Når man vender næsen hjemad efter endnu en anstrengende dag på skolen, er det næppe "tung" faglitteratur eller debatbøger vedr. folkeskolen, man typisk bruger de sidste mentale kræfter på. Ikke desto mindre vil jeg give dig et godt råd, kære læser: Sæt dig godt til rette i lænestolen og læs bogen "Den store løgn om uddannelse", som er skrevet af Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang.

"Når det gælder børns skolegang og unges uddannelse, er vi i Danmark fulde af løgn. Forstået på den måde, at vi siger ét og gør noget andet," skriver forfatteren og nævner bl.a. følgende eksempler: Forældre, der siger, at skolen er vigtig, men alligevel hiver deres børn ud, hvis de kan få en billigere skiferie. Og skoleledere, som holder højstemte taler om faglighed, men aflyser timer og lader elever uddanne sig selv og hinanden i nærmeste storcenter. Også på det politiske niveau skriger selvmodsigelserne til himlen. Kommunerne siger, de prioriterer skole og undervisning, men de økonomiske nøgletal viser noget andet. Skiftende regeringer har villet uddanne alle og har forsøgt at stille alle lige. Men i virkelighedens verden har de indrettet skoler og uddannelser, så de velstillede og velstimulerede børn glider glat igennem, mens børn fra hjem uden bøger tabes på gulvet.

Bogen opfordrer med andre ord forældre, lærere, skoleledere, politikere og administratorer til at se sig selv i spejlet og hver især at spørge, om de lader handling følge ord...

Jacob Fuglsang har utallige eksempler i bogen på, hvorledes der ofte er modstrid mellem ord og handling inden for uddannelsessektoren. Lad mig blot nævne inklusion, hvor forfatteren skriver, at inklusion er et skræmmeeksempel på nationale målsætninger, der ser rigtige ud fra skrivebordene i Finans- og Undervisningsministeriet, men som ser helt anderledes ud i kommunerne for slet ikke at tale om den enkelte skole.

"Påstanden om, at inklusion ikke er en spareøvelse, er også problematisk og læner sig op ad en lodret løgn," fastslår Jacob Fuglsang og konkluderer: "Prisen for, at regeringen og kommunerne i vidt omfang har asfalteret, mens de har kørt, når det gælder inklusion, har været høj."

Folkeskolereformen får ligeledes nogle velvalgte ord med på vejen: "Som alt andet i skolen er det ikke nogen nem proces at lave om på måden, der undervises på. Uhyret med de tre hoveder, som er hverdag, vaner og vikarer, er hårdt at slås imod, hvad arbejdet med at indføre skolereformen til overflod har vist."

Og nu til noget helt andet, som de siger i TV-avisen, nemlig abe-kastning! Efter Jacob Fuglsangs opfattelse er der gået alt for megen tid i uddannelsesdebatten med at kaste aben fra sted til sted: "Fra lærerne mod politikere, fra forældre mod lærere, fra kommunerne mod lærerne, fra skolelederne mod børne- og kulturchefer og nogle gange fra pædagoger til lærere."

Forfatteren opfordrer os alle til at gribe aben: "Se på, hvad du kan gøre for at skabe bedre overensstemmelse mellem samfundets fokus på uddannelse og den praksis, som foregår hjemme, i børnehaver, på skoler og uddannelser. På engelsk findes et udtryk, der hedder walk the talk. På dansk kan det oversættes til: Gør, hvad du siger. Sig, hvad du gør. Hold, hvad du lover."

God læselyst!