Afgangsprøven i 9.klasse er overstået.  Hvorfor klarer Ali, Bilal og Aisha sig år efter år dårligere end deres etnisk danske kammerater?  Hvorfor giver vi dem ikke det, der skal til? Vi ved jo godt, hvad det er.

Med afgangsprøven sluttede skoleåret. Tilbage står jeg som lærer og skal indrette endnu et næste skoleår efter den skolepolitiske dagsorden, der er skabt af beslutningstagere uden uddannelse og indsigt i vores særlige fagområde: Undervisning i dansk som andetsprog. Det fag der er afgørende for, at mine tosprogede elever udvikler gode skolekundskaber? I undervisningsministeriet og i de kommunale forvaltninger har man udviklet ’mainstream-strategien” i undervisning af tosprogede i folkeskolen. De tosprogede elever skal udelukkende undervises sammen med de øvrige elever i almindelige klasser. Fordi de ellers går glip af noget, siges der. Fordi det er synd at ekskludere dem, lyder ordene igen og igen fra eksterne konsulenter, der er hyret til at gøre strategien spiselig på skolerne. Det skulle være synd for børnene, hvis de i nogle timer om ugen skal tages ud af klassen og undervises i en mindre gruppe i skolens sprogcenter af lærere, der er uddannet i at tænke sprog og fag sammen. Mainstreaming betyder, at de tosprogede børns særlige sproglige behov ikke tilgodeses tilstrækkeligt.  De lærer ikke det, de skal. Færre tosprogede gennemfører en ungdomsuddannelse og med et dårligere resultat end deres etnisk danske kammerater.

Bilal, Imar og Hussein går i 8.y. De skal lære at skrive relevante tekster i forskellige genrer. I dag er det en øjenvidneberetning, der skal skrives. Dansklæreren har undervist hele klassen i, hvad genren fordrer. Nu skal eleverne til tasterne. Bilal, Imar og Hussein sidder uroligt på stolene. Hvad var det nu, metaforer betød? Som lærer gør jeg det, jeg ved virker. De tre ungersvende går med mig hen i skolens sprogcenter. Jeg har forberedt, hvad jeg skal undervise i, så drengene kan levere, de stiller spørgsmål, forsøger sig og især Bilal er usikker og mangler tro på, at han kan. Han får ekstra sparring. De skriver, jeg opmuntrer, giver feedback, de skriver igen. Jeg læser deres beretninger kritisk igennem og sender dem hjem med besked om, hvad de selv skal have udrettet til morgendagens undervisning. Her skal Bilal lige have hjælp til at flette et par interviewbidder ind.

Der er flag fra Somalia, Tyrkiet og Afghanistan og 18 andre lande på den lange gang på vej hen til printeren. På ugens sidste dag lægger drengene deres beretning ned i en knitrende ny plasticlomme klar til aflevering. Stemningen er høj, de griner og puffer til hinanden. Jeg ser stoltheden brede sig i deres ansigter. De har skrevet et produkt, lært undervejs og kan aflevere på lige fod med alle de andre i 8.y.

Der er masser af andre Samanthaer, Khalider, Omarer og Aishaer i skolen, der har behov for den særligt tilrettelagte undervisning.

Etnisk danske børn lærer fagsprog på deres modersmål. Det skal de tosprogede lære på deres andetsprog dansk og ikke på modersmålet. Det skal der arbejdes særligt med. I en lille gruppe, hvor de får meget taletid og undervisning, der præcis er målrettet deres behov. Hvor der arbejdes med talemåder, forståelse, tekstskrivning, genregenkendelse og hjælp til at forstå svære ord. De bliver undervist i skolens forskellige fag i deres klasse, den ekstra støtte til at få det fulde faglige

udbytte gives i skolens sprogcenter. Undervisningen skal tilrettelægges i et samarbejde mellem faglærerne og dansk som andetsprogslærerne.

Kære undervisningsminister – stop mainstreamingen og konsulenternes fremmarch. Sæt dansk som andetsprog på skemaet for tosprogede elever i hele deres skoleforløb. Lyt til forskerne og lærerne for vi ved, hvad der skal til, så vores tosprogede præsterer på niveau med vores étsprogede og dermed kan komme videre i en ungdomsuddannelse.

Hvis ikke vi udnytter vores tosprogede elevers ressourcer fuldt ud, går det ud over os alle: Vi mangler arbejdskraft der sikrer velfærden. Vi producerer parallelsamfund og vrede unge mænd.