Debat

Folkeskolen domineres af et monosyn

Fra uddannelsesinstitutioner, professionshøjskoler, universiteter, styrelser og ministerier domineres Folkeskolen af et monosyn, som er begrænsende for Folkeskolens succes.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har tidlligere under blogget “Kompleksitet” beskrevet, hvorledes Folkeskolereformen er præget af mange tiltag og delelementer,som ikke nødvendigvis spiller sammen. 

Nu sætter jeg fokus på, om skolens domineres af et ensidigt læringssyn. Jeg tager udgangpunkt i en kronik, som lektor Karsten Mellon (KM) skriver i fagbladet Folkeskolen nr. 17, 2015. Karsten Mellons ærinde er ganske vist smalt. Han vil gerne advokere for, at vi ikke sætter prædikater på de inkluderede elever i Folkeskolen -  som de inkluderede. Denne kategorisering kan være stigmatiserende.Det er ikke dette fokus, jeg interesserer mig for, men derimod argumentationen, som har min interesse. 

KM trækker tydeligt et citat frem:Et centralt princip i den inkluderende skole, er at det ikke er eleven, der skal tilpasse sig skolen, men systemet, altså skolen, der skal tilpasse sig elevernes mangfoldighed og forskellighed. Det er eleven først. Det betyder, at eleven kommer i centrum, og at det er skolen, som indretter sig efter en enkelte elev. Skolen forandrer og tilpasser sig løbende de forskellige elever. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Synet er sympatisk. Eleverne er forskellige og mangfoldige, og vi tager hensyn og indretter skolen herefter. Hvis man forfølger tanken, vil vi skabe ikke én skole, men mange skoler i skolen. Vi vil skulle tage hensyn til det kognitive udviklingstrin.Her peger undersøgelse på, at de kognitive udviklingstrin i en klasse kan svinge med op til fem år. 

Vi vil i skolen indretter den efter forskellige læringsstile, forskellige kulturer og sprogområder. Vi vil skulle indrette skole og undervisningen efter de stærke elever og udfordrer dem samtidig med, at vi indretter skolen efter fysiske handicap, diagnostiserede elever, de særligt sentitive og elever med forskellige temperamenter. Hovedpointen er, at det er skolen, som tilpasser sig. 

Alle, som begår sig i skolen, ved, at det kan godt blive svært. Ja, det er faktisk forsøgt gennem de sidste 30 år. 

Denne tilgang er gentagne gange set for i den pædagogiske verden og især i forbindelse med uddannelsesinstitutionerne, herunder professionshøjskoler, og universiteterne. Den er rent faktisk en del af den lang række at pædagogiske syn, som dominerer den pædagogiske verden i dag i Danmark. 

I samme boldgade er relationspædagogik og den antagelse, at det er konteksten, man skal regulere på for, at eleven lærer. Denne tænkning holder sig til, at god læring foregår i et fællesskab, og at elever lærer gennem en social kontekst. 

Det er i samme syn, vi finder fokussen på anerkendelse. De professionelle voksne og skolekammeraterne skal være anerkendende over den enkle. Læringssynet en socialkonstruktivistisk, hvilket i denne sammenhæng betyder, at hvis vi siger noget anerkendende og godt til en elev, påvirker det også eleven i denne positive retning og kan ende med, at eleven bliver som udtalt. Sproget skaber virkeligheden. 

Den kendte og gennem en del år brugte fokus på læringsstile og PL-metoden lægger sig op ad samme syn: Skolen skal indrette sig efter eleverne. Det er også herfra modstand mod diagnoser og ønsket om konsultative tilgange i rådgivningen også kommer. Samlet set lægger synet sig lægger sig op ad det socialkonstruktivistiske, det relationelle syn - sammenfattende kan disse tilgange samles under det systemiske, også kaldet systemisk tænkning. 

Systemisk tænkning har som grundantagelse, at intet kan forstås isoleret. Alt skal ses i en sammenhæng.Nogle har kaldt denne tilgang for det relationelle syn. Andre bruger betegnelsen reformpædagogik.  

