Sundhedsvejleder Sigrid Alison Rytz snakker ofte med eleverne mens de bevæger sig.

Elever i Vollsmose får sundhedshjælp i skolen

Ansvar for egen sundhed fører til ansvar for egen læring. Det er en af flere erfaringer med et sundhedsprojekt for udskolingseleverne på skolerne i Odense-bydelen Vollsmose. En sundhedsvejleder vurderer alle elevers sundhed og giver håndholdt hjælp til de elever, der har brug for det.

Publiceret

Sundhedsvejlederens rolle påskolerne


  • Sundhedsvejlederen planlægger og afvikler sundheds- ogtrivselsskabende forløb for børn og unge i Vollsmose og eventueltforældrene. Samarbejdet med skolen er afgørende for, at denboligsociale sundhedsvejleder når ud til de børn, som reelt er mesttrængende i forhold til at tage hånd om egen sundhed ogtrivsel.
  • Forløbene tager primært udgangspunkt i skolens egne aktiviteterog faciliteter og foregår typisk på skolen eller i de grønneomgivelser omkring skolen. På den måde understøtter skolen denenkeltes mulighed for at slutte sig til sådan et forløb, og detskaber tryghed for alle, at rammen er skolen.

Kilde: Vollsmose Sekretariatet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle elever har mere brug for opmærksom målrettet hjælp end andre. I Vollsmose i Odense har man en boligsocial helhedsplan, der også er rykket ind på skolerne med en særlig indsats for at styrke sundheden og trivslen blandt de unge, der har allermest brug for det.  

Og selv om indsatsen tager udgangspunkt i ernæring og vægt, smitter det af på elevernes tilgang til det faglige, fortæller lærer på H.C. Andersen Skolen Mads Dahl Arvidsen.

"Vi har ikke den tid, der skal til, når vi også skal tænke på læringsmål, eksaminer og undervisning", siger han, og fortæller, at lærerne på skolen er rigtig glade for, at sundhedsvejleder Sigrid Alison Rytz har sin gang på skolen. For på den måde får lærerne mulighed for at vende indsatser for enkelte elever med hende under uformelle forhold.

"Man kan sige, at det er et udvidet skole-hjem, lærer, sundhedsvejleder samarbejde. Det er en stor hjælp", siger Mads Dahl og fortæller, at Sigrid Alison Rytz sundhedstester alle elever, hvorefter hun yder en håndholdt indsats til dem, som har brug for det. Lærerne kan også pege på elever, som de mener har særlig brug for sundhedsvejlederens hjælp. 

"Der kan være mere udbytte for en elev ved at være sammen med Sigrid frem for at deltage i timen", siger Mads Dahl.

Eleven som medspiller

Det er frivilligt for eleverne at deltage i et sundhedsforløb. Når eleven vælger at takke ja til at få hjælp af sundhedsvejlederen, arrangerer Sigrid Alison Rytz et møde med eleven:

"Vi mødes til en walk and talk, hvor vi snakker om, hvordan vi får et godt forløb skruet sammen, og hvad målet skal være. Jeg understreger, at vi gør dette på hans eller hendes præmisser, men at det kræver en aktiv indsats for at nå en ønsket effekt. På den måde får vi en klar forventningsafstemning fra starten", lyder det fra Sigrid Alison Rytz i en pressemeddelelse fra Vollsmose Sekretariatet.

 

Sundhedsvejlederen fortæller, at hun arbejder med hjælp til selvhjælp, hvor det handler om at gøre de unge bevidste om, hvad de selv kan gøre for at få det bedre.

"Jeg gør meget ud af at fortælle børn og unge, at de selv har et ansvar for at forbedre deres sundhed - og at der faktisk ikke skal så mange ændringer til, før man kan mærke effekten på egen krop".

Hun påpeger forskellen på at have et defensivt og offensivt mindset omkring sundhed og trivsel.

"Det er vigtigt, at børn og unge - også i udsatte positioner - bliver aktive medspillere i eget liv - og så er det selvfølgelig min opgave at være med til at kickstarte processen", lyder det fra sundhedsvejlederen, og lige netop den evne mener, lærer Mads Dahl også er vigtigt for eleverne.

"De lærer at tage ansvar for deres egen sundhed, og det på et tidspunkt, hvor de står over for at skulle tage ansvar for deres egen uddannelse, når de skal videre i uddannelsessystemet", siger han.

Sundhed i meget bred forstand Sigrid Allison Rytz snakker ikke kun med eleverne om sundhed. Mobning, kærestesorger, karakterer, uddannelsestanker og forældre er også ofte oppe at vende i samtalerne.

"Jeg oplever, at børn og unge gennem vores samtaler får ryddet op i lidt af hvert i deres liv, og at det først er, når de her ting er luftet, at det bliver muligt at tage hånd om eksempelvis vægttabet".

"På den måde kan forløbet for eksempel starte med en målsætning om, at barnet skal spise sundere og dyrke mere motion og ende med at handle om at få hjælp til at få stoppet drillerier på vej hjem fra skolen", forklarer Sigrid Alison Rytz.