En ny æra er på vej ind i idrætslærerens hverdag og ind i idrætsfaget i skolen. Vi skal tage stilling til færdigheds- og vidensmål, alsidig idrætsudøvelse, idrætskultur og relationer og krop, træning og trivsel.

Der er mange ting man skal holde styr på som idrætslærer også nye ting og områder. Vi har ofte haft en tilbøjelighed til, at spille et boldspil eller gøre noget vi selv er gode til. Tag for eksempel dans og udtryk. Det er for mange en af hadeopgaverne, som vi gang på gang skubber frem i planlægningen og egentlig aldrig komme til at gennemføre.

I en blanding af al dette skal undervisningen til og med også være læringsmålstyret. Igen en slag – eller er det?

Grav ned i sagens kerne og bryd det lidt op. Raketvidenskaben hører en anden intellektuel gruppe til. Ikke os. Vi er praksisudøvere og vi omsætter teori til praksis. Det er egentlig også det noget at idrætsundervisningen handler om i disse nye moderne tider. For eksempel skal man lave mål for klassen eller gruppen og ikke den enkelte elev, et færdighedsmål følges altid af et vidensmål og dans/udtryk er slet ikke så svært endda. Lav nogle bevægelsessekvenser, sæt dem sammen i en enkel koreografi i en passende sværhedsgrad og gennemfør det. Lad være med at tænke på om du ser dum ud – for det gør du i starten. Gør det sammen med eleverne, lad dem øve videre i grupper og lad dem fremvise for hinanden i lidt større grupper. Det sammen kunne tænkes ind i kropsbasis (akrobatik) osv.

Hvis man er så heldig, at man som boldspillende mand kommer på et A. P. Møller støttet kursus med DLF og har nogle super gode undervisere, der formår at skære ind til benet og anskueligøre enkelheden i det store nye, så kan man da i hvert fald sige, at jeg er gået fra raketvidenskaben til, at jeg skal stå for dans og udtryk i uge 1 og 2.