"Hvis de studerende kommer direkte fra en ungdomsuddannelse, kan det være svært at overskue det puslespil, de er brikker i", siger censorformand Hans Krab Koed om moduliseringen i læreruddannelsen.

Censorer: Eksamen i pædagogik og psykologi er svækket

I den nye læreruddannelse er pædagogik, psykologi og didaktik lagt sammen i faget Lærerens grundfaglighed. Censorerne peger på, at det er svært at eksaminere i flere forskellige kompetencemål i én prøve, og niveauet er dalet ved prøven. Den nye uddannelses modulopbygning betyder også meget svingende niveau hos de studerende i de andre fag.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg har nu været ude som censor i "Pæd. og lærerfaglighed" og vurderer med min indtil nu sparsomme erfaring, at den "gamle" pædagogikeksamen lægger sig på et højere fagligt niveau". Sådan lyder en af de tilbagemeldinger fra censorer på læreruddannelsen, som årets censorrapport indeholder.

Studerende får eksamen i fag, de ikke har undervist i

I den ny læreruddannelse er pædagogik, psykologi, didaktik, specialundervisning, dansk som andetsprog, it og KLM alle en del af det obligatoriske fag Lærerens grundfaglighed, som så er underinddelt i de to hovedområder: "Pædagogik og lærerfaglighed" og "Almen dannelse" med hver sin prøve. Censorerne fortæller, at det er en udfordring at eksaminere i flere forskellige kompetencemål i én prøve. I nogle tilfælde har censorerne oplevet, at den studerende ikke har været helt klar over, hvilke kompetencemål der skulle i fokus, og de studerendes kompetencer har ikke haft den bredde, der skulle til ved en så omfattende prøve. Som en af censorerne udtrykker det:

"Hvis den ny læreruddannelse ikke inddrager kritik og erfaringer fra den nu afviklede uddannelse, er det ikke sandsynliggjort, at en bedre uddannelse er på vej. Historieløshed, erfaringsløshed og respektløshed er kun gode værktøjer til at skabe magtesløshed og professionsløshed".

For mange kompetencemål i en prøve

Mange steder er dansk som andetsprog blevet lagt ud i en prøve for sig, men censorformand Hans Krab Koed mener, at der fortsat er for mange kompetencemål i én prøve.

"Det bliver vældigt diffust. Det er kompetencer fra pædagogik, psykologi og didaktik. De pædagogiske fag er blevet svækket og mere diffuse. Og vi har også problemer med at finde censorer, der kan dække alle kompetencerne. Det er selvfølgelig noget, der kan udvikles over årene, fordi censorerne også er uddannet i den tidligere tradition. Men det ændrer ikke på, at faget er en stor, stor mundfuld".

Lærerstuderende: Moduliseringen giver udfordringer

 

Modulisering giver stor spredning i fagene

Censorerne peger også på, at moduliseringen i uddannelsen giver problemer i forhold til niveauet på holdene. "Det faktum, at studerende med vidt forskellige baggrund og forudsætninger sættes på samme hold med deraf kommende krav om høj differentiering af undervisingen fra underviserside, er en udfordring, samtidig med, at alle studerende skal bedømmes absolut".

Fordi de studerende nu kan tage fagene i den rækkefølge, der passer dem, og gå op til kompetencemålsprøve, når de selv synes, vil de have vidt forskellige forudsætninger, når de går op til prøverne.

"Ideen er jo, at vi skal måle deres kompetencer og ikke skele til, hvordan de er kommet til dem. De kan have meget forskellige ects-point, selv om der er et minimum. De kan have haft tre eller fire moduler. Man kan have haft tilvalgsfag eller tværfaglige forløb. Det hedder sig, at vi skal give en absolut vurdering, og det er jo som sådan ikke et problem for censorerne. Men jeg mener, at de studerende er blevet gidsler", siger censorformand Hans Krab Koed.

På grund af fremdriftsreformen vil nogle være tvunget til at gå op til eksamen, før de føler sig klar.

"Hvis de kommer direkte fra en ungdomsuddannelse, kan det være svært at overskue det puslespil, de er brikker i. De vælger sig bare ind på moduler og tager dem i den rækkefølge, det passer, og så kan de dumpe ind i en situation, hvor de kommer til eksamen for tidligt. Det er ikke, fordi modulisering i sig selv er dårlig, det giver også mulighed for bedre overflytning. Men det gør de studerendes vilkår meget ujævne".

 

Læs mere

Censorrapporten

Powered by Labrador CMS