"Der er ikke nogen nemme løsninger på det her område", siger dansk som andetsprogslærer Monica Edelmann.

Lærer: Vi svigter de tosprogede elever

Tosprogsområdet bliver glemt i inklusion og folkeskolereform. Resurserne til området forsvinder, og der er ikke længere nogen faglig støtte at hente hos Københavns Kommune. Sådan lyder det fra dansk som andetsprogslærer og -koordinator Monica Edelmann, som har arbejdet med området i 10 år på Hyltebjerg Skole i Vanløse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Københavns Kommune sparer næste år 10 procent på tosprogsområdet i skolerne for at kunne bruge flere penge på daginstitutionsområdet. Dansk som andetsprogslærer i Vanløse Monica Edelmann mener, at man begår en stor fejl ved at tage pengene fra skoleområdet.

"Skolerne får ikke den hjælp, der skal til for, at de tosprogede elever kan klare sig godt. Der er ingen central bevågenhed i praksis på tosprogsområdet. Det har der ikke været, siden man nedlagde afdelingen i centralforvaltningen for integration og mangfoldighed i 2010. De holder selvfølgelig øje med, om eleverne klarer sig godt i afgangsprøverne. Men der er ingen retningslinjer eller viden om, hvordan vi får dem i mål fra centralt hold".

København sparer på tosprogede elever

Monica Edelmann mener, at området bliver groft underprioriteret, og det er svært at stå alene med som lærer.

"Der bliver ikke for alvor efteruddannet lærere i dansk som andetsprog længere. Tidligere var der store årlige satsninger på efteruddannelse af lærere, det er der ikke mere. Der er ingen konsulenter, der ved noget om området i forvaltningen, tosprogslærerne bliver fyret, og besparelser gør, at modersmålsundervisningen er meget begrænset".

Set med lærerøjne virker det som om, politikerne tror, at problemet ikke eksisterer mere.

"Jeg tror, der er rigtigt mange grunde til, at det går, som det går. Inklusionsfeberen, mainstreamingen, og så ideen om, at nu må det her med dansk som andetsprog være ovre. Nu må de bare kunne undervises i klassen. Det mener jeg også, at de skal en stor del af tiden. Men det at tage dem ud i mindre grupper og give dem den støtte, de har brug for, det er ikke legalt længere".

Samtidig peger hun på, at skolerne har meget få resurser, og efter at man for nogle år siden fjernede øremærkningen på pengene til tosprogsområdet, kan skolelederne bruge tosprogspengene på andre ting.

Støtte i klassen virker bedst

På Hyltebjerg Skole, hvor Monica Edelmann arbejder, klarer de tosprogede sig ifølge skolens kvalitetsrapport over københavnergennemsnittet og over forventningen i forhold til deres socioøkonomiske baggrund.

"Der er ikke nogen nemme løsninger på det her område. Der er så mange indsatser, man skal yde for, at de skal præstere lige så godt sprogligt og fagligt som deres danske kammerater. Men forskningsmæssigt ved man jo godt, hvad der virker - nemlig at give dem hjælp og støtte til at inddrage deres egne sproglige resurser. Det er det, vi prøver at gøre. Og min leder prøver virkelig at prioritere det".

I skolens sprogcenter ser lærerne på, hvad der er mest hensigtsmæssigt for børnene. De bliver undervist på helt almindelige vilkår i deres klasse, men alle skolens lærere har på et tidspunkt været på kursus, så de ved noget om, hvordan man underviser tosprogede børn.

"Og så forsøger vi hvert år at nå, at alle tosprogede elever får perioder på nogle måneder i skolens sprogcenter, hvor man bliver undervist i dansk som andetsprog i forhold til, hvad der foregår i klassen. Hvis klassen for eksempel bliver undervist i essay, så kommer de hos os og bliver undervist i essay. Men på en måde, hvor vi bruger deres modersmål aktivt, hvor de sidder i mindre grupper, og hvor de føler, at det er legalt at spørge og afprøve sproglige hypoteser undervejs".

Intentionen med mainstreaming er med tosprogede som med elever med særlige behov, at de skal have støtte i klassen. Og man uddanner vejledere, der kan vejlede de almindelige lærere i, hvordan de kan håndtere udfordringerne med eleverne. Men Monica Edelmann mener på ingen måde, at vejledning af lærerne kan erstatte reel undervisning af de tosprogede elever. Og at have hende siddende i klassen i timerne er spild af resurserne.

"Vi bruger tiden meget mere effektivt, når vi tager dem ud og arbejder intensivt fra start til slut. Hvis jeg er med i klassen, så går de første 10-15 minutter med, at læreren giver beskeder og ordner konflikter. Det er alt for dyrt, at jeg skal bruge min tid på at kigge på det. Jeg skal ikke planlægge, hvad de skal arbejde med, jeg skal tænke sprogdimensionen ind i det, som faglæreren har besluttet i sin årsplan. Det, der rykker, er at sidde med børn i en mindre gruppe med faciliteter og en ordentlig tilgang. Det mener jeg, er det helt afgørende. Og så en skole, kolleger og ledelse, der bakker arbejdet op ved at give de resurser, der er behov for". 

Problemet er på ingen måde løst

Monica Edelmann oplever, at hun står med de samme udfordringer med eleverne, som hun gjorde for 10 år siden. De fleste er født og opvokset i Danmark og taler uden nævneværdig accent. De har et hverdagssprog, men udfordringen er, at de skal bygge bro til skolesproget via et sprog, som ikke er deres eget. Dermed starter de med at være bagud på point i forhold til de rent dansksprogede kammerater.

"Udfordringen er den samme, men det er blevet sværere for os som lærere. For i dag skal vi ikke kun kæmpe for, at børnene blev dygtigere, vi skal også kæmpe for områdets berettigelse, for at der overhovedet er noget, der skal hedde dansk som andetsprog, som man skal tage alvorligt, hvis man vil have de tosprogede med".

Hun savner den faste struktur og de retningslinjer, der lå, da København Kommune havde en afdeling for integration og mangfoldighed. Konsulenterne sad med i de faglige distrikts- og bydækkende netværk. Den nye forskning blev omsat til praksis og præsenteret. Lærerne fik opgaver, og der var kompetente folk at ringe til, hvis man stod med et konkret problem. Det var et kontor, der samlede og spredte viden.

"Det er fuldstændig væk. Og det er på ingen måde lykkedes at holde netværkene ved lige. Det gik her de første år, fordi vi prioriterede det højt, men med reform og fuld tilstedeværelse blev det helt umuligt. Det bliver simpelthen ikke prioriteret".

"Konsekvensen er, at alt for mange elever bliver svigtet. De får ikke lige så gode liv som vores andre børn, fordi de ikke får de færdigheder, der skal til. Det er et problem for den enkelte, men også for samfundet, både fordi vi producerer vrede unge mænd, men også fordi vi ikke får den kompetente arbejdskraft, vi skal have. Det er spild for et samfund. Og det er problem for alle".

Powered by Labrador CMS