Anmeldelse

Verden handler - gør du?

Sæt handelsuddannelserne på skemaet. Her har du muligheden

Med eksempler fra virkeligheden bringer dette materiale handelsuddannelserne ind i undervisningen. Det er absolut ambitiøst, men man må leve med at sidde mellem to stole.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi går tværfagligt til værks, når vi bevæger os ind i materialet ”Verden handler - gør du?” fra DI Handel, som er forkortelsen for handelsvirksomhedernes branchefællesskab i Dansk Industri. Der er tale om en fusion mellem undervisningsmateriale og uddannelsesoplysning med det formål at styre de unge i retning af handelsuddannelserne.

Fakta:

Titel: Verden handler - gør du?

Sider: 50

Type: Lærervejledning

Forlag: Dansk Industri

Pris: gratis

Sider: 31

Type: elevbog

Dette gøres ved at præsentere eleverne for fire unge mennesker, der hver især arbejder i handelsbranchen. I løbet af de fire cases bliver eleverne præsenteret for de unges historie, deres motivation for at søge handelsuddannelserne og de muligheder for videreudvikling og uddannelse, som de har fået. På den mere informative side præsenteres læseren for faktabokse, hvor forskellige handelstermer bliver nærmere defineret, og denne del er så afgjort vellykket. Her formår man gennem pædagogiske, korte tekster at forklare komplekse begreber, så eleverne bliver klar over, hvad de har med at gøre.

Et andet element, der ligeledes giver mulighed for bred undervisning, er de historiske træk, der beskriver, hvordan verden har udviklet sig til det globale, åbne handelsmarked, vi har i dag. Med en tidslinje fra 1903 og helt frem til 2015 bidrager materialet med oplagte lejligheder til at sætte moderne historie i direkte relation til samfundsfag, og hermed knytter materialet an til de nye prøveformer i kulturfagene.

Endelig vinder både elevhæfte og lærervejledning på et grafisk meget inspirerende layout. Her har man lagt sig i selen for at fange de store folkeskoleelevers evne til multimodal læsning, og man kan hævde, at det får de så sandelig også brug for. De forskellige illustrationer er skåret i mange forskellige geometriske former med tilhørende billedtekst, og her skal læseren holde tungen lige i munden. Visse elever vil muligvis have gavn af at blive guidet mere direkte gennem de fire cases.

Lærervejledningen er ikke helt så sprælsk, men tager man sig tiden, og det er overkommeligt, så bliver man godt rustet til sin undervisning. Bagerst finder man i alt 17 arbejdsark til kopiering. Frem for alt er der opsat tydelige læringsmål for både dansk og samfundsfag samt tegn på læring og evalueringsmuligheder, og dette er naturligvis en udsøgt servering i forberedelsessammenhæng. Netop her skydes der dog også med spredhagl, for hvor mange skoler i dag arbejder med enkel målsætning for undervisningen, er her udbredt en særdeles bred vifte af mål, som det for overskuelighedens skyld vil være hensigtsmæssigt at selektere imellem. Der er meget at vælge imellem. For meget. Målmådehold havde været på sin plads. Det er de færreste materialer, der til fulde kan opfylde så mange mål. Så hellere være præcis og enkel.

Desuden må både elever og lærer affinde sig med, at dette ikke kun er et rent undervisningsmateriale, der har til formål at lære de store elever om de frie markedskræfter og økonomi. Her er også tale om en udvidet uddannelsespjece, der på fornem vis introducerer eleverne for handelsuddannelserne, men i samme åndedræt animerer dem kraftigt til at søge i den retning efter endt skolegang. Derfor må man som underviser overveje, hvor materialet skal anvendes. I lærervejledningen lægges der særligt op til dansk og samfundsfag, fordi eleverne skal arbejde med genrer som interview, portrætartikler og reklamefilm, men resten er ubetinget samfundsfag, og jeg ville til enhver tid lægge et sådant forløb her. I den sammenhæng får man så til gengæld et alsidigt undervisningsmateriale, der kan skabe grobund for anderledes perspektiver på samfundsfaget, men man må til stadighed have øje for udgivelsens tvetydige formål.