En velfungerende overgang mellem børnehaver og skole kan være en hjælp for især udsatte børn, siger medlem af forretningsudvalget i DLF Bjørn Hansen.

DLF har nu en politik for de 0-6-årige børn

Danmarks Lærerforening vil gerne gøre sit til, at den sociale baggrund kommer til at spille en mindre rolle for elevernes faglige resultater. Foreningen har derfor vedtaget en politik for de 0-6-årige børn. En af forudsætningerne for, at børnene kommer godt i gang i skolen, er nemlig kvalificerede pasningstilbud og velfungerende overgange mellem børnehave og skole.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening (DLF) vedtog i går en politik for 0-6-årige børn. Foreningen har ikke før haft en politik for denne aldersgruppe.

"Det overordnede formål er at mindske betydningen af den sociale baggrund i forhold til, at eleverne får nogle ordentlige faglige resultater, som kan medvirke til, at de får muligheden for at klare sig godt i tilværelsen på alle leder og kanter", siger medlem af forretningsudvalget i DLF, Bjørn Hansen.

Og en af forudsætningerne for at komme godt fra start i skolen er en velfungerende overgang mellem børneinstitutioner og skole, uddyber han.

Derfor anbefaler DLF nu, at der rundt om i landet udarbejdes kommunale handleplaner for netop overgangen mellem børneinstitutioner og skole.

"Handleplanen skal beskrive, hvilket arbejde der skal gøres, samt indeholde en ansvarsbeskrivelse", står der i det nyvedtegne politikpapir, som snarest bliver sendt ud til landets lærerkredse.

Millioner skal give en lettere skolestart

Kvalitet i børnepasningen

Men elevernes børnehavetid er i sig selv også en vigtig forudsætning for, at de kan få en god skolegang, mener DLF, som derfor i sit politikpapir anbefaler, at "der skal være uddannet personale i daginstitutioner, så normeringerne muliggør en aktiv og empatisk interaktion mellem uddannede pædagoger og børn".

"Vi er ikke kun imod besparelser på folkeskoleområdet, vi er også imod nedskæringer på daginstitutionerne", siger Bjørn Hansen.

"Vores 0-6-års-politik går kort fortalt ud på, at der skal være kvalitet i dagtilbuddene, og det betyder blandt andet, at det skal være uddannede pædagoger, som varetager arbejdet. Og så skal der være kvalitet i den overgang, der er mellem dagtilbuddene og skolen", tilføjer han.

Ministeriet starter projekt for bedre skolestart til udsatte børn

Bolden spillet videre til tillidsfolkene

Nu er det op til tillidsfolkene at gribe bolden fra Hovedstyrelsen.

"I nogle kredse er der allerede en procedure for overgangen mellem skole og børnetilbud - den skal så måske justeres. Andre kredse kan sige til forvaltningen: Lad os tage en samtale om overgangen mellem børnetilbud og skole", siger Bjørn Hansen.

"Og på skolerne kan tillidsrepræsentanten sammen med børnehaveklasseledere og indskolingslærere fortælle skolelederen, hvilke muligheder de gerne vil have for for eksempel at holde møder med de institutioner, som børnene kommer til skolen fra", foreslår Bjørn Hansen.

Powered by Labrador CMS