Måske har vi i vores professionsstrategi haft for stor opmærksomhed på forskning og såkaldt evidensbaseret praksis? Findes en sådan egentlig? Måske er vi medskyldige i det paradigme, vi er havnet i, hvor primært dét, som kan måles, tæller?

Strategien blev formuleret, før jeg blev lærer, men tænkningen og formålet har vel været, at vi som lærerstand står stærkere og bedre kan retfærdiggøre vores virke, når det hviler på evidens og dermed sætter os udover ’synsninger’ og såkaldte erfaringsbaserede holdninger.

Erik Schmidt sagde i sin takketale på kongressen efter modtagelsen af Stinusprisen: ”Vi er ved at få et samfund, hvor politikerne spørger forskerne og videnskaben om, hvad der virker statistisk set og unddrager sig faglig, professionsmæssig og folkelig debat. Sådan et samfund kaldes et teknokrati.” 

Der er vel næppe nogen, som kan være uenig i, at lærere skal være dygtige til at styre og lede undervisningen, arbejde med mål, evaluering og feedback og reflektere over valg af metoder og forskellige måder at organisere undervisningen på. Men hvis inspirationen til den løbende praksisudvikling og undervisningsforfinelse skal komme fra forskningen, hvem beslutter så, hvilken forskning, der er den ’rigtige’ – den anerkendte? Og hvordan får lærerne i øvrigt adgang til den og rimelig mulighed for at forholde sig til den?

Forskning kan være fri og måske blot et resultat af en eller flere forskeres forundring, nysgerrighed eller særlige personlige interesse. Men den kan også være strategisk, have bestemte formål, og den kan være bestilt af bestemte aktører. Al forskning indebærer til- og fravalg, og jeg bilder mig i hvert fald ikke ind at kunne foretage en kvalificeret domsfældelse over forskningsformidling, som er mere eller mindre værdipolitisk funderet. Er det så Børne- og Undervisningsministeriet, Danmarks Pædagogiske Universitet, Danmarks Lærerforening, Kommunernes Landsforening eller måske Finansministeriet, som skal fælde dom?  

Formanden for Danmarks Lærerforenings Skole- og Uddannelsespolitiske Udvalg, Bjørn Hansen, sagde fra kongressens talerstol i september: "Gennem de senere år er henvisninger til forskning i folkeskolen blevet en almindelig måde at argumentere for politiske beslutninger på inden for folkeskoleområdet. Men udvælgelsen og læsningen af forskningen har i mange tilfælde baseret sig på en stærkt selektiv læsning og stærke politiske ønsker."

Enig! Hvordan sikrer vi så, at pædagogisk forskning ikke udvælges selektivt til at legitimere central styring, ødelæggende politiske dagsordener eller et decideret opgør med lærernes frie dømmekraft og metodeansvar, som vi er vidner til aktuelt? Hvordan sikrer vi, at forskningen kommer til at opbygge og ikke nedbryde tilliden til lærerstanden?

I øjeblikket ser vi netop, at forskning misbruges, manipuleres og omsættes til konkrete handlinger, der ikke er i trit med vores professionssyn. Og mange forskere er alt for tilbøjelige til at knytte deres forskning til politikernes og forvaltningernes dagsordener og hjælpe dem med at realisere disse. For eksempel bliver Hatties ”synlig læring” rask væk omsat til læringsmålstyret undervisning (eller læring) i kommunerne i et misforstået forsøg på at gøre eleverne ”så dygtige som muligt”. Og det foregår mange steder helt og aldeles uden om lærernes intuition og erfaring.

Jeg er enig i, at vi er nødt til at være åbne over for ”hvad der virker” og være åbne over for forandringer i vores egen praksis i samarbejde med kolleger. Vi skal dog passe alvorligt på, at vi ikke hopper med på den trend, der foreskriver, at alt af i går er forældet og ubrugeligt. At erfaring og indsigt hæmmer vores nysgerrighed og udsyn og forhindrer udvikling. Dels passer det ikke, dels er det skolens opgave at være forbeholden over for udvikling, vurdere alt kritisk og hylde en vis grad af konservatisme. Per Fibæk skriver det meget præcist i sin bog, ’Drop ambitionerne’: ”Lærere er undervisningshåndværkere, der gennem pragmatiske beslutninger om lokale forbedringer udvikler og forandrer deres skole. Det gør de gerne gennem dialog med omverdenen, men forandringer og forbedringer tager tid. Opstår der udefrakommende krav om forandringer i et for hurtigt tempo, går det galt, og der bliver behov for implementering af forandringerne. Og man bør nære mistro til enhver, der bruger ordet ’implementere’”.

Virkeligheden er den, at der bliver stadig længere mellem skolefolkene på de bonede gulve; fra ministerier, over forvaltninger til skoleledelser. Det betyder, at håndværket – erfaringen og praksisindsigten – fylder stadig mindre, når der laves skoleudvikling. I stedet betjener ministerier og kommuner sig af den foreliggende forskning. Og afstanden mellem ’dem’ og ’os’ bliver bare større og større. Det er en katastrofe, fordi god skoleudvikling kun kan skabes i fællesskab. Spørger man beslutningstagerne vil de formentlig begrunde deres handlinger i forskningen. Ikke nødvendigvis i pædagogisk forskning, men i organisations- eller ledelsesforskning. Vel at mærke den del, som de sirligt, uantastet af praksis, har udvalgt.

Hvorfor er vi så medskyldige? Jo, vi har for mig at se været for forhippede på at tale evidensbaseret praksis op og har glemt at huske hinanden på, at meget af det, som bør tælle, ikke kan måles og underbygges af evidens. Vi har - af frygt for at blive betragtet som bagstræberiske og bedrevidende - ønsket at styrke vores position ved at begrunde lærerarbejdet gennem forskning og ’best practise’. Vi har sågar en politik i foreningen om, at vi arbejder for en 5-årig forskningsbaseret læreruddannelse. Det har været velment og et stykke hen ad vejen sikkert også klogt, men som med alt andet handler det om at finde den rette balance. Vi har naturligvis ikke ønsket den udvikling, som vi står midt i, men vi er mere eller mindre aktivt blevet en del af den. Og nu er jeg særdeles bange for, at der er godt gang i en ensretning begrundet i, hvad ”forskningen” siger, hvilket er et alvorligt angreb på vores stolte skoletradition.

Jeg ønsker, at lærere altid betragtes som unikke, i unikke sammenhænge og med unikke udfordringer. Hvad der virker for en lærer, virker ikke nødvendigvis for en anden.

Et gammelt ordsprog og en udbredt erfaring handler om, at man får, hvad man måler. Derfor er jeg forbeholden over for den evidensbaserede skole.