fr. 22. jan. 2016 kl. 12:27

Ny ekspertgruppe skal få flere igennem ungdomsuddannelse

  • "Der har været meget fokus på, at alle skal være dygtigere og løbe hurtigere. Men vi må ikke blive så stålsatte på at nå først i mål, at vi glemmer dem, der stadig står tilbage ved start”, skriver Lars Løkke Rasmussen og Ellen Trane Nørby i dag i en fælles kronik.
    "Der har været meget fokus på, at alle skal være dygtigere og løbe hurtigere. Men vi må ikke blive så stålsatte på at nå først i mål, at vi glemmer dem, der stadig står tilbage ved start”, skriver Lars Løkke Rasmussen og Ellen Trane Nørby i dag i en fælles kronik.
Af: Esben Christensen

Hvordan får vi flere igennem en ungdomsuddannelse for de nuværende midler? Det spørgsmål skal en ny ekspertgruppe have svaret på med udgangen af 2016.

28 procent af en ungdomsårgang har ikke gennemført en ungdomsuddannelse fem år efter, de har forladt folkeskolen. Det er for mange, mener regeringen, der derfor har nedsat en ekspertgruppe, der skal se på, hvordan flere unge kan få en ungdomsuddannelse.

Ekspertgruppen skal fokusere på tre områder:

- De eksisterende tilbud, som findes i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse.

- Selve ungdomsuddannelserne.

- Ungdomsuddannelsesvejledning (UU-vejledning).

Der er ikke lagt op til, at ekspertgruppen skal se på grundlæggende ændringer af folkeskolen eller 10. klasse.

Ellen Trane: Unge på kanten udgør alvorligt problem

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for børn-, undervisning- og ligestilling Ellen Trane Nørby har i dag en kronik i Jyllands-Posten om emnet. Her skriver ministrene:

"Vi er overbeviste om, at de unge på kanten udgør et alvorligt problem, som vi er nødt til at løse. Selvfølgelig først og fremmest af hensyn til de unge og deres muligheder for at få et godt liv, hvor de har et arbejde og kan forsørge sig selv. Men også af hensyn til harmonien og ordentligheden i vores samfund. Vi kan ikke være bekendt at svigte en stor del af Danmarks ungdom og dømme den ude. Der har været meget fokus på, at alle skal være dygtigere og løbe hurtigere. Men vi må ikke blive så stålsatte på at nå først i mål, at vi glemmer dem, der stadig står tilbage ved start".

Ellen Trane Nørby forklarer i pressemeddelelse:

"I dag er der for mange unge, der bliver skoletrætte, og ikke kommer ordentligt videre i uddannelsessystemet. Derfor gør regeringen nu en ekstra indsats for at hjælpe unge på kanten, så de ikke mister grebet om deres liv. Der er ingen lette løsninger, men der er masser af eksempler på uddannelsesforløb, godt samarbejde, der virker lokalt, og hvor skoler, kommuner og virksomheder i forening arbejder for de unge. De eksempler skal vi lære af, så vi kan sikre, at langt flere unge får en mere direkte vej til uddannelse eller arbejde, der matcher deres kompetencer. Det skal ekspertgruppen blandt andet se nærmere på".

Udfordringer med udfordrede unge

Ekspertgruppen skal komme med anbefalinger på tre områder:

1. Fokusering af tilbuddene i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse.

2. Styrket kvalitet af tilbuddene i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse.

3. Bedre incitamentsstrukturer og ansvarsfordeling i forbindelse med de unges uddannelsesforløb.

Stefan Hermann, der er rektor på Professionshøjskolen Metropol, skal stå i spidsen for udvalget. Han slår i en pressemeddelelse fast, at der er udfordringer på området:

"Der er ingen tvivl om, at der er en række udfordringer mellem skole og videre uddannelse. En særlig udfordring er de unge, der på mange planer er udfordret undervejs på rejsen gennem folkeskolen over ungdomsuddannelserne til arbejdsmarkedet og livet i det hele taget", udtaler Stefan Hermann.

Gruppens anbefalinger skal "samlet set være udgiftsneutrale", og eksperterne skal: "Blandt andet identificere forslag, der kan reducere det samlede tidsforbrug i/ overgange til ungdomsuddannelsessystemet og dermed bidrage til at forbedre de offentlige finanser på lang sigt".

Ekspertgruppens medlemmer

  • Stefan Hermann, Rektor, Professionshøjskolen Metropol.
  • Else Sommer, Tidl. administrerende direktør i Børne- og Ungeforvaltningen, Københavns Kommune.
  • Gert Møller, Forstander, Korsør Produktionshøjskole.
  • Noemi Katznelson, Professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet København.
  • Marianne Simonsen, Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.
  • Torben Risgaard Strand, Operations Director, Thermo Fisher Scientific.
  • Jesper Arkil, administrerende direktør, Arkil Holding

Kilde: Uvm.dk

 

Godt initiativ

Mark Jensen, der er formand for UU-Danmark, hilser initiativet velkommen.

"Det er rigtigt godt, at regeringen også med afsæt i deres regeringsgrundlag fortsat har et uddannelsespolitisk fokus. Og et fokus på den gruppe, som det er svært at få til at til gennemføre en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Det virker ganske fornuftigt", siger Mark Jensen. Der er ingen vejledere med i udvalget, og UU-Danmark er heller ikke inviteret med i ekspertgruppen.

"Vi synes dog, at det er mærkeligt, at den organisation, der har ansvaret for overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, ikke er inviteret med i gruppen. Og vi håber da, at vi er tænkt ind i den referencegruppe, som er nedsat", siger Mark Jensen og kommer med et initiativ, som UU-centrene har stået for.

"I forbindelse med ungepakken blev der gennemført et fokus på de 15 - 17-årige, som man var bange for gik ind i jobcentrene som 18-årige. Der har vi stået for den indsats, hvor antallet af unge, der ikke var i gang med noget, blev reduceret fra 10.000 til 3.000. Så vi har kendskab til indsatser, som virker", siger Mark Jensen.

Han fortæller, at de første tilbagemeldinger fra de reformerede erhvervsuddannelser er, at frafaldet er blevet markant formindsket. I øvrigt peger han på, at der allerede er en lang række initiativer, der forsøger at hjælpe de udfordrede unge.

"Hvis man prøver at kigge lidt smart på de her initiativer, så er der resurser til at lave nye gode tiltag", siger Mark Jensen, der blandt mener man skal se på, hvordan de aktiviteter, som de unge allerede er i gang med kan meriteres. Han fraråder dog, at man finder nationale løsninger på problemerne.

"Danmark er et land med geografiske forskelle. Her på Sjælland kæmper vi med at finde praktikpladser, og det er noget af det, der gør det svært med erhvervsuddannelserne her. Men jeg talte med en midtjysk UU-vejleder, der fortalte, at der var praktikpladser til alle hos dem. Så der er nationale forskelle. Så måske kan man i det her udvalg lave lokale målbare forventninger og overlade det til de lokale at lave initiativer der", siger Mark Jensen

folkeskolen@folkeskolen.dk

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

Tilmeld dig her