Skolelederne: Få skoler vil droppe understøttende undervisning

Det vækker ikke den store begejstring hos skolelederne, at de nu kan give dispensation til at bytte den understøttende undervisning med tolærerordninger, lyder meldingen fra skoleledernes formand. Han ser ikke noget behov for ordningen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne kan ikke se frem til at få kortere skoledage, selvom skolelederne nu kan gøres ansvarlige for at udstede dispensationer til at korte skoledagen ved at droppe den understøttende undervisning til fordel for to lærere i den almindelige undervisning. For formanden for Skolelederne Claus Hjortdal tror ikke, at det er noget, skolelederne vil benytte sig særligt meget af.

Sådan skal 'hyrdebrevet' læses

"Indtil nu har mine medlemmer ikke efterspurgt det. Jeg holder fast i, at hvis man skal gøre det, så skal det være en pædagogisk løsning. Ikke fordi vi synes, at børnene går for lang tid i skole".

Danske elever har verdensrekord i skoletimer

Han siger, at hvis det viser sig, at eleverne lærer mere af at have to lærere på samme tid, vil han ikke afvise, at det kan være en god ide at prøve ordningen af. Men indtil videre mener han, at det er vigtigere at holde fast i reformens oprindelige tanker.

"Jeg mener stadig, at vi skal holde fast i den overordnede tankegang om, at det er for, at børnene skal blive dygtigere, at vi arbejder. Men hvis man kan lave et system, hvor børnene lærer mere, er det fint", fortæller Claus Hjortdal.

Han giver ikke meget for det hyrdebrev, politikerne sendte ud til kommunerne onsdag eftermiddag. Brevet er mere politisk, end det er noget, der gavner kommunerne eller skolerne.

"Jeg tror, at politikerne har haft mere behov for at signalere styrke, end vi har haft brug for at se et brev. Der er dybest set ikke ændret det store i det. Vi er meget tilfredse med, at man ikke er begyndt at ændre loven på baggrund af nogle avisartikler og nogle få skoleskemaer. Vi er nødt til at holde fast i, at hvis vi skal ændre på loven, så skal det gøres, når parterne omkring er enige om, at det er en god ide, fordi der er behov for det. Så skal vi nok fortælle politikerne om det".

Ellen Trane: Kommunerne må tage ansvar

 

Powered by Labrador CMS