We go, not ego!

”Jeg hedder Isa og er fra Indien.” ”Jeg hedder Noah og er fra Palæstina.” Isabella er fra Fiji, Patrick er halvt australier og halvt britisk og Janet er maori. På skolen i Auckland, som jeg har besøgt, var der 28 forskellige nationaliteter, og 48% af eleverne havde en anden nationalitet end ”indfødt new-zealænder”. ”Vi har en stor kulturel kapital”, lød det. Uanset hvilket land, religion eller kultur, der kunne være tema for dagens undervisning, så kunne eleverne bidrage med et multikulturelt perspektiv. Og med skoleuniformen er der sikret en vis lighed i udtryk, det er ikke muligt gennem sit tøjvalg at markere en helt særlig subkultur, det kunne være en pointe også i dansk skolesammenhæng. Alle var i uniform, men der var mange, mange kulturer samlet om det samme: at lære så meget som muligt i skolen.

Som besøgende på en skole i Auckland bliver man præsenteret for det kodex, hele landet skolesystem er bygget op over. Det er den store skoletænker i New Zealand Clarence Beeby, der har sagt det: ”Vi skal skabe en skole, hvor der er lige adgang til viden for alle, - uanset race, religion, evner, bopæl eller sociale klasser. Alle har ret til at få muligheden for at udnytte deres evner på bedste vis.”

Det er fortsat denne tanke, der ligger bag New Zealands skolesystem. Derfor er der megen inspiration at finde her, - også (eller måske især) for den danske folkeskole, der kan lære meget af et land, der såvel i indbyggertal som kulturel baggrund ligner Danmark en hel del.

”Ville dine elever komme i skole, hvis de ikke var nødt til det”?  Det er et spørgsmål alle lærere (og skoleledere) bør stille sig selv hver morgen inden kaffen skænkes, madpakken smøres og cykelhjelmen findes frem. ”Hvordan tilrettelægges og rammesættes undervisningen således, at eleverne faktisk ville møde op, også hvis de havde muligheden for at holde fri?”

Skolerne i Auckland og også i hele New Zealand forsøger på bedste vis at skabe en skole, hvor alle kan lære  noget, have plads til nysgerrighed, kreativitet og engagement. Den ambition har alle vel,- men her er et blik ind i en skole, hvor rammerne er lavet, så denne ambition kan blive til virkelighed.

Først og fremmest er der fire visioner, der stræbes efter at være synlige (der er et utal af laminerede plancher i hvert eneste klasselokale). Det er:

1. Sæt rammerne for at eleverne kan lære, - det vil sige, at der skal være plads til at være målrettet, tænke ud af boksen, bruge læringsstrategierne, reflektere og tale med sig selv, lave fejl og man skal altid overveje, om der er andre tilgange end den valgte.

2. Samarbejdet er i fokus, - og det betyder, at man skal respektere andre synspunkter, respektere værdierne hos alle, få arbejdet gjort, lytte for at forstå, være åben, søge feedback og gøre brug af alle samarbejdspartnernes forskellige styrker. Det er ”we go, not ego”, som nok en af de laminerede plancher fortalte..

3. Gør det meningsfyldt, - man må vide, hvad man skal lære, hvordan og hvorfor. Det betyder også, at man ikke blot lærer ”ord i en bog”, der er et handleaspekt bag alt.

4. Få nye udfordringer, - det gælder om at være nysgerrig, engageret og turde tage chancer. 

Syv kode. ord gik igen i forhold til hvordan man lærer noget: Tænk, Undre, Spørg, Reflekter, Engager dig, Vær målrettet, Selvværd.

Det er en glæde at møde elever, der (også når læreren ikke var til stede) fortalte engageret om det, de havde lært, hvordan de arbejdede for at blive klogere, og hvordan de altid arbejdede sammen med andre om dette projekt.

Det var tydeligt at gense visionerne hos de små i børnehaveklassen, der forsøgte at stave til ”stafetløb”, hos andenklasseseleverne, der gav hinanden feedback på ”digte om campingture i bushen”, og i fysikundervisningen, gartneriet, matematik og ”science”. Hele skolens hverdag var gennempræget af dette engagement og viljen til at lære.

Skolens hverdag er særdeles decentralt styret i New Zealand. Det giver plads til at også lærernes engagement og nysgerrighed kan omsættes i handling. Også for lærerne var det ”we go, not ego”,  i det meget komplekse samarbejde, der lå bag de fælles værdier for elevernes hverdag i skolen.

Det er ikke blot konceptet med skoleuniformer, den danske folkeskole kan lære af New Zealand. Det er også viljen til at værdsætte viden, læring og dermed livsduelighed hos alle elever og lærere. Det gav mening for de new zealandske børn at gå i skole. De ville helt sikkert møde op – også hvis de selv kunne vælge.

Bodil Christensen

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals