Mit valggrundlag består kort sagt af 4 vigtige temaer, som jeg vurderer til at være vigtige indsatsområder i de næste år i DLF. 

Medlemsinvolvering og en tydelig politik

Vi udfordres på vigtige principper i DLF og fagbevægelsen

Kollektive aftaler

Lov 409 og reformens paradokser

(Du kan se mere på min hjemmeside: www.jeanettesjøberg.dk)

Jeg har siddet i Hovedstyrelsen siden efteråret 2012 og dette arbejde er så vigtigt for mig, at jeg ønsker at fortsætte. Min styrke er mit stærke fagforeningshjerte, men også evnen til at revurdere fagforeningens rolle i en trængt tid, og modet til at se nye løsninger og handlemuligheder. Min indsigt stammer i høj grad fra mine 20-årige lærererfaringer, men også fra det daglige arbejde på kredskontoret. De mange forskelligartede personsager, som jeg sagsbehandler på kredskontoret i det daglige giver mig en helt konkret viden om, hvilke udfordringer lærerne står i, både når det gælder arbejdsmiljø, pædagogiske forhold og organisering af arbejdet på skolerne. Rent personligt er jeg nok mest anerkendt for min saglige tilgang til tingene, evnen til egne grundige analyser, god til at lytte og min ligefremme måde at sige tingene på.

Repræsentationen i Hovedstyrelsen skal gerne afspejle medlemmerne i DLF, når det gælder køn, baggrund, mangfoldighed, medlemsgrupper og alder. 

Vi står i den største omstillingsproces og forandringstid lige nu. Vi skal finde andre måder at gøre tingene på for at komme fremad, da fortidens løsninger ikke alene kan løse nutidens udfordringer.

Reformen og Lov 409s decentralisering af magtesløsheden efterlader mange lærere i egne problemer på egen skole. Overladt til skoleledelserne, forvaltningerne og politikernes fortolkninger af den nye lov.  Lige nu har medlemmerne mere brug for deres fagforening end nogensinde før. Deres lærerrolle er under stor forandring og det påvirker deres læreridentitet, – hjerte og hjerne er simpelthen blevet amputeret under lov 409, det er voldsomt opslidende og et frygtelig dilemma at være i.

Der skal ikke være tvivl om DLFs opgave som fagforening! Som fagforening skal vi være stærke, smidige og handleorienterede, hvor vi altid prioriterer medlemmernes behov for at kunne løse deres arbejdsopgaver. Det skal altid fremgå tydeligt, hvad der er vores rolle og hvad vi vil, når vi sætter dagsordener. Medlemmerne skal kunne mærke, hvad vi arbejder for i DLF og hvordan de bliver involveret i beslutninger, debat og indflydelsesmuligheder, for dermed selv at være medvirkende til at skabe forandringer, der passer til den skolevirkelighed, som de selv er en del af. Hvis vi skal skabe et rum, hvor medlemmerne har mulighed, lyst, overskud og drivkraft til at udfordre den virkelighed, som de står i lige nu, så skal der indgydes mod og handlekraft. Vi skal som politisk ledelse gå forrest og vise, at vi har en plan, som sættes i gang. Vi må debattere indsatsområder og beslutninger med medlemmerne, som vi kan omsætte til handling, og der er brug for en klar og tydelig kommunikation.

Efter OK15 er udfordringen at skabe kollektive rammer for alle. DLF er fortsat en kollektivt samlende forening, men nu med decentrale løsninger i langt højere grad end tidligere. Der skal arbejdes med at opnå kollektive resultater i alle kommuner og/eller på hver eneste arbejdsplads, så medlemmerne kan mærke forbedringer.

Hvad vil jeg?

Først og fremmest ønsker jeg, at lærere kan bevare deres profession og engagement, den faglige stolthed og de anerkendes for deres viden, faglighed og erfaring. Det skal være reglen og ikke undtagelsen, at lærere kan udføre deres vigtige arbejde under rimelige vilkår. Det betyder det er muligt at udføre god og relevant undervisning med udgangspunkt i elevernes forskellige forudsætninger! Jeg vil arbejde for at skabe en ændring i det uddannelsessyn og den tænkning, som præger både folkeskolen og uddannelsessystemet, herunder især dannelsens betydning og skolens formål. Vi skal lykkes med at skabe en skole for eleverne og en lærerrolle, der er et udtryk for de samfundsmæssige og menneskelige værdier, som vi mener et velfærdssamfund skal bygge på. Læreridentiteten er udfordret mere end godt er.

