De mangler ord!

I mange år har jeg sagt og skrevet: ”Folk tror, at man lærer et sprog for at bruge et sprog. Men det gør man ikke! Man bruger et sprog for at lære et sprog.”

Og så sad jeg en dag i min 7. klasse og kiggede på deres logbøger og lyttede til deres meget mangelfulde tysk.

Som lærer kunne jeg godt kræve, at de skulle bruge sproget, men når de havde så lidt sprog, var det svært at skrive og tale om noget meningsfuldt og relevant. Noget måtte gøres! Og så kom jeg i tanke om den måde, jeg selv lærte dansk på. Jeg gik på en skole, som hed KISS. Dette sexede akronym stod for noget så kedeligt som Københavns Intensive Sprogskole – en skole, der blandt os tilflyttere blev betragtet som den allermest effektive skole at lære dansk på. KISS havde en meget speciel undervisningsform. Som studerende skulle man lære 15 sætninger udenad til hver af de tre ugentlige undervisningsforløb, dvs. 45 sætninger om ugen. Efter de 25 uger havde man lært cirka 1.000 sætninger. Det var sætninger som ”Jeg har hverken fjernsyn eller radio” eller ”Sikke en flot have, hr. Jensen har.” Efter 6 måneder havde man opbygget ikke bare et ordforråd, men også en sætningsstruktur, som man kunne bruge i sin dagligdag. Man havde et basissprog til at begå sig med i samfundet. Denne form for udenadslære lyder kedelig og gammeldags, men det virkede faktisk. (Fordelen i forhold til klasseværelset i grundskolen er, at kursisten lever i målsprogets samfund).

Så hvordan kunne jeg fylde en helt masse sætninger i hovedet på min elever? Danske teenagere vil ikke finde sig i at lære ”tåbelige” sætninger udenad. Men svaret var alligevel nærliggende for mig. Jeg elsker teater og har før skrevet om teater som værktøj til at integrere motion, bevægelse og mimik i undervisningen og træne intonation og udtale. Jeg har oversat det engelske teaterstykke ”The Empty Safe” af Kaj Himmelstrup til tysk og udvidet stykket med mange ekstra scener og replikker. Der er nu roller til 22 elever, 26 sider og 6.000 ord.

Vi har nu arbejdet med stykket i ca. 8 uger. Den første halvanden uge læste vi stykket, og jeg svarede på alle spørgsmål. De fleste elever forstod stykket efter 3 uger, og så fordelte vi rollerne. Målet er at opføre stykket for forældrene; derfor er det nødvendigt at lære replikkerne udenad. Det er svært, så det kræver, at læreren sammen med klassen skaber en mission, en mission om at gøre noget helt sindssygt som at spille teater i ca. 30 minutter for et publikum – på tysk!

På torsdag skal mine elever gennemføre missionen, først 7a og derefter 7b. I begge klasser har seje drenge meldt sig frivilligt (okay, jeg skubbede lidt) til at spille den kvindelige natklubsangerinde iført høje hæle og kraftig make-up.

Det er skørt … men tysk skal være skørt for at appellere til teenagere, og efter 8 uger når vi er færdige, og eleverne har sagt deres replikker igen og igen, er der rigtig mange elever, som kan meget mere end kun deres egne replikker. De har mange ord og mange sætninger, som de kan bruge til at opbygge nye sætninger og fortællinger.

Som forældrekommunikation er det også super. Forældrene ser, at tysk ikke bare er remser, men et funktionelt sprog, som er sjovt, og de får en opfattelse af, at deres børn kan ufatteligt meget tysk. Samtalen derhjemme om tysk bliver dermed til en positiv fortælling.