Mon. 25. May. 2009 kl. 10:00 PM

Skolen og de udfordrende elever

Af: Peer Jansson

Lærere har efterspurgt konkrete og handlingsorienterede måder at tackle problemadfærd på. Dette har været forfatterens udgangspunkt for at skrive bogen, men han mener, at de praktiske arbejdsmodeller ikke er til megen nytte, hvis man som lærer undlader selv at gøre sig tanker om problemadfærd.

Det er veldokumenteret, at straf alene ikke har nogen positiv virkning over for aggressiv adfærd, og alligevel er der mange skoler, som sætter ensidigt ind med straffeforanstaltninger. Forfatteren undrer sig over, at elevernes personlige og sociale udvikling ikke har fået samme opmærksomhed i skolen som skolefagene, idet adfærdsvanskelige elever altid har været en del af skolens hverdag.

Bogen beskriver en model for arbejdet med forebyggelse og reduktion af problemadfærd. Det er nødvendigt, at læreren kender til styrker og svagheder hos eleven, at eleven medvirker i en ændringsplan, og at det sker i et samarbejde med forældrene. Samtlige lærere, der har den pågældende klasse, skal prioritere indsatsen.

Problemerne skal beskrives ud fra observationer og ikke som egenskaber hos barnet, og det skal være den aktuelle problemadfærd og ikke gamle problemer. Han taler om risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer, og om at skolen kan fremme en positiv udvikling også for læreren.

Det virker som en god og overbevisende model. Mange argumenter og viden understøttes af forskning. Bogen har gentagelser og mange detaljer, men det er sikkert en fordel, når man som uøvet skal bruge modellen.

folkeskolen@dlf.org

Kommentarer

Fakta

Titel Skolen og de udfordrende elever
Forfatter Terje Overland
Pris 372,50 kroner
Sider 346 sider
Serie Undervisning og læring
Type Bog
Forlag Dafolo

Emner i denne artikel

Få artikler som denne i dit nyhedsbrev