En række fagforbund går sammen for at få Erstatningsnævnet til igen at ville dispensere for manglende politianmeldelser, når der ligger et pædagogisk hensyn bag beslutningen om ikke at ville gøre det.

DLF stævner Erstatningsnævnet i voldssag

I et år har Erstatningsnævnet truffet beslutninger ud fra en ny praksis i forhold til, om vold skal politianmeldes. Men de fortalte først om den nye praksis i juni. Det får nu DLF til at stævne nævnet for en afgørelse i et medlems sag, hvor netop politianmeldelseskravet var skyld i, at læreren ikke fik erstatning.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I et år har Erstatningsnævnet afvist en række erstatningssager efter en ny praksis, hvor sager bliver afvist, hvis de ikke er blevet meldt til politiet. Men nævnet har ikke fortalt om de nye krav. Hidtil har nævnet nemlig givet dispensation for politianmeldelseskravet til lærere, pædogogisk- og plejepersonale ud fra et pædagogisk hensyn til voldsudøveren, som kunne være et barn, dement eller evnesvag.

DLF: Katastrofalt at lærere skal politianmelde elever

Men det er ikke i orden i et år at træffe afgørelser ud fra en ny praksis, som man ikke har gjort opmærksom på, lød det fra en række forbund til Dagbladet Information i går. De kunne også berette, at det blandt andet har fået BUPL til at stævne Erstatningsnævnet, fordi de inden for det sidste år har afvist erstatning til en pædagog med henvisning til den manglende politianmeldelse - men uden at fortælle, at de havde ændret praksis for muligheden for at dispensere for manglende politianmeldelse på grund af pædagogiske hensyn.

En lignende sag er nu i gang i DLF, fortæller konsulent Alan Frank Hansen, som sidder med den pågældende sag:

"Vi har et medlem, hvis sag blev afvist, fordi Erstatningsnævnet har ændret praksis for, hvornår der kan dispenseres for manglende politianmeldelse. Vi har sat en advokat på sagen for at stævne nævnets afgørelse", siger han.

Det kan være store erstatningssummer, der er tale om, når en lærer får store gener, sygemeldinger og tabt arbejdsfortjeneste på grund af en voldsepisode. Derfor kan Erstatningsnævnets ændrede praksis også have betydet, at de lærere, der inden for det seneste år har haft en sag, som er blevet afvist på grund af manglende politianmeldelse, er gået glip af en betragtelig erstatning.

Fagforbund kæmper mod krav om politianmeldelse ved vold

For at gøre fælles front mod den nye praksis, som jurist i Danmarks Lærerforening Camilla Bengtson i august kaldte 'katastrofal' på folkeskolen.dk, mødtes BUPL, DLF, Skolelederforeningen og øvrige fagforbund i dag for at drøfte, hvordan de i fællesskab kan kæmpe for, at Erstatningsnævnet igen vil give dispensation for kravet om politianmeldelse ud fra pædagogiske hensyn.

Flere lærere anmelder vold

Sammen nåede de frem til, at de vil skrive et fælles brev til justitsministeren, samt forsøge at få retsudvalget til at tage problematikken op med justitsministeren på et åbent samråd, lyder det fra DLF's jurist Camilla Bengtson, som var med til mødet. 

Hun fortæller, at forbundene også vil samle de sager, hvor afgørelserne kan være blevet påvirket af praksisændringen, for at gøre Ombudsmanden opmærksom på, at Erstatningsnævnet i et år har truffet afgørelser på et grundlag, de ikke har meldt offentligt ud.