Fibæk overhaler sin egen temmelig nye bog ”Drop ambitionerne – og lav bedre undervisning” fra sidste år med bogen ”Didaktiske ambitioner – alle elever med”. Det er således ikke alle ambitioner, der er droppet. Og slet ikke ambitionen om netop at lave bedre undervisning, som faktisk er den lille og letlæste bogs absolutte hovedsigte; at lave bedre undervisning for at få alle elever med. Det er bogens mantra. Og det forfølges konsekvent.

”Didaktiske ambitioner” er en anbefalingsbog. Helt konkret anbefaler Fibæk, hvad der bør eller kan gøres inden for fire udvalgte hovedområder, når vi skal have alle elever med – i hvert fald mere, end det lykkes nu. Bogstaveligt spørger Fibæk, hvad der bør ske i undervisningen, hvis den skal have alle med, hvilke muligheder læreren har, hvad skolen som sådan kan gøre – og hvad skoleledelsens muligheder er. De fire hovedområder er således: undervisningen, læreren, skolen og skoleledelsen.

Anbefalinger og diskussioner inden for de fire områder dumper ikke ned fra himlen, men fremkommer på baggrund af en undersøgelsessystematik inden for hvert af områderne, så både teori og empiri spiller afgørende ind i alle diskussioner. Fibæk forlover sig i øvrigt konventionelt, men helt åbenhjertigt og argumenterende – om end svagt argumenterende - med hvad virker-forskningen, altså synteseforskningen eller evidensforskningen. Som retteligt  burde kaldes statistikforskningen, se for eksempel Gunn Imsen: "Hattie-feberen i norsk skolepolitik", Unge Pædagoger nummer 3/2015.

Til sidst i bogen koncentrerer Fibæk sig om otte udvalgte statements, som han kalder didaktiske ambitioner for undervisningen - ambitioner, som lærerne må acceptere for at forbedre undervisningen.

Ambitionerne står nok en smule blege og lidt usammenhængende i forhold til det afsluttende kapitels andre opsamlende vurderinger. Hør, hvordan dramatikken manifesterer sig her: ”Mit råd til lærerne er: Skru ned for interessen for, hvad politikere og forvaltere foretager sig. Det har alligevel ikke den helt store betydning. Flyt i stedet opmærksomheden over på, hvad I selv gør for at gøre undervisningen bedre. Det er først og fremmest jer, der kan gøre undervisningen bedre. Prøv at få forældre og medieoffentlighed til at dele denne interesse for den lærerstyrede skoleudvikling” (min fremhævelse).

”Den lærerstyrede skoleudvikling” er en bemærkelsesværdig vending. Ikke i forhold til bogens argumentation, men vel nok imod almindelig forventning?
På forskersiden herhjemme står Fibæk ret alene med den argumentation. Vil hans soloudbrud lykkes? Formentlig ikke. I hvert fald ikke uden en form for kraftig mobilisering i feltet. Fibæk skriver: ”Jeg har bogen igennem argumenteret for, at det vigtigste i skolen er lærernes undervisning. Undervisning er skolens kerneopgave, og det er dens kvalitet, der først og fremmest bestemmer, hvor meget eller lidt eleverne lærer … Der er ingen politiske eller forvaltningsmæssige tiltag, der med større sandsynlighed vil kunne hæve undervisningens kvalitet. Hvad bør der så gøres?”

Anmelderen spørger: Er det her, Danmarks Lærerforening træder ind? Er det her, DLF går i gang med at skabe alternative udviklingsrum for mange lærere, som i øjeblikket i stor udstrækning står forvirrede og frustrerede tilbage, når lokale initiativer og skoleudviklinger finder sted? Kurser, planer og programmer ruller hen over skolerne. Papegøjekurser i Fælles Mål, nedbrydning, adfærdstermer, output, dataindsamling - der er i høj grad brug for frie rum, hvor lærerstyret skoleudvikling kan artikuleres, fri af politikere, fri af forvaltninger og fri af alverdens konsulenter, i hvert fald de konventionelle af slagsen. Det rykker ikke en meter.
I den sammenhæng vil Fibæks bog være et eksempel på velegnet diskussionsstof.