Forslaget om at udarbejde vedtægter på baggrund af økonomi og spare ved 2-årige kongresperioder og antallet af Hovedstyrelsesmedlemmer er ikke et nyt forslag. I 2009 var essensen og det økonomiske ræsonnement det samme. Dog skulle der suppleres med en art tema-møder de mellemliggende år – møder, hvor vi skulle anvende vores kollektive intelligens, udarbejde politik – vel sagtens en form for gigantisk gruppearbejde uden beslutningskompetence. Det brugte vi naturligvis tid på at diskutere og selvom jeg kan have sympati for vinklen med vores kollektive intelligens og udarbejdelsen af politik, så faldt forslaget primært med baggrund i det demokratiske underskud og det principielt forkerte i at indrette vedtægter efter økonomi og ikke omvendt.

I mine øjne, er vedtægterne fortsat udtryk for det ypperste demokratiske ideal og sikkerhedsnet – for medlemmerne. Vedtægterne skal udformes så der – til enhver tid og som minimum årligt – er reel mulighed for at stille den politiske ledelse til ansvar uanset om det er på kredsniveau eller centralt på kongresniveau.

Og hvorfor skulle det nu være så vigtigt at det automatisk sker årligt? Fordi der skal mere end mod til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling/kongres, hvis man som medlem vil diskutere politik med den valgte politiske ledelse. Medlemmerne kunne jo have både en anden holdning og måske endda kritik. Ikke noget, hvor der absolut skal være et mistillidsvotum under opsejling, men af principielle årsager. Der skal være forpligtende rum for idéer og kritik, for det er med til at skærpe vores argumentation. Generalforsamlinger/kongresser er en helt uundværlig del af en demokratisk organisation og en stærk fagforening.

I dag er der på store områder en bred fagpolitisk konsensus, men hvad så når der ikke er? Det må være kongressens ypperste opgave at udforme vedtægter, så vi – så vidt muligt – undgår ekstraordinære kongresser. Ekstraordinære er vel ekstraordinære og ikke noget hvor vi bare vil …” agere i forhold til, hvad der sker politisk. Kommer der et nyt lovindgreb eller andet, så vil vi jo indkalde en kongres. Men det er klart, at vi tager bestik af situationen.” (Citat fra ”DLF skal slankes”, Thomas Andreasen, næstformand i Organisations- og Arbejdsmiljøudvalget http://www.folkeskolen.dk/565775/dlf-skal-slankes)Hov, hov: Hvem er ”vi”?Som jeg læser det er ”vi” ikke ligefrem det enkelte medlem eller de kongresdelegerede og der nævnes ikke et ord om foreningens interne politiske dagsordener. ”Vi” må så være noget overordnet, altså Hovedstyrelsen. Men det holder ikke - medlemmerne er Danmarks Lærerforening og det er medlemmerne, der skal have gode gennemarbejdede demokratiske vedtægter i Danmarks Lærerforening.Derfor må der stilles nogle væsentlige principielle spørgsmål:

• Hvis vi sparer på kongres og Hovedstyrelse, vil det så blive set som en styrkelse af Danmarks Lærerforening? Er det investering eller en udgift at bruge tid på og have udgifter til disse i foreningen?
• Er Hovedstyrelsen kun repræsentation af medlemmer eller er Hovedstyrelsen en del af en arbejdende fagforening? Hvilke politikområder får mindre fokus og hvilke opgaver skal ikke løses, hvis der er færre Hovedstyrelsesmedlemmer? Skal Hovedstyrelsen bare arbejde smartere og lave mere fælles forberedelse?
• Hvis økonomien bliver bedre og der kommer endnu flere medlemmer, vil det økonomiske ræsonnement, der er til grund for vedtægtsændringerne så medføre halvårlige kongresperioder og flere Hovedstyrelsesmedlemmer?
• Andre fagforeninger har også effektiviseret og hvad er erfaringerne? Er større bedre? Er færre valgte smartere? Hvad siger organisationsgraden og medlemsopbakningen?

”Det er ikke på kongressen, demokratiet foregår, men det er på kongressen, demokratiet får en stemme.”, udtalt af undertegnede fra kongressens talerstol i 2009.