Dansk Folkepartis Jens Thulesen Dahl fortæller, at fjernelse af besparelserne står på DF's ønskeliste ved finanslovsforhandlingerne. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten har stillet kritiske spørgsmål til ministeren om besparelserne på de frie fagskoler

Enhedslisten og DF går imod besparelser på frie fagskoler

Nu har DF og Enhedslisten også meldt sig som modstandere af de bebudede besparelser på frie fagskoler. Enhedslistens Jakob Sølvhøj har stillet nye spørgsmål til undervisningsministeren, der udtrykker bekymring for, at besparelserne betyder færre unge på erhvervsuddannelser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Som det fremgår af henvendelse fra Foreningen af Frie Fagskoler af 22. oktober 2015, har de frie fagskoler hidtil forpligtet sig på at motivere og ruste flere unge til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse jf. BUU alm. del - bilag 17. Hvilke skoler skal efter ministerens opfattelse fremover løfte opgaven med at tilbyde uddannelse, der kvalificerer til optagelse på en erhvervsuddannelse, til den gruppe af elever, der hidtil har søgt ind på de frie fagskoler?".

Sådan lyder et spørgsmål fra Enhedslistens Jakob Sølvhøj til undervisningsministeren. Han spørger også, om ministeren mener, at "en lukning af frie fagskoler vil medføre, at færre unge får mulighed for at gennemføre et uddannelsesforløb, der kan kvalificere dem til optagelse på en erhvervsuddannelse".

Regeringens finanslovsforslag byder på besparelser på i alt 20 procent på de Frie Fagskolers undervisningstaxameter. Skolerne har fortalt, at det kan betyde, at mange af dem må lukke i deres nuværende form og starte om som efter- eller højskoler. Dermed vil de ikke længere have den intenderede funktion med at hjælpe og klargøre unge, der er tabt i folkeskolen, til en erhvervsuddannelse.

Voldsomme ekstrabesparelser kan lukke Frie Fagskoler

Fjernelse af besparelserne er med i på DF's ønskeliste

Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet har i de seneste uger stillet spørgsmål til undervisningsministeren om besparelserne. Nu melder Enhedslisten sig på banen. Og også i Dansk Folkeparti er man imod besparelserne.

"Jeg synes ikke, det er den bedste ide, man har fået. Det her er en besparelse, jeg gerne så fjernet. Skolerne har jo lige fået helt nye regler 1. januar, så det er ikke smart med så store besparelser mens de først skal til at køre i gang", siger næstformand i børne- og undervisningssudvalget Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

Han ser skolerne som et vigtigt delelement i forhold til intentionerne om at rumme alle unge. Han henviser til statsministerens åbningstale, hvor Lars Løkke Rasmussen bebudede, at et ekspertudvalg skal se på, hvordan man samler de unge op, som i øjeblikket bliver tabt på gulvet i uddannelsesystemet.

"Hvis man havde lavet en undersøgelse, der viste, at de frie fagskoler ikke lever op til formålet, så kunne jeg gå med til det. Men det er simpelthen for tidligt at spare på dem nu"

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har både overfor Frie Fagskolers Forening og overfor Mattias Tesfaye forklaret, at besparelsen ikke handler om skolernes arbejde eller berettigelse, men alene skyldes, at skolerne har et overskud på 10 millioner.

Ellen Trane: Frie fagskolers gode økonomi tillader besparelser

"Jeg ved godt, at man argumenterer med, at de har et overskud, men det er jo penge, de har brug for til konkrete projekter, og som de har sparet op for at kunne leve op til de krav, vi har stillet".

Jens Henrik Thulesen Dahl er ikke selv med i finanslovsforhandlingerne, men han understreger, at det er med på DF's ønskeliste, at de vil have fjernet besparelserne. 

Frie fagskoler håber på lempelser i besparelserne

Powered by Labrador CMS