Underviser på læreruddannelsen i Aarhus Nina Hauge Jensen gøre meget for at forklare de studerende om, at de nok skal blive gode fransklærere, selv om de ikke er helt flydende på sproget, før de begynder.

Nu bliver der uddannet fransklærere i Aarhus igen

For første gang i fem år kan læreruddannelsen i Aarhus oprette et franskhold. Siden den forrige læreruddannelseslov trådte i kraft i 2008 har det ellers været småt med lærerstuderende, der valgte fransk, og siden 2010 har Zahle været eneste sted, der kunne oprette et hold. Franskunderviser Nina Hauge Jensen glæder sig.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dengang de lærerstuderende kunne vælge fire linjefag, var fransk absolut en mulighed for de kommende lærere. Men da den forrige læreruddannelseslov i 2008 gjorde, at langt de fleste kun valgte to linjefag, forsvandt sproget hurtigt, og de seneste fem år har Zahle i København været eneste læreruddannelse, der kunne samle studerende nok til at oprette et hold.

Lektor, cand. mag. Nina Hauge Jensen, som har undervist i fransk i 10 år på uddannelsen i Aarhus, har hvert eneste år prøvet at lokke de studerende til faget, men strukturerne har gjort det umuligt at samle mere end et par stykker. Hun glæder sig derfor meget over, at der i år er ni studerende, der har valgt holdet, og hun har fået lov til at oprette det, selvom det normalt kræver 15 studerende.

"Jeg har hele tiden prøvet. Men nu er der flere og flere, der vælger tre fag - ikke mindst fordi de hører fra skolerne, at det er det, de vil have. Og ledelsen har bakket op om faget og informeret om det på en ny måde, hvor de studerende har fået øjnene op for, hvad skolerne har brug for", fortæller hun.

Holdet begynder i januar med syv studerende fra læreruddannelsen i Aarhus og to fra Nørre Nissum. Og skulle der melde sig flere fra uddannelserne i Silkeborg og Skive, som også hører under professionshøjskolen Via UC, er de meget velkomne på holdet.

Fransk fylder ikke meget på landkortet 

De tror ikke, de kan nok fransk

Nina Hauge Jensen fortæller, at udfordringen med at få de studerende til at vælge fransk ofte er, at de ikke selv tror, at de er gode nok til sproget.

"Jeg oplever, at nogle studerende kryber langs væggen, selv om de har et fint niveau fra gymnasiet. De har meget respekt for fransk, så hvis de fx har været et år på højskole, så tror de, at de har glemt sproget. Jeg er meget mere optaget af, om de har gode tilgange og strategier til at lære sprog og er bevidste om processen, end om de har et stort ordforråd. Jeg har oplevet flere studerende, som ikke var særligt kommunikativt kompetente, men som er blevet fremragende fremmedsprogsdidaktikere".

Læreruddannelsen Aarhus har indgået et samarbejde med Aarhus Universitet, som allerede er i gang på tyskholdene, og det skal køre på det nye franskhold, som ideen oprindeligt stammer fra.

"Et af modulerne på fransk skal foregå i samarbejde med universitetet. De oplever, at de studerende de første par år er nysgerrige på fremmedsprogsdidaktik, men de har ikke nogen til at undervise, så der kan vi bidrage. Og jeg er meget interesseret i, at mine studerende møder det miljø, der er på universitetets franskhold. De har fx en fransktalende lektor. Så på det modul kommer mine studerende til at følge forelæsninger på universitetet også".