Debat

Ikke alle børn får noget ud af en længere skoledag

Mange elever bliver endnu mere urolige nu hvor skoledagen er blevet betydeligt længere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære alle beslutningstagere på folkeskoleområdet.

Hver mandag morgen har jeg bibliotekstime med min 5. klasse. Det er en dejlig time for de fleste børn. De afleverer deres bøger, finder en ny, og læser koncentreret resten af timen. Men for en lille flok børn er denne time altid træls, for at sige det på godt jysk. De går hvileløse omkring på biblioteket, mens de pjatter og fjoller med hinanden. Selvom jeg altid forsøger at hjælpe dem, ved at finde bøger til dem og præsentere dem for forskellige forfattere, formår de ikke at blive selvhjulpne i deres jagt på bøger. Hver gang jeg viser dem en bog, som jeg synes de bør læse, kan jeg se hvordan lyset i deres øjne slukkes. I sidste uge sagde jeg fx til en elev: ”Denne her bog skal du læse, den er bare god, og den kan du lære meget af”. Hvortil han svarede: ”Jeg hader at læse”. Timen ender ofte med, at jeg vælger en bog til dem, som jeg bestemmer, de skal læse i. Næste mandag afleverer de den igen uden at have læst et ord. Sådan fortsætter det for disse elever mandag efter mandag, år efter år. For du kan trække hesten til truget, men du kan ikke tvinge den til at drikke.

Den bibliotekstime får mig ofte til at tænke på, hvor stor forskel der er på de børn, jeg underviser. Alene i deres indstilling til skolen og i deres motivation, er der dimensioner imellem den ene og den anden gruppe. For de børn som ikke selv kan finde deres bog, er det bedste ved skolen frikvartererne. Det er også de børn, der ofte ikke kan sidde stille i timen, når skoledagene bliver for lange og for ensformige. De forstyrrer de andre elever.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er ikke fordi, de her børn ikke interesserer sig for noget. Ofte har de mange interesseområder, som de mestre til perfektion. Men så snart det lugter lidt af skole, så mister de gejsten. Og jeg kan godt forstå hvorfor. De er ikke gode til at gå i skole, som deres klassekammerater. Så der opstår en ond cirkel, som de ikke magter at kæmpe sig fri af. 

Med indførslen af den nye skolereform, har eleverne fået flere timer. Det betyder at de skal koncentrere sig betydeligt længere hver dag i skolen. For mange børn er det okay. Men for den gruppe børn, som jeg forsøger at beskrive, er de lange dage meget hårde. Hvilket medvirker til at de bliver endnu mere urolige.

Jeg forstår ikke, hvorfor man har valgt at lave skoledagene længere. Det er paradoksalt, at vi har en gruppe børn, som er meget selvkørende. De finder selv deres bog på biblioteket og sørger selv for at læse hjemme i den hver dag. De behøver et minimum af hjælp i skolen af læreren. Samtidig har vi en gruppe af elever, som på ingen måde er selvkørende, og for hvem skoledagen er én lang pinsel med skæld ud, fordi de simpelthen ikke rummer nogen motivation i forhold til deres skolearbejde.

Burde man i stedet ikke tale om, at ikke alle børn kan og vil lige meget i skolen. Jeg tror ikke den lange skoledag for alle børn er svaret. Når eleverne bliver urolige, skal læreren bruge tid på dem, tid som ikke går med at undervise resten af klassen. Som i øvrigt er selvkørende og sagtens kunne arbejde hjemme nogle af timerne, og få lige så meget ud af det der.  

Jeg møder disse elever hver dag i hver eneste klasse. Jeg tror faktisk på, at de kunne få gavn af en kortere skoledag. For hvis jeg ved noget om læring, er det, at det kræver, at man er motiveret. Uden motivation lærer man intet, i hvert fald ikke det der var meningen, at man skulle lære. Og hvis man intet lærer, er det så ikke spild af tid? 

Powered by Labrador CMS