Normalt skal afgangsprøverne i 9. klasse tages i samme skoleår, men Gentofte Kommune har som forsøg fået lov til at fordele prøverne over 8. og 9. klasse.

Forsøg: Elever med særlige vanskeligheder kan fordele afgangsprøver over to klassetrin

Gentofte Kommune har som forsøg fået lov til at fravige reglerne om folkeskolens prøver i 9. klasse, så elever med særlige vanskeligheder kan gå til prøve over fire semestre i 8. og 9. klasse. Det skriver undervisningsminister Ellen Trane Nørby i et svar til Merete Riisager fra Liberal Alliance.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Merete Riisager har bedt undervisningsministeren svare på, om børn med psykiske lidelser eller andre handicap kan tage folkeskolens afgangsprøve over mere end ét skoleår, såfremt barnet ikke magter at gennemføre alle fag på et enkelt år.

Ellen Trane Nørby (V) supplerer sit svar på det konkrete spørgsmål med en oplysning om, at ministeriet i oktober 2012 godkendte en ansøgning fra Gentofte Kommune, som i et forsøg ønskede at give elever med særlige vanskeligheder lov at tage afgangsprøverne i 9. klasse dem over fire semestre i 8. og 9. klasse.

"Det var en betingelse for ministeriets godkendelse af forsøget, at eleverne forud for prøvernes afholdelse havde modtaget undervisning i et omfang, så fagenes mål og kravene ved prøverne kunne opfyldes. Samtidig skulle elever, vurderes at have en modenhed, som svarer til elever på 9. klassetrin for at kunne gå til prøver i 8. klasse", skriver Ellen Trane Nørby.

Forsøgsperioden udløber 31. december i år, hvorefter Gentofte Kommune vil evaluere forsøget.

Ikke muligt at aflægge 9. klasseprøverne over flere skoleår

I svaret på Merete Riisagers spørgsmål gennemgår Ellen Trane Nørby reglerne om, at alle elever ved afslutning af undervisningen på 9. klassetrin skal aflægge i alt syv obligatoriske prøver, heraf fem bundne og to udtræksprøver. Prøverne kan fordeles, så de aflægges i enten december-januar eller i maj-juni.

"Der er ikke mulighed for at aflægge 9.-klasseprøverne over flere skoleår, men elever med særlige behov kan kompenseres for deres fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse, eksempelvis gennem forlænget tid ved en prøve eller gennem anvendelse af hjælpemidler til for eksempel ordblinde. Det er også muligt at fritage elever for en eller flere prøver, hvis det ikke skønnes hensigtsmæssigt, at eleven skal gennemføre prøven på grund af betydelig funktionsnedsættelse", svarer Ellen Trane Nørby.

Bundne prøver kan udskydes til 10. klasse

Fritages eleven for en eller flere af de bundne 9.-klasseprøver, kan disse i stedet aflægges i 10. klasse. Det kan prøverne til udtræk derimod ikke.

"Hvis eleven fritages for en eller flere af de bundne prøver i 9. klasse og i stedet aflægger disse i 10. klasse, kan eleven ved at sammenholde beviserne for de to klassetrin dokumentere sit faglige niveau i prøvefagene for 9. klasse", skriver undervisningsministeren.

Fritagelse fra obligatoriske prøver i 9. klasse kan betyde, at eleven mister et eventuelt retskrav på optagelse på en gymnasial uddannelse.

"Det er dog ikke ensbetydende med, at eleven ikke kan blive optaget på en gymnasial uddannelse, da eleven eventuelt kan optages efter optagelsesprøve og en konkret, individuel vurdering fra rektor", konstaterer Ellen Trane Nørby.

Se hele ministerens svar via linket til højre.

Læs mere

Ellen Trane Nørbys svar