23,4 procent af lærerne havde stemt fredag morgen.

Valgslutspurt: Pinligt med lav stemmeprocent

"Det er jo en katastrofe", mener formanden for Nordfyns Lærerkreds Peter Ollendorff om, at hans kreds ligger helt nede i bunden af stemmeprocent-barometeret ved hovedstyrelsesvalget, som slutter på tirsdag. Det er blevet sværere at sætte afstemningen i gang på skolen, fordi man skal bruge NemID, fortæller nogle af hans kolleger.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kredsformændene i bunden af stemmebarometeret (se link til højre) fremhæver, at lærerne har ekstremt travlt, og så er hovedstyrelsesvalget bare ikke det, der ligger dem nærmest - og lige nu kæmper hovedstyrelsesvalget oven i købet med en EU-afstemning om opmærksomheden. Men både kredsformænd og tillidsrepræsentanter kæmper for sagen.          

"Jeg har skrevet til tillidsrepræsentanterne i tirsdags", fortæller næstformand i Furesø Louise Brandt. "Men de siger, at det ikke længere er nok at sætte en computer frem og opfordre kollegerne til at gå ind at stemme med det samme, for de fleste har ikke deres NemID med i skole. Og når man forbereder sig på skolen, får man ofte ikke tændt pc'en, når man kommer hjem".

Kredsen har også sendt valgmateriale ud til medlemmerne - både for Regitze Flannov, som er den kandidat, kredsen anbefaler og har som sin kontakt ind til hovedstyrelsen, og for de andre kandidater. Og Louise Brandt har også mindet medlemmerne om den sædvanlige konkurrence - den skole, der får den højeste stemmeprocent, vil få hygge og omsorg fra kredsen en gang i december - måske i form af en gang morgenbrød eller basser - og siden folkeskolen.dk talte med hende i går, har kredsen da også sneget sig op over de 10 procent.

Vigtigt med et mandat

Den slags tricks tror Peter Ollendorff på Nordfyn ikke rigtig på - og som stemmeprocenten lå torsdag eftermiddag ville det også medføre, at områdets PPR-kontor ville løbe med præmien, fordi arbejdspladsen er så lille, at én eneste persons stemme gav kredsens højeste stemmeprocent. Peter Ollendorff har i stedet argumenteret med demokratiske argumenter og fremhævet vigtigheden af, at hovedstyrelsen har et mandat.

"Men det preller lidt af. Det er pinligt!", synes han og håber meget, at medlemmerne sætter sig til computeren i weekenden og får stemt.

Heller ikke på Nordfyn har man tradition for en egen kandidat til hovedstyrelsen. Tidligere har kredsen støttet Niels Munkholm fra Odense, men han genopstiller ikke, og kredsen støtter derfor nu næstformand i Odense Lærerforening Charlotte Holm. Men hende kender de nordfynske lærere nok ikke ret godt.

Sæt en hovedstyrelse sammen 

Her fredag morgen er det Gribskov Lærerkreds i Nordsjælland, der ligger lavest med en stemmeprocent på 7,3.

"Jeg har skrevet til hvert enkelt medlem og opfordret dem til at stemme og fortalt, at vi her i kredsen anbefaler Regitze Flannov", fortæller kredsformand Allan Nielsen og tilføjer, at kredsen har et tæt samarbejde med Regitze Flannov, så hende kender medlemmerne godt. I går var der møde på kredskontoret med alle tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne, og de vil nu gå tilbage på skolerne og opfordre kollegerne til at komme til tasterne.

"Én spurgte, om man måtte sætte en slikskål frem med besked om, at man først får slik, når man har stemt. Og den pose Matadormix betaler vi gerne", lover Allan Nielsen, som også minder om, at der er kage til lærerne på skolen med den højeste stemmeprocent allerede på onsdag, dagen efter at hovedstyrelsesvalget slutter.

"Men helt personligt tror jeg ikke, at et digitalt valg nødvendigvis får flere engagerede, og jeg tror simpelthen ikke, at folk orker at sætte sig ind i, hvad hele bunken af kandidater mener".

Pt. har under en fjerdedel af lærerne stemt. Men det kan nås endnu - valget slutter på tirsdag den 1. december kl. 16. Hurtigst muligt derefter vil resultatet blive offentliggjort på folkeskolen.dk.

Læs meget mere på Hovedstyrelsesvalg 2015

Læs mere

Stemmebarometer

Powered by Labrador CMS