Debat

Husker du... En fuckfinger i hjertet efterlader spor

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære lærerkollega

Husker du for 2½ år siden... Sidder følelsen stadig i maven eller er du videre?

Mens jeg cyklede hjem fra Irma med mine varer i kurven spekulerede jeg over, hvorfor jeg havde løjet for manden, der sad i kassen. Da jeg stod og pakkede mine varer spurgte han mig “Har du efterårsferie?” “Nej” svarede jeg prompte. BUM. Det er løgn. Jeg har efterårsferie. Denne uge tæller som en af mine fem ugers ferie. Ligesom så mange andre danskere holder jeg ferie med mine børn og min mand i denne uge.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Men hvorfor søren så lyve om det?

Når man som mig har prøvet at stå en tidlig april morgen i rimfrost med de lange underbukser, termostøvler og huen trukket godt ned over ørerne med et banner med skriften “Vi vil undervise” og fået fuckfingeren stukket lige i hjertet af en kvinde i en forbipasserende Audi, ja så er det derfor man lyver om, hvorvidt man har efterårsferie eller ej.

Manden i Irma ville sikkert bare have sagt. “Det lyder dejligt, nyd din ferie” hvis jeg havde sagt “ja, jeg har efterårsferie”. Men inde i mit hovede udspillede sig et scenarie, hvor jeg skulle forsvare overfor omverdenen og kvinden i Audien, at jeg som folkeskolelærer faktisk ikke er på arbejde i denne uge. Her 2 1/2 år efter lærerlockouten er jeg stadig kampberedt og klar til at affyre en redegørelse om, hvordan lærernes arbejdstid er skruet sammen. INGEN skal tro, at mit lærerjob ikke er på lige vilkår med resten af samfundets. Heller ikke en fremmed, som bare spørger ind til min dag af ren høflighed.

Jeg troede, at jeg havde lagt lærerlockouten bag mig. Men følelsen af at blive misforstået, at skulle forsvare sig konstant og at skulle høre på alle der klogede i, hvad der var bedst for Danmarks folkeskole – uden egentlig at tænke på, hvad der var og er bedst for børnene, ja den sidder altså stadig i mig. Den følelse, eller skrækken for at skulle opleve den igen, den fik mig til at lyve for manden i Irma.Jeg er stolt af at være lærer. Jeg er glad for mit arbejde. Så jeg må mande mig op næste gang nogen spørger om jeg har efterårsferie. Hvis det bliver nødvendigt må jeg fyre min velforberedte redegørelse af, og gå derfra med oprejst pande. I stedet for at cykle med en rynke i panden og spekulationer om hvorfor jeg løj.