Vivian Eriksen kunne mærke, at den var gal. Hun stod egentlig foroverbøjet - i gang med at hjælpe en elev. Men så blev hun svimmel. Hun havde brug for at sætte sig, så hun stavrede op til katederet. Men svimmelheden forsvandt ikke, da hun havde sat sig. Lydene blev mærkelige, verden flød ud, og hun havde det, som om hun sad inde i en dykkerklokke. Sveden løb. Og eleverne spurgte videre:

»Hvad så med den her synopsis?« »Hvor skal jeg sætte min underskrift?«

Vivian talte inde fra sin dykkerklokke: »Jeg kan ikke lige nu«.

Foran hende sad den 9. klasse, som hun begyndte at undervise allerede i 3. klasse. En klasse, hun havde stærke relationer til. Og eleverne kendte også deres lærer, bare ikke i den situation - så først da en af dem tog ordet og læste læreren for resten af klassen, faldt tiøren.

»Kan I ikke se, at hun er helt vildt presset. Lad hende lige være«.

Total tavshed og så: Vivian vendte sig hurtigt om og kastede op i skraldespanden. Hverken lærer eller elever så dén komme. En snarrådig elev spænede ind til naboklassen: »Vivian er blevet helt vildt dårlig«. Og nabolæreren fik sendt klassen hjem.

I den tidlige vinter 2015, hvor Vivian Eriksen og fagbladet Folkeskolen mødes, kan hun se tilbage på halvandet arbejdsår i en folkeskole, der stadig er ved at indføre folkeskolereformen. Lockouten banede som bekendt vejen for folkeskolereformen, og siden den blev politisk vedtaget og siden virkelighed i august 2014, har der været mange nye opgaver for landets lærere. For Vivian Eriksen var det første reformskoleår med ekstra krydderi. Sammen med eleverne i 8.k blev hun fulgt af et tv-hold fra DR, der filmede klassen til dokumentarserien »Folkeskolen - Forfra«. Vi har sat den 36-årige lærerinde stævne for at tegne et portræt af hende - og dermed få hende til at tegne et portræt af folkeskolen af i dag.

Ville slutte ordentligt

Vivian Eriksen blev syg af lockouten. Ikke fordi det var en følelsesladet oplevelse at blive låst ude af sin arbejdsgiver, men fordi den manglende måneds arbejde nu skulle klares på skoleårets sidste måneder, og det blev for meget. I dag husker Vivian Eriksen tilbage på en vild tid:

Arbejdet var konstant. Det var også hjemme hver dag, også i weekenden. Med udsigten til 9. klasses elever, der skulle til afgangsprøve for første gang, var der meget, der skulle læses, ordnes og indsendes. Og mens lærere med andre klassetrin end 9. måske kunne sige, at de nøjedes med at nå det, de nåede, var der ingen pardon for 9. klasse.

»Vi skulle jo, der var ikke noget at gøre«, fortæller Vivian Eriksen i dag, men det var nu ikke den ydre styring, der fik hende til at arbejde så hårdt, at hun mødte sin fysiske grænse:

»Men vi havde nok gjort det alligevel. Jeg ville slet ikke kunne have haft det siddende på mig, hvis eleverne ikke fik afsluttet det ordentligt«.

Dengang i foråret 2013 hjalp kollegaer og en afdelingsleder med at få lettet på opgavemængden. Der blev sat fokus på elevernes afgangsprøve, mens andre måtte tage sig af skolens kor og de andre opgaver, der ikke havde noget med afgangsprøven at gøre.

Og elever og lærere kom igennem til dimissionen.

En god skole

Vivian Eriksen er lærer på Sofiendalskolen i Aalborg. Hendes vej dertil var lidt snørklet: Via sociologi på universitetet var det »som at komme hjem« at begynde på læreruddannelsen. Og for hende er det at være lærer »samfundsfagligt på et meget konkret plan«. Hun er rundet af et hjem, hvor det at følge med og holde sig ajour var en grundværdi, »folk må gøre, hvad de kan, men det er vigtigt, at man tager del i samfundet«. Efter læreruddannelsen søgte hun hyre på Sofiendalskolen, fordi hun havde hørt, at det var en god skole med et godt lærerværelse. Begge dele viste sig for hende at holde stik:

På både lærer- og elevsiden er Sofiendalskolen en mangfoldig skole, hvor forskellige samfundsgrupper mødes. Der er elever rundet af socialt boligbyggeri og børn fra det velstillede Hasseris.

»Og det er godt, fordi det er sådan, samfundet ser ud. Man færdes meget i sine egne kredse, men det er sundt at se, at der er andre virkeligheder end ens egen«.

Den mangfoldige hverdag er som en ballonudvidelse på snæversynet, på en helt anden måde end hvis det hele bliver set gennem fjernsynsskærmen. Vivian Eriksen fortæller:

»Min gamle klasse bestod af 24 elever, hvoraf otte var tosprogede fra Afghanistan, Iran, Kurdistan, Libanon, Somalia og Uganda. De havde været vant til mangfoldighed, fra de var små. Vi glemte faktisk mange gange, at vi var forskellige, for det var vi vant til - sådan var det, og det var fantastisk«.

