Ulla Madsen har sagt farvel til lærerjobbet i Horsens ved årsskiftet - læs hvorfor her: http://www.folkeskolen.dk/578841/ikke-laerer-for-enhver-pris

Hver fjerde lærer i Horsens er nyansat

I de seneste to år har der været stor udskiftning i lærerstaben på folkeskolerne i Horsens. Over en fjerdedel af kommunens 800 lærere er nyansatte. På Langmarkskolen er næsten halvdelen af lærerne nye.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Link

Der var mange nye ansigter på lærerværelserne, da skolerne i Horsens slog dørene op efter sommerferien. 105 nye i dette skoleår og 105 i det forrige. Det viser en opgørelse fra kommunen, der har 800 lærere.

En af de skoler, hvor der har været stor udskiftning, er Langmarkskolen. Her er der ansat 27 nye lærere i faste stillinger og fem i tidsbegrænsede.

Nogle af de nye stillinger skyldes pensioneringer, eller at der er ansat flere lærere på skolen, men hovedårsagen til de mange nyansættelser er ifølge Langmarkskolens tillidsrepræsentant, May-Britt Wachmann, ændrede rammevilkår efter reform og arbejdstidslov. Hun kan mærke, at den store udskiftning har kostet kræfter:

»Tidligere var der kun et par stykker om året, der skiftede job. Nu er det omkring halvdelen af lærerne, der er stoppet. Det lægger stort pres på dem, der er tilbage, for de skal være kulturbærere og sætte de nye ind i arbejdsgangene, teamsamarbejdet og elevforhold. Det sluger rigtig meget energi«, fortæller tillidsrepræsentanten.

Ikke lærer for enhver pris

 

Tilstedeværelsen presser

I Horsens Kommune har lærerne 40 timers fast tilstedeværelse, og ifølge Langmarkskolen skyldes en stor del af udskiftningen, at lærere er flyttet tættere på deres hjem.

»… skolen havde forholdsvis mange lærere ansat fra Silkeborg- og Aarhusområdet, som i forbindelse med de nye arbejdstidsregler valgte at opsige deres stilling til skoleåret 2014/15 for at søge tættere på deres bopæl«, bemærker Langmarkskolen i en kommentar til forvaltningen i forbindelse med kommunens opgørelse af nyansatte på skolerne.

Langt flere lærere forlader folkeskolen

 

Opgørelsen er foretaget på baggrund af en forespørgsel fra Horsens Folkeblad.

Formand for Horsens Lærerforening Claus Andersen peger også på manglende fleksibilitet og på geografien som årsagerne til, at en del lærere skifter til andre kommuner. Derudover skyldes nogle af udskiftningerne interne flytninger, og så er der en gruppe, der helt forlader folkeskolen.

»For den gruppe, der helt forlader faget, handler det for mange om de arbejdsforhold, man byder lærerne. Nogle føler, at det, de kan levere i klassen, ikke lever op til det, de gerne vil«.

Ifølge formanden dropper flere af lærerne folkeskolen til fordel for eksempelvis VUC, social- og sundheds- og privatskoler.