Som fagforening skal vi arbejde for at skabe konkrete forbedrede vilkår for medlemmerne, både lokalt som centralt. Jeg vil fortsat og vedvarende påpege de problemer og områder, hvor skolerne, undervisningen og indsatsen ikke lever op til folkeskolelovens bestemmelser, både når det skyldes lov 409 og det snævre uddannelsessyn i reformen. Da jeg i sin tid læste hele forligsteksten var jeg rystet over, hvor lidt evidensbaseret praksis og veldokumenteret pædagogisk viden, der udgjorde grundlaget for reformen. Lærere kan komme til at kæmpe en uoverkommelig kamp med reformens modsatrettede elementer, som giver anledning til mange frustrationer i en hverdag, som bygger mere på politiske luftkasteller frem for de fagprofessionelles viden.

Jeg har mine bekymringer for udviklingen på underviserområdet, både i forhold til arbejdstid og til løn. På statens område er der ønsker om en højere grad af individuel løn fra arbejdsgiverside. Først ønsker man at individualisere arbejdstiden, nu arbejdes der med planer om at individualisere lønnen ved, at ledere kan belønne lærere for en særlig indsats eller ved at opnå gode resultater. Dette er i gang på statens område og der er tilsvarende planer på det kommunale område. Det farlige ved denne individualisering af både arbejdstid og løn er i særdeleshed, hvordan de kommer til at påvirke hinanden, – både når det gælder fællesskabet på arbejdspladsen og den kollektive aftaleret. Arbejdsgiverne skal ikke lykkes med denne udvikling, da det er ren gift for en arbejdsplads. Jeg går ind for kollektiv løn, da jeg mener at vi som lærere arbejder sammen om en undervisningsopgave. Lokal løndannelse har alle dage været tænkt som ledelsens middel til belønning af særligt udvalgte. I 1999 lykkedes det politisk i DLF at udarbejde en strategi, for at forhindre lokal løndannelse blev brugt til individuel løn. Det blev lagt ud til de lokale kredse at modarbejde arbejdsgivers ønske i de følgende år. Hvad det centrale niveau ikke kunne lykkes med ved forhandlingsbordet, løftede og lykkedes det lokale niveau med, – også på landsplan. Det er en succeshistorie i DLF, det er et godt eksempel på, at på trods af vores principper og politik udfordres, så kan sager vindes – ved hårdt arbejde samt tydelige og præcise strategier, som alle i foreningen er bekendt med og derfor kan arbejde med på dagsordenen.

Vi udfordres for tiden på vigtige principper i DLF og fagbevægelsen. Derfor er et nuanceret syn på situationen helt afgørende, hvis vi skal arbejde på det, som vi kan ændre. Trods udfordringer både fra EU og landspolitisk, når det gælder den såkaldte ansvarlige politik, så skal vi lykkes med at sætte en anden dagsorden i fællesskab. Dette kræver både nye og gamle løsninger og ikke mindst, at vi er mange der sammen udtænker handlemuligheder. Her er medlemmerne en helt afgørende faktor, for det er dem, der er vejen til løsningerne. En fagforening er ikke et hus, men et handlerum. Det er derfor helt nødvendigt, at medlemmerne er engagerede, involverede og inddrages i beslutningerne, så vi alle arbejder for at opnå de samme mål.

Politikken skal være tydelig. Medlemmer og tillidsvalgte skal kunne se, hvad vi arbejder på, så det er tydeligt for alle, hvad både middel og mål er. Fagforeningspolitik er en holdsport, ikke en enkeltmandspræstation. Vi opnår bedre resultater sammen, end nogen af os kan gøre alene. Nok gør sammenhold stærk, men en tydelig politik, der er besluttet og udmøntet i fællesskab vil skabe et styrket DLF og dermed medvirke til at skabe bedre resultater.

Jeg vil koncentrere mig om det, som kan ændres både for og med medlemmerne.