2.a øver det sidste på »Folk og røvere i Kardemomme by«, inden de skal spille for andre klasser og forældre. Jan Jensen bruger ofte teater og fremlæggelse i sin undervisning, så eleverne bliver trygge ved at stå frem foran andre.

Vigtigt, at eleverne tør stå frem

Jan Jensens elever skal turde leve deres liv, så derfor øver han fremlæggelse og teater med dem.

Publiceret

JAN OLE JENSEN

Født i 1965. Uddannet lærer fra Det Nødvendige Seminarium i1990. Har arbejdet på efterskole og i flere folkeskoler - iNordengland og i Danmark. Arbejder på Nivå Skole. Er klasselærerfor 2.a. Underviser i dansk, engelsk og idræt.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»If you want to buy - buy. If you don't want to buy - bye bye«, lyder det med klar pigerøst i 4.y i engelsktimen. Alle elever, der har Jan Jensen i et fag, er vant til at stå frem for klassen og tydeligt fremlægge noget. For det er vigtigt for ham, at eleverne lærer at turde. Det handler om at turde leve sit liv. Derfor er teater og fremlæggelse vigtige elementer i hans undervisning.

Det er torsdag morgen på Nivå Skole, hvor Jan Jensen har arbejdet de seneste syv år. Han har ikke sovet så meget i nat, fordi hans lille søn har grædt. Eleverne kommer med forskellige bud, da han spørger, om de kan regne ud, hvorfor sønnen har grædt. Og ja, den lille er ved at få tænder.

Mens de snakker, deler Jan Jensen laminerede citater på engelsk ud til eleverne og opfordrer dem til at udfordre sig selv med et længere og sværere citat end sidst.

»Whether the weather is warm, whether the weather is hot, we have to put up with the weather, whether we like it or not«, fremfører en elev stående midt i klasselokalet.

Alle får sagt noget i timen.

»Hvis de ikke er aktive hele tiden, så mister jeg dem«, fortæller Jan Jensen bagefter.

Lærer Jensen - før og nu 

Kærlighed og konsekvens

Jan Jensen har 45 minutters forberedