Debat

Sæt fokus på fællesskabet - stem på Morten.

Morten er på linje med alle os, som stemte nej til OK 15. Han er manden, som holder fast i at vi skal have en central og solidarisk arbejdstidsaftale, og at vi skal i gang med at forberede kampen om OK 18 allerede nu.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har i den grad brug for ny energi, kritisk tilgang, og friske øjne. Disse egenskaber besidder Morten Refskov, formand for Ballerup Lærerkreds. Derfor er jeg stiller for Morten Refskov og anbefaler at stemme på ham.

I foråret 15 var vi en lille flok lærere fra Odense, som oprettede en STEM NEJ kampagneside.  Hermed bidrog vi til at sikre en meget vigtig  debat  i en situation, hvor  der herskede total enighed om at anbefale et JA i såvel OLF´s styrelse som i DLF´s hovedstyrelse.

STEM PÅ MORTEN er vores nye kampagneside. Den har to formål. At få valgt Morten Refskov i DLF´s hovedstyrelse med det stærkest mulige mandat. Og at sætte gang i en debat blandt kollegaerne om hvad vi vil med vores fagforening.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Lockouten i 2013 viste klart hvad KL ville og kunne. Alligevel var vi som fagforening ikke klar til at matche KL ved OK 15. DLF´s optakt til OK 15 henledte tankerne på nytårsfarcen, ”Same procedure as last year”

Derfor gled lov 409 ind i den nuværende overenskomst tillagt nogle ret tvivlsomme hensigtserklæringer.

I dag er vi desværre endnu mere opsplittede pga. forskellige vilkår i de enkelte kommuner,  på de enkelte skoler og for den enkelte kollega.

De enkelte kredse og DLF har meget få faglige håndtag at dreje på. Det svækker både den faglige organisering og det enkelte medlem.

Det bedste modtræk til den voksende opsplitning er at opbygge og organisere stærke faglige klubber på den enkelte skole. Det er der ikke så stor tradition for i DLF. Det er derfor nødvendigt at have det fokus og bruge rigtig mange ressourcer på at udvikle de faglige klubber fra grunden af.

Vi bliver også nødt til at opbygge et stærkere og mere forpligtende fællesskab med de andre offentlige ansatte. Det kan vi gøre ved at fokusere på det, vi har til fælles. Lærere, såvel soso-assistenter som pædagoger m.fl. har alle en hverdag, hvor vi oplever, at velfærdssystemet er ved at falde sammen om ørerne på os. Vi er alle presset på tid og føler ikke vi kan levere den professionelle indsats, vi er uddannet til at levere. Vi står overfor de samme modstandere,   KL og  moderniseringsstyrelsen.

Det betyder, at vi til overenskomsten i 2018 må stille få, men fælles centrale krav, som kan løfte os alle og være klar til at løfte i flok.

Solidarisk løn bliver vigtigt. Det sker bedst ved at lønstigningerne udmøntes i kroner i stedet for procenter. Derved får de lavestlønnede grupper og nyuddannede forholdsvis mest, og lønforskellene formindskes.

Alle undervisere mangler en kollektiv arbejdstidsaftale, som sikrer et minimum af tid til at forberede undervisningen og udføre jobbet professionelt. Men alle offentlige ansatte har brug for at have større kontrol og råderum over eget arbejde.

LO og FTF´s helt nye undersøgelse: ”Fællesskab før forskellene” viste fornylig en voksende opbakning bag fagbevægelsen.

Blandt andet mener 82% af de unge, at fagforeningerne er nødvendige. Og 77% af FTF´s medlemmer mener, at man skal være medlem af sin fagforening ”for at være solidarisk med sine arbejdskammerater”. En tredjedel af dem, som ikke er i fagforening, overvejer at melde sig ind, ”hvis kontingentet var lavere og man følte at fagforeningen varetog ens interesser”

Så der er faktisk gode muligheder for fagbevægelsen, herunder Danmarks Lærerforening.

Valget til Hovedstyrelsen er en glimrende lejlighed til en åben debat om hvad det er vi vil med vores fagforening.  Den glæder jeg mig til at være med til.

Lene Junker

Rosengårdskolen.