Inklusion er folkeskolens største udfordring, når vi ellers skærer de aktuelle problemstillinger omkring folkeskolelovgivning og overenskomstforhold væk. Det tema har i sig selv potentiale til at omstyrte folkeskolen, som vi kender den. De ressourcestærke vælger folkeskolen fra - hvis ikke fra en start så i løbet af skoleforløbet - og tilbage har vi en kommuneskole for de prisgivne. Politikere og administratorer er derfor øjeblikkeligt nødt til at bevæge sig ned fra de høje tinder og konfrontere de konkrete praksisudfordringer, som står i vejen for en forsvarlig og værdiskabende inklusion.

Seneste løsningsudsættende initiativ er nedsættelsen af en ekspertgruppe, som næppe når frem til andet, end det vi allerede ved. Politikerne træder vande, mens lærerne står med magteløsheden.   

Vi lærere er ikke og har aldrig været imod inklusionens værdisæt, men problemet er naturligvis, at uvidende politikere har siddet i deres elfenbenstårn langt fra skolen og bestemt, at alle - eller næsten alle - specialundervisningskrævende børn over en nat ikke længere skal have en for dem helt nødvendig hjælp. I stedet skal de stakkels børn mases ind i de almenklasser, hvor alle altid har vidst, og hvor alle selvfølgelig stadig ved, at børnene ikke kan følge med i undervisningen. Og så lader man bare som om, at lærerne selvfølgelig bør kunne klare at undervise de specialundervisningskrævende elever samtidig med, at alle de andre elever skal have stadig mere individuel opmærksomhed.

For os lærere står den virkelighed tilbage, at oplevelsen af magtesløshed i forhold til undervisningsopgavens kompleksitet bliver et vilkår, som ikke har en løsning i horisonten. Når man tilmed mødes af påstanden om, at inklusion er en succes, mister man motivationen og engagementet for ikke at tale om tilliden til ledelse, administration og politikere. Fortællingen om inklusionens præmisser og succes vinder ikke genklang i klasseværelset, og det hele udvikler sig til et betændt og komplekst arbejdsmiljøproblem, som ikke mindst har lærerens evne til at lykkes i centrum. Det er åbenlyst uacceptabelt, at børnene har været forsøgsobjekter for den hidtidige inklusionsstrategis håb om, at lærerne nok på et tidspunkt bliver bedre til at løse opgaven. 

Inklusionen har været direkte årsag til, at arbejdsmiljøet på skoleområdet er blevet stadigt mere kritisabelt. Man stilles som lærer i afmagtssituationer, hvor man ikke har redskaberne til eller mulighederne for at håndtere undervisningsopgavens kompleksitet. Når man skal motivere eleverne til at modtage undervisning på et højere fagligt niveau og samtidig stilles i en situation, hvor klassens fællesskab skal rumme og inkludere børn med vanskeligheder - som for 10 år siden var berettiget til vidtgående specialundervisning - opleves målene for ofte som modsatrettede.

Jeg har følgende relativt konkrete forslag til indsatser, som kan sættes i gang i morgen, hvis det ønskes. Det kræver bare politisk vilje og økonomiske prioriteringer. Ulykkeligvis er det netop her, det halter.   

Inddragelse af lærerne

Det er ganske uforståeligt, at praksisnysgerrigheden er så begrænset og viljen til reelt at konfrontere udfordringerne er så fraværende. Hvis ønsket vitterlig er løsninger, som kan fungere i praksis, er vi nødt til at komme så tæt på opgaven, at virkeligheden for alvor udfordrer os. Og træffe beslutninger ud fra det, vi erfarer.

En del af løsningen er: send flere penge!

Inklusions- eller økonomifremmende budgetstyring

Jeg vedstår behovet for modeller, som sikrer det enkelte barn et undervisningstilbud, der er netop så tæt på almenskolen, at den etiske balance mellem barnets undervisningsbehov og behovet for budgetstyring sikres. Denne balance skal fremadrettet skærpes, så vi undgår fejlvisitation af børn med særlige behov. De seneste års budgetstyring har i alt for høj grad haft indlejrede økonomiske incitamenter, som har gjort det opportunt at spare på den specialiserede indsats.

En del af løsningen er: send flere penge!

Vigtigt med en tidlig indsats

Der er behov for udvikling af den tidlige og forebyggende indsats, da det har positiv indvirkning på børnenes chancelighed og fortsatte udvikling gennem skoleforløbet. Fra tid til anden drøftes det, om det er børnene, som skal være parate til skolen, eller om det er skolen, som skal være parat til børnene. Uanset hvordan vi vælger at besvare det spørgsmål, er det åbenbart, at det socialiserende og opdragende arbejde, som ikke mindst foregår i børnehaverne og i indskolingen, er en forudsætning. Det kræver, at der prioriteres rimelige ressourcer, så der kan iværksættes de fornødne skoleforberedende aktiviteter. Udviklingen er imidlertid gået i den stik modsatte retning de seneste år.

En del af løsningen er: send flere penge!

Lærernes manglende efteruddannelse og ledernes forudsætninger  

Fraværet af efteruddannelse kalder ikke på lærernes engagement i forhold til inklusionsopgaven. Modsætningen mellem mål og midler er trøstesløs, og det er meget beklageligt, når vi ved, at opkvalificeringen af de fagprofessionelle er et væsentligt bidrag til en succesfuld inklusion.

Derudover skal vi sikre os, at ledere på almenskoler har tilstrækkelige forudsætninger for at begribe og erkende den faglige ledelses betydning for inklusionsindsatsen. Lederne skal have overblik over de mange forskelligartede behov, der opstår, når 96 % af de undervisningspligtige børn skal gå i almenskolen. Hvis ikke skoleledelsen besidder viden, indblik og erfaring inden for dette felt, er grobunden for udvikling permanent udsultet.

En del af løsningen er: send flere penge!

De nødvendige ressourcer

Der skal være ressourcer til at iværksætte de påkrævede, forebyggende initiativer i almenundervisningen og til løbende at etablere støtteforanstaltninger om nødvendigt. Det forudsætter, at der ansættes flere lærere, da vi nøgternt kan konstatere, at der mangler hænder i folkeskolen til at løfte de mange opgaver. Efteruddannelse er betydningsfuldt, men vi kan ikke alene uddanne eller organisere os til at kunne håndtere inklusionsopgaven kvalificeret.

Der er grænser for, hvad selv den mest velforberedte, pligtopfyldende og engagerede lærer kan overkomme og rumme i en undervisningssituation. Og der er elever, som aldrig vil profitere af det undervisningsmiljø, som vi kan skabe i den almene folkeskole.   

En del af løsningen er: send flere penge!

Inklusion bør først og fremmest være et pædagogisk mål, som nås med pædagogiske midler. Indtil videre har der primært været tale om et middel til at nå et økonomisk mål.