God til at aflæse eleverne

Marie Sigaard Christiansen, der i dag er gymnasieelev, gik i den omtalte klasse og kan godt genkende et billede af, at der var plads til forskellighed. Hun var glad for at have Vivian Eriksen - en lærer, der var god til at sikre, at »der blev lavet noget«, og sørgede for, at »eleverne ikke sov hen over bordene«.

Hun beskriver også Vivian Eriksen som en lærer, der var i stand til at aflæse elevernes signaler.

»Jeg kan huske i 9. klasse, hvor jeg havde en dårlig dag. Og det havde hun lagt mærke til hele dagen, og pludselig tog hun mig udenfor og spurgte mig, om jeg var okay«, fortæller Marie Sigaard Christiansen.

»Det betød meget for mig - for jeg var ikke så god til at komme til folk med mine problemer. Folk var nødt til at komme til mig, for at jeg kunne lukke op, og det syntes jeg, at Vivian var god til at gøre«, siger Marie Sigaard Christiansen.

Et godt lærerværelse

Det var en stor styrke, at Sofiendalskolens lærerværelse havde kollegaer i 50'erne og 60'erne, da Vivian Eriksen blev ansat for knap ti år siden. Nogle år blev der ansat 10-15 nye kollegaer, så de nye lænede sig op ad de garvede. Samtidig kom de nye fra læreruddannelsen med nyvaskede øjne og et blik for, at der er andre måder at gøre tingene på. Og det var der åbenhed over for.

»Vi er en visionær skole med mange punkter på dagsordenen og med nogle kollegaer, der tager et medansvar. Der er nogle ildsjæle imellem, der brænder for det og er dygtige, fordi de synes, det er skidespændende«, siger Vivian Eriksen.

Og derudover er det et socialt sted, hvor mange trækker læsset på de sociale arrangementer, en skole med »sammenhold og fællesskab«.

Ambitiøs og pligtopfyldende

Tine Pejstrup er teamkollega med Vivian Eriksen. Hun fortæller, at de i teamet tager ansvar for hinanden og løfter i flok.

»Vi står sammen«, siger Tine Pejstrup.

Hun fortæller, at Vivian Eriksen er pligtopfyldende og ansvarsbevidst: Når eleverne klarer sig godt, bliver Vivian stolt - og omvendt, hvis de skuffer fagligt, er hun højlydt ærgerlig over det.

»Hun har høje faglige ambitioner på vegne af både sit team og sine elever«, siger Tine Pejstrup og fortæller, hvordan Vivian Eriksen får sine styrker i spil:

»Hun er god til at samle og være den, der påtager sig rollen som den i teamet, der kommer ting i rammer, kasser og skaber struktur«, siger Tine Pejstrup. Hun fortæller samtidig, at tilbøjeligheden til struktur også kan give udfordringer, selvom Vivian Eriksen er blevet bedre til at give slip på rammerne, når der sker noget uforudset:

»Vivian vil helst have styr på det hele, det har hun det bedst med«.

Fra skema til tema og tilbage igen

I august skabte dokumentarserien »Folkeskolen - Forfra« stor debat. Her blev reformens skolehverdag omsat til reportage-tv, hvor Vivian Eriksen og klassen 8.k var hovedpersoner. I dokumentaren blev det vist, at skoleskemaet blev kasseret. I stedet arbejdede lærerne med temaer. Den temastyrede undervisning skulle give varieret undervisning og frihed til forberedelse for de lærere, som ikke stod for undervisningen. Det var en del af en øvelse, hvor teamet kastede en masse ting op i luften.

»Det gav en grad af frihed, som var god. Og det var sundt, at vi fik prøvet nogle nye ting af«, siger Vivian Eriksen. Da skoleåret 2015-16 gik i gang, var temastyringen igen byttet ud med skemaer.

»Der gik sindssygt lang tid til organisering«, og ud over det store tidsforbrug blev hverdagen uden skema for uforudsigelig for elever og lærere.

»Der er nødt til at være en form for struktur i en meget hektisk hverdag, børnene har også brug for det. Det er jo også derfor, at vi har opdaget, at et skoleskema ikke er så tosset«, siger Vivian Eriksen og uddyber om tilvalget, der er sket på baggrund af friske erfaringer:

»Vi gør det ikke, fordi man har gjort det altid, men fordi det faktisk giver mening. Det betyder ikke, at vi ikke kan bryde skemaet op - men det kunne vi også gøre før reformen«.

Fred i hovedet

Med de nye arbejdstidsregler blev hverdagen forandret for Vivian Eriksens og resten af landets lærere. Hun arbejder nu »markant mindre«, og hverdagen er blevet mindre fleksibel. Det har konsekvenser for både arbejde og privatlivet, der nu indeholder mere fri tid.

»Jeg kan mærke, at jeg nu er slukket arbejdsmæssigt, når jeg kommer hjem. Der er mere fred i mit hoved, og det giver energi til noget andet«, fortæller Vivian Eriksen.

