I lyset af det sidste døgns diskussion har Ellen Trane Nørby valgt, at elevernes vurdering af skoledagens længde skal offentliggøres.

Elevernes vurdering af skoledagens længde skal offentliggøres

Ellen Trane Nørby har nu besluttet, at elevernes oplevelse af skoledagens længde skal offentliggøres. ”Hverken ministeriet eller jeg har interesse i, at elevers holdning til skoledagens længde ikke kommer frem”, skriver ministeren i en mail til Folkeskolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu skal elevernes oplevelse af den lange skoledag offentligøres.

Det sker efter Folkeskolen.dk har dokumenteret, at der findes et repræsentativt gyldigt svar på dette helt centrale spørgsmål. Et svar som ministeriet ikke umiddelbart ville give offentligheden adgang til. 

Men efter et døgn, hvor afsløringen både har haft liv på sociale og traditionelle medier, og efter skrap kritik fra en række af partiernes ordførere, har undervisningsminister Ellen Trane Nørby valgt, at tallene skal offentliggøres.

I en skriftlig kommentar til Folkeskolen.dk skriver ministeren:

"Det har fra starten været planlagt, at tallene fra første og anden spørgerunde sammen med elevernes svar fra tredje spørgerunde skulle indgå i de SFI-rapporter, der offentliggøres senere i 2016, så der er ikke, som bladet Folkeskolen mener, tale om nogen form for 'mørkelægning'", skriver Ellen Trane Nørby.

Partier råber i kor: Ministeren må forklare sig

Ingen interesse i holde informationer tilbage Ministeren fastholder, at en udlevering af data vil være en krænkelse af personfølsomme oplysninger.

"Hverken ministeriet eller jeg har interesse i, at elevers holdning til skoledagens længde ikke kommer frem, men det er klart, at lovgivningen skal overholdes. Og der har styrelsens jurister vurderet, at hensynet til beskyttelse af personfølsomme oplysninger har talt imod at imødekomme den anmodning om aktindsigt i elevernes besvarelser, som bladet Folkeskolen har bedt styrelsen om. Den vurdering er ministeriets jurister enige i", skriver ministeren.

Om afslaget udtalte mediejurist og offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen til Folkeskolen.dk - at afslaget ikke blev givet korrekt i henhold til lovgivningens intentioner. Læs om det i artiklen:

Elevernes oplevelse af skoledagens længde mørklægges

Elevernes besvarelser vil blive offentliggjort indenfor de næste uger:

"I lyset af den efterfølgende diskussion har jeg vurderet, at der er interesse for at fremskynde offentliggørelsen af de statistiske data om elevernes syn på skoledagens længde, der ellers først skulle være offentliggjort efter den tredje spørgerunde. Derfor vil ministeriet nu bede SFI validere og analysere disse oplysninger, hvorefter de vil blive offentliggjort. Det vil ske i løbet af to til tre uger", lyder det fra Ellen Trane Nørby.

Powered by Labrador CMS