Det er dette monosyn, som dominerer skolen i dag. 

For prøver vi at tænke en distinktion ind, kommer vi til et syn, som er klart fraværende i skolen i dag. Vi kan prøve at forfølge distinktionen, det modsatte syn, at: det er eleverne, som skal tilpasse sig den skole, de går i. 

Det bliver af nogle også benævnt som det individualistiske syn. Her er fokussen ikke på konteksten, men på den enkelte elevs forudsætning, habitus og parathed til læring. 

Nogle teoretikere siger, at de to syn ikke kan spille sammen. Derfor skal vi vælge dét, som virker: det kontekstuelle, som de fremhæver. Men lad os se på, hvad dette andet syns: at eleverne skal tilpasse sig den skole, de går i, kan betyde for skolen. 

Det betyder, at skolen kan være tydelig, gennemskuelig og genkendelig. Det betyder, at skolen kan leve op til fordringen om skolen som en gammel kulturinstitution. Det betyder, at skolen hviler i en historisk kontekst og at den har kendte normer og værdier. 

Dermed bliver det lettere for en del elever og forældre at forholde sig til skolen, hvor de ved, hvilke fordringer for forventninger, de skal opfylde. Dermed bliver skolen en tryg base for børn og unge med usikre livsoplevelser. Og det bliver en en skole, hvor fordringerne til eleverne bliver båret af de kompetencer, de skal bruge i samfundet senere. 

Respekten for skolen vil stige, og den kan få et nærmest ophøjet position. Kraverne til eleverne kan være differentierede, men hele tiden ud fra en forudsætning om, at det er skolens krav og forventninger, som der styres hen imod. 

Det bliver også en praksis, som er lettere at gennemføre og udføre for skolens pædagogiske personale. Dermed kan ressourcerne bruges på kvalitetsløft af undervisningen. 

Hvis man samtidig er åben og autentisk om de kompetencer og kvalifikationer, som eleverne kommer med, vil det give bedre mulighed for at arbejde professionelt med undervisningen. 

Dette pædagogiske syn giver også mulighed for at lægge et ansvar på den enkelte elev og i virkeligheden udvise en stor respekt for elevens habitus. 

Dette syn lægger sig op af konstruktivismen, habitusbegrebet, eksistentialismen, hvor person selv har ansvar for at vælge, og hvor skolen respekterer og tager udgangspunkt i den unikke elev, som selv kan vælge og selv stå til ansvar. Det vil lægge sig op af den skolastiske skole, men netop den skolastiske skoles kvaliteter, er måske dét,vi har smidt ud med badevandet. 

En del af privatskolernes succes kunne måske tilskrives dette pædagogiske syn. 

Men måske skal vi ikke have et enkelt syn på læring. Dét jeg kalder et monosyn. Tanken er, at netop kan der være brug for et dualistisk eller dialektisk syn på læring, hvor flere elementer kommer ind. Man kunne måske se de to syn som hinanden forudsætning, hvor det kontekstuelle, relationelle og systemiske syn var huset, og det individualistiske syn var grunden til bygningen. 

Mangelen på dette dualistiske syn, kan måske forklare, at læringsniveauet i Danmark ikke har udviklet sig tilfredstillende, med udgangspunkt i det kontekstuelle syn og med de tilhørende koncepter. Skal vi have bedre udvikling i læringsniveauet i Danmark, er det nødvendigt også at se på elevernes grundforudsætninger for læring. På om de individuelt er klar til læring. 

Disse grundforudsætningerne kunne være robusthed, behovsudsættelse, nysgerrighed, vedholdenhed, automatiseringer, selvregulering/selvdisciplin eller gode omgangsformer. 

Ved at vælge begge pædagogiske syn: det kontekstuelle og individualistiske og dermed det reformpædagogiske sammen med det skolastiske, kunne der skabes en skole, som er langt mere komplet. Så det vil gavne, hvis alle konstruktører bag Folkeskolen bakkede op om  - ikke et monosyn - men et dualistisk eller flertydigt pædagogisk syn.

Powered by Labrador CMS