distanceret og undgår for megen kontakt med eleverne. Det er naturligvis uhensigtsmæssigt, hvis man som lærer gang på gang afviser sine elever, negligerer deres problemer og sætter spørgsmålstegn ved deres historie. Mange traumatiserede børn har i forvejen en stor mistillid til systemer og autoriteter og igennem lærerens afvisninger, bliver eleven blot bekræftet i denne mistillid.  Alle elever har naturligvis brug for en lærer, der er empatisk og forstående over for deres problemer og udfordringer, har øje for elevens særlige behov og formår at skabe et trygt og varmt undervisningsmiljø, hvor eleverne har lyst til at deltage og byde ind med egne erfaringer og viden.

Hvis læreren er ved at udvikle sekundær traumatisering kan det imidlertid også vise sig som en ubevidst overinvolvering i eleven. Nogle lærere ønsker så brændende at gøre en forskel og nogle kan blive helt opslugt af at ville løse elevens problemer og begynder derfor at opsøge eleven ekstraordinært i pauserne eller uden for skolen. For lærere der reagerer med overinvolvering opstår der derfor store vanskeligheder ved at adskille det professionelle jeg fra det private jeg.

Forebyggelse af sekundær traumatisering

Graden af elevkontakt har naturligvis stor betydning for risikoen for at udvikle sekundær traumatisering. Jo tættere kontakt man har til eleverne, både i hyppighed og i intensitet, jo større risiko er man i. Derudover er man som lærer særligt sårbar hvis man mangler teoretiske og metodiske værktøjer omkring traumer og redskaber til at bearbejde egne følelsesmæssige reaktioner i mødet med traumatiserede mennesker.

Men erfaringen peger også på, at det ikke kun er lærerens faglige forhold, der er afgørende for, hvor ramt hun bliver, men også hendes sociale netværk, personlighedstræk og egne livsomstændigheder spiller ind. Hvis man fx er belastet i sit private liv af skilsmisse, alvorlig sygdom eller egne psykiske traumer, øges ens sårbarhed markant og risikoen for ikke at kunne håndtere de følelsesmæssige påvirkninger, man udsættes for i arbejdet, stiger.

Forebyggelse af sekundær traumatisering begynder derfor hos læreren selv og det er vigtigt, at man bliver bevidst om, hvad arbejdet med traumatiserede børn kan medføre og hvilke faresignaler, man skal være opmærksom på. Det er afgørende at læreren stiller krav til sig selv og sin leder om at være fagligt rustet til at håndtere traumatiserede elever.

Undervisning af traumatiserede børn kræver rigtigt meget af læreren; når vi oplever elever der er så meget ude af balance, kræver det fokuseret opmærksomhed selv at holde den professionelle balance. Læreren må have en lyst og en vilje til at arbejde med sig selv, til at udforske egne styrker og svagheder og arbejde med personlig udvikling, til at fylde sit liv ud med nærende aktiviteter som motion, socialt samvær, naturoplevelser etc.

For at undgå følelsen af ikke at lykkes fagligt, kræves stor omstillingsparathed og beslutningsdygtighed, når planlagte aktiviteter på grund af den traumatiseredes svingende læringsforudsætninger ikke kan afholdes. Læreren skal besidde en lyst til afprøve forskellige pædagogiske tiltag og forløb samt have en positiv indstilling over for supervision og efteruddannelse. Ydermere kræves en stor samarbejdsvilje, da opgaven er så kompliceret og mangefacetteret, at en høj grad af sparring og vidensdeling er nødvendig. Ingen lærere må føle sig alene med opgaven. Det er helt afgørende, at lærerne støtter hinanden og italesætter både det gode og det besværlige. Der skal være frirum til både at grine og græde på lærerværelset.

Det kræver således rigtigt meget af læreren at være en kompetent underviser for traumatiserede børn og samtidigt ”passe på sig selv”. Men ikke alt forebyggelse kan dog foretages af læreren alene. En del af løsningen ligger også i selve arbejdspladskulturen.

Ledelsens muligheder for at forebygge sekundær traumatisering hos lærerne

Fagligt dygtige og medmenneskelige lærere er afgørende i en skole, hvis eleverne skal have lyst til at komme i skole og få noget ud af undervisningen. Hvis man ønsker at bevare denne faglige dygtighed og medmenneskelighed, så skal der drages omsorg for lærerne.

Det er for det første helt altafgørende, at der sker en anerkendelse af det faktum, at mange lærere dagligt udsættes for traumatiserede elever og at det er normalt at man som lærer har brug for at udtrykke følelser og sindsstemninger, når man har oplevet noget ud over det sædvanlige. Det er så vigtigt, at man som lærer dagligt får luft for sine oplevelser og frustrationer.

For at lærerne føler sig fagligt klædt på til denne krævende undervisningsopgaver, bør skolerne løbende tilbyde undervisning om psykiske traumer og traumereaktioner samt undervisningsfaglig vejledning omkring, hvilke pædagogiske implikationer disse traumereaktioner medfører.

Derudover vil jeg pege på adgang til supervision som en helt afgørende nødvendighed for lærere der underviser traumatiserede børn. Mange lærere påtager sig et ansvar, som kan blive for stort at bære. Supervision kan være med til at præcisere og afgrænse lærerrollen og dermed lærerens ansvar i pressede situationer og at der skabes mulighed for systematisk tænkning og problemløsning. Supervision kan dermed være med til at sikre kvaliteten i undervisningen.

Læreren har brug for støtte, opmuntring og accept fra kolleger og supervisor. Et tæt og velfungerende samarbejde på skolen er helt grundlæggende for, at lærerne kan ”læsse af” på skolen i stedet for at tage tingene med hjem. Ledelsen bærer en stor del af ansvaret for at skabe et sådant varmt og støttende arbejdsmiljø, hvor lærerne føler sig trygge ved at diskutere problematiske og/eller traumatiske oplevelser, tunge elever, frygt og skam. Ligesom den traumatiserede elev har læreren også brug for at forstå sig selv og det normale i egne reaktioner og brug for at udtrykke forbudte følelser som vrede, sorg, frustration og afmagt. Hvis lærerne ikke får støtte i denne svære opgave risikeres langtidssygemeldinger eller arbejdsophør.

Sidst men ikke mindst skal det understreges, at risikoen for sekundær traumatisering øges i forbindelse med uklarhed mellem læreren og arbejdspladsen som organisation med uklare mål og roller. Det er derfor vigtigt at både lærer og ledelse har et klart overblik over, hvad der egentligt er lærerens arbejdsopgave og hvad det er muligt at opnå. Hvis ledelsen opfatter lærerens opgave på en måde, men læreren selv opfatter det anderledes, øges lærerens risiko for sekundær traumatisering.

Opsummering 

Det er vigtigt at legitimere det, at vi som lærere kan blive påvirkede i negativ retning i mødet med de traumatiserede børn. Begrebet sekundær traumatisering kan give lærere, der arbejder med denne elevgruppe, en faglig begrundelse for ikke blot at leve med de følelsesmæssige belastninger, som jobbet indebærer, men også understrege vigtigheden af, at læreren får støtte.

Hvis vi som lærere kan tage vare på os selv, støtte os selv og hinanden, såvel som få den daglige støtte fra skolens ledelse til at klare denne særligt krævende undervisningsopgave, så er der udsigt til at lærerne kan blive ved med at føle sig kompetente og yde den professionelle undervisning, vi er ansat til og som kan være helt afgørende i forhold til det traumatiseredes barns læring, udvikling og helingsproces.

Henvisninger

Bang, Susanne: Rørt, ramt og rystet. Supervision og den sårede hjælper. Hans Reitzels Forlag, 2002

Traume.dk