Prisen for denne frihed er mindre fleksibilitet i løbet af dagen. Tidligere kunne der ofte holdes pause, når det var nødvendigt. For eksempel efter en dag med undervisning fra klokken otte til kvart over tre, men i dag skal tiden efter undervisning bruges på skolen.

»Mange af de timer, vi leverer i dag, er meget ineffektive, fordi vi simpelthen er smadrede og brugte. Samtidig har jeg brugt mere tid på forberedelse tidligere, og jeg underviser nogle flere timer nu«, siger Vivian Eriksen, der oplever, at prisen bliver betalt ved den undervisning og feedback, som eleverne modtager. Hvor de tidligere fik stile tilbage umiddelbart efter aflevering, kan der nu gå tre-fire måneder, før opgaverne bliver returneret.

Hun overvejer, om de nye arbejdsrytmer med tiden vil føles mere hensigtsmæssige.

»Det kan godt være, at det tager nogle år at lave om på den kultur, vi har haft med at gå hjem, når vi var drænede, og så arbejde igen, når vi havde fået luft. Det er en kæmpe kulturændring«, siger Vivian Eriksen. Som det er i dag, er det i hvert fald ikke optimalt:

»Det er en hård pris at betale, at man hele tiden skal gå på kompromis med sine forventninger til, hvad man leverer som lærer. Men jeg har ikke noget problem med at se mig selv i øjnene, for det er ikke mig, der har bestemt, at det skal være sådan her«.

Ideerne er gode nok

Vivian Eriksen kan godt se ideen i for eksempel at sætte fokus på elevernes læringsmæssige progression, for en høj karakter viser ikke nødvendigvis, om den enkelte elev har flyttet sig. Hun kan også godt lide, at undervis-
ningen skal målsættes, så det bliver tydeligt for eleverne, hvad der skal læres. De ældre elever har ofte behov for at få et svar på spørgsmålet: »Hvad skal vi bruge det her til?« og der hjælper målene.

Men også de nye tiltag kræver mere af den resurse, som skolehverdagen i dag mangler mere end noget andet: tid.

»Hvad er det for nogle mål - ud fra alle de mål, der findes for et fag - som jeg vægter i det her forløb? Og hvordan vil jeg evaluere på det og tjekke, at eleverne når målene? Og hvis de ikke når målene, hvad vil jeg så gøre, for at de skal nå målene? Det tager sindssygt lang tid«, siger Vivian Eriksen.

Endnu ikke bæredygtigt

Skolelivet er endnu ikke i vatter, dagene er ikke i balance, og dagligdagen er endnu ikke bæredygtig. Der er mange ting, som skal forandres til det bedre, før hverdagen for alvor hænger sammen på en måde, så der præsteres på et niveau, der er professionelt tilfredsstillende for Vivian Eriksen. Blandt andet fordi forberedelsestiden er sårbar, fordi den kan blive sløjfet, hvis der er en klasse, som har brug for vikar. På Sofiendalskolen var lærerne også før de nye arbejdstidsregler vikarer for hinanden, men tidligere var der en tidspulje til det, derfor kostede det ikke forberedelse at være vikar.

I forhold til elevernes gruppearbejde giver lærernes sult efter tid til forberedelse også en ny dimension. Hvor Vivian Eriksen tidligere kunne komme rundt mellem grupperne, være nærværende og støttende i forhold til elevernes læring, bruges tiden i dag ofte til at ordne opgaver, som ellers ikke er nået.

Og en ny tanke har sneget sig ind, når eleverne opsøger hende med problemer:

»Jeg har oplevet elever, der sidder uden for døren og er kede af det klokken kvart over tre. Og jeg er godt klar over, at hvis jeg bruger tiden på eleven, så når jeg ikke det, som jeg ellers skulle have nået. Så man står da lige og tænker: Hvor kort tid kan jeg tillade mig at bruge? Kan jeg lige tale to minutter og så stryge videre?« fortæller Vivian Eriksen. For hende er svaret dog stadig nemt: Hun taler med eleven:

»Han er sgu da stadigvæk vigtigst«.

Håber skolen overlever

For mange lærere kan det sikkert være svært at beholde fornemmelsen for, hvad der er hverdag, og hvad der er et stykke vild skole-

historie, hvor slutningen endnu er ukendt. For Vivian Eriksen er det afgørende, at folkeskolen forbliver befolkningens naturlige valg, når børnene skal i skole.

»Det er vigtigt at bevare tilliden til folkeskolen, men det kan være svært. Det kan jeg sagtens se - med de rammer, vi har fået. Jeg kan godt forstå, at nogen siger: 'Det der vil vi ikke byde vores børn'«, siger Vivian Eriksen. For hende handler det om det store samfundsperspektiv.

»Vi skal bevare en dansk folkeskole, som de fleste har lyst til at vælge. Også hvis vi i skoletiden skal have et billede af, hvordan verden egentlig ser ud. Den ser ikke altid ud som på en privatskole. Jeg håber, folkeskolen overlever«.