DLF overvejer at åbne egen skole

"Vi må sørge for, at politikerne får et kvalificeret modspil gennem en fri og uafhængig forskning", lød det fra DLF-formand Anders Bondo i dag på kongressens talerstol. Han spiller ud med to bud på, hvordan Lærerforeningen kan fremme en god skole: at DLF opretter sin egen modelskole, og at fagbladet Folkeskolen bliver mediet, hvor hvor al relevant skoleforskning bliver formidlet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleforsker til kolleger: Hjælp lærerne i stedet for politikerne

"Professor Per Fibæk har jo helt ret når han siger, at mange forskere knytter deres forskning til politikernes og forvaltningernes dagsorden og hjælper dem med at realisere deres dagsorden. Eller som Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet udtrykker det: Sektorforskning er blevet til myndighedsbetjening", sagde Anders Bondo.

"I stedet burde forskerne, som Per Fibæk siger, have mulighed for, at hjælpe lærerne med deres dagsorden. Altså, bruge deres tid på at finde ud af, hvordan de kan hjælpe lærerne med at lykkes bedre med deres undervisning. Ellers ender den pædagogiske forskning som magthavernes dikkende lammehaler".

Invitation til debat: Hvad vil vi med skolen?

Rødvin på højkant



"Vores store udfordring er, at vi nægter at gå på kompromis med vores professionelle viden om, hvad der giver eleverne den bedste undervisning. Havde vi nu lovprist obligatoriske lektiecaféer, selv om den tilgængelige forskning viser, at det er en mere end tvivlsom prioritering af midlerne, og havde vi nu stillet os op i Antorinis jubelkor om varieret og spændende undervisning som konsekvens af den understøttende undervisning, selv om vi ved, det er umuligt uden tid til at forberede undervisningen. Ja, så kunne vi måske nok have fået etiketten 'progressive og fremadskuende', men det vil i sidste ende aldrig skabe respekt om lærerprofessionen, og det vil aldrig gavne elevernes undervisning. Så jeg bliver nødt til at skuffe lederskribenterne, politikerne der har sat al deres prestige ind på den nye folkeskolelov, diverse kommentatorer og Klaus Bundgaard - vi køber os ikke til popularitet på bekostning af vores troværdighed", sagde han til massivt bifald fra salen.

Skole på formålsparagraffens grundlag

"Vi spiller ikke ud med forsimplede one-linere, der lover at løse alle skolens problemer, og som er nemme at rumme i den hastige nyhedsstrøm. For vi ved, at det ikke er seriøst - vi ved, at der ikke findes ét svar. Undervisning er en proces mellem læreren og eleverne. Lærerne er forskellige og eleverne er forskellige og derfor er troen på at der findes den rigtige undervisning, og den rigtige metode som alkymisternes tro på at de kunne finde opskriften på guld", sagde Anders Bondo og spurgte: 

"Hvordan kan vi få gennemslag for vores tanker om den gode skole. Hvordan kan vi dokumentere betydningen af self-efficacy, en høj social kapital og betydningen af leadership i stedet for managementledelse?"

"En mulighed jeg gerne vil drøfte her på kongressen er, at vi tager initiativ til at der oprettes en eller flere skoler, der med folkeskolelovens formålsparagraf som grundlag, i praksis viser, hvordan man kan skabe den gode skole", svarede han og understregede, at han ikke har en færdig model med sig, men lægger ideen ud til kongressen.

Bondo: Tættere samarbejde med friskolelærerne

Folkeskolen som forskningsformidler

"Vi skal have styrket lærerprofessionen. Vi skal have bedre forudsætninger for at kunne udvikle vores undervisning på baggrund af kvalificerede forskningsresultater. Det vil samtidig være et værn mod de useriøse modetendenser, der alt for tit mases ned over praksis og fortrænger lærernes professionelle vurderinger. Pædagogiske virkemidler som læringsstile, cooperative learning og flipped classroom, som kunne være glimrende inspiration til lærernes egne professionelle valg af metoder bliver alt for ofte brugt som opreklamerede mirakelkure af politikere og administratorer, der skal fremvise handlekraft og resultater", sagde Anders Bondo.

Fagbladet Folkeskolen i udgiverselskab

"Et bidrag til at styrke lærerprofessionen er at gøre den pædagogiske forskning tilgængelig for lærerne og skolelederne. Og hvordan gør vi så lige det? Ja, det spørgsmål har vi kæmpet med i alle de 33 år, hvor jeg har været lærer. Jeg håber, at vi på denne kongres kan komme nærmere et svar. For mig er en oplagt mulighed er, at vores fagblad Folkeskolen bliver det medie, hvor alt relevant forskning på grundskoleområdet bliver formidlet. Kan vi udvikle et koncept? Kan vi lave forpligtende aftaler med forskningsinstitutionerne? Kan vi få ministeriet med? Jeg håber at kongressen vil være med til at udvikle idéen, kvalificere spørgsmålene og ikke mindst give retning på svarene".

Følg beretningen og den efterfølgende debat live fra Tivoli Congress Center i København

 

Læs mere

Anders Bondos mundtlige beretning (pdf)