"Vi har sammen med et bredt flertal vedtaget en god folkeskolereform. En reform, hvor alle børn skal blive så dygtige, som de overhovedet kan", sagde Lars Løkke Rasmussen i dag i åbningstalen i Folketinget.

Statsministerens åbningstale: Overgangen fra skole til ungdoms-uddannelse skal forbedres

For mange unge vælger forkert, når de skal videre i deres uddannelsesforløb. Og for mange får slet ikke en ungdomsuddannelse. Det vil regeringen gøre noget ved i den kommende folketingssamling, sagde statsministeren i sin åbningstale i dag. Regeringen vil nedsætte en ekspertgruppe.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Overgangen fra skole til ungdomsuddannelse skal forbedres. Det bliver regeringens hovedprioritet på uddannelsesområdet i det kommende folketingsår.

Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale i dag i Folketinget. Konkret vil regeringen nedsætte en ekspertgruppe, der skal kigge på sagen.

"Derfor vil regeringen nedsætte en ekspertgruppe, der skal samle erfaringer, og se på, hvordan vi kan forbedre vejen fra folkeskole til den rigtige ungdomsuddannelse. Både for de fagligt svage. Og for alle de andre, der går en omvej til den uddannelse, der passer til dem", sagde statsministeren.

Udskolingen skal styrkes

Faktisk offentliggjorde Undervisningsministeriet allerede den nyhed i går.

"En kommende arbejdsgruppe skal udarbejde en handleplan for, hvordan undervisningen i de ældste klasser i folkeskolen bliver styrket, så flere elever starter på en ungdomsuddannelse", skrev ministeriet således i en pressemeddelelse.

Ellen Trane: Mere erhvervsrettet udskoling

God uddannelse til alle unge

Statsministeren præsenterede ekspertgruppen/arbejdsgruppen på den her måde i åbningstalen:

"Danmark er mulighedernes land. Det skal det også være for de næste generationer. Og hovedvejen til gode muligheder går gennem gode uddannelser til alle unge", sagde statsministeren og fortsatte:

"Vi har sammen med et bredt flertal vedtaget en god folkeskolereform. En reform, hvor alle børn skal blive så dygtige, som de overhovedet kan".

"Vi har sammen skabt en reform af erhvervsuddannelserne. En reform, som skal genskabe prestigen ved at blive faglært. Dem har vi brug for".

"Og det er regeringens ambition, at vi til næste år styrker gymnasierne med en reform, der hæver det faglige niveau. Og målretter gymnasierne til det, som er deres formål: En solid forberedelse til videre uddannelse".

"Men det er ikke nok, at vi ser på ungdomsuddannelserne én for én. Vi skal også se på dem under ét".

For mange unge vælger forkert

"I dag er der alt for mange unge, som falder fra eller vælger forkert. Nogle bliver slået tilbage til start. Andre fortsætter med en uddannelse, som de måske hverken kan eller vil bruge.  Vi skal tage fat på omveje og blindgyder i uddannelserne".

"Jeg synes også, det er på tide, at vi får et stærkere fokus på de unge, der falder helt igennem. Dem, der aldrig får en ungdomsuddannelse".

"Det er fantastisk at se lyset i øjnene på en dreng, der har haft nederlag på nederlag. For så pludselig at opdage, at også han kan stå på tæer og række op og gribe en succes.  Det er trist, at mange unge ikke får den mulighed".

Bedre undervisning til svage elever

"I dag er der ikke god nok undervisning til dem, der har brug for et fagligt løft og en bedre forberedelse.  Det kan for eksempel være en dreng, der har taget 10. klasse på en efterskole. Og derefter går på produktionsskole for at lave noget praktisk og blive klogere på, hvad han vil".

"Men langt fra alle forløb er gode nok. Der er eksempler på forberedende undervisning, som knap nok rykker de unge. Det er for dårligt".

Læreruddannelsen får grønthøsteren at mærke

Udover dét sagde statsministeren om uddannelse, at der skal skæres økonomisk på uddannelse og forskning og i øvrigt på bistandshjælp for at skaffe flere penge til sundhed, politi, vækst og bolig-job ordning - Venstres valgløfter.

Det første lange afsnit i åbningstalen handlede om flygtninge, og statsministeren sagde, at regeringen til efteråret vil fremlægge et nyt integrationsprogram, men han nævnte i den forbindelse ikke noget om undervisning af flygtningebørn.

 

Regeringens forslag til finanslov: Ingen penge til folkeskolen

Læs mere

Seåbningtalen fra Folketinget

Powered by Labrador CMS