Debat

En arbejdstidsquiz for politikere

To af de nedenstående eksempler holder ikke vand, ét gør, men hvilket?

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eksempel 1: Journalist Hansen har arbejdet på en historie i lang tid. En tidlig morgen ringer hans redaktør og fortæller, at der er sket en udvikling i sagen, hvorfor han omgående skal stille på redaktionen. Hansen ankommer klokken 5 og arbejder uafbrudt til klokken 23. Næste dag skriver han 18 arbejdstimer på. »Det går sandelig ikke«, siger redaktøren, »for ifølge lov 407 kan journalister højst få løn for 14 timers arbejde per døgn«.

Eksempel 2: Et Aalborg-firma har på Sjælland tre kunder, der alle skal serviceres »her og nu«. Servicetekniker Nielsen har lovet at klare dem alle tre på én lang dag. Han tager af sted i firmabilen klokken 5 og returnerer igen klokken 23. Næste dag skriver han 18 arbejdstimer på. »Det går sandelig ikke«, siger direktøren, »for ifølge lov 408 kan serviceteknikere højst få løn for 14 timers arbejde per døgn«.

Eksempel 3: Folkeskolelærer Jensen skal på lejrskole med 8.a. For at være tidligt fremme tager klassen af sted med bus klokken 5, og så er Jensen ellers »på« indtil klokken 23, plus at han en gang eller to i løbet af natten skal tage en runde for at sikre, at eleverne er på deres værelser og sover. Men den tid tæller han ikke med. Da Jensen kommer hjem, skriver han 18 arbejdstimer på for førstedagen. »Det går sandelig ikke«, siger skolelederen, »for ifølge lov 409 kan folkeskolelærere højst få løn for 14 timers arbejde per døgn«.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvilket af de tre eksempler kunne være hentet fra virkelighedens verden? Send dit svar til: mail@kbrauner.dk. Præmien er på 50 kroner, omtrent svarende til den diæt efter skat, som en folkeskole-lærer oppebærer per døgn, når han er på lejrskole med kosten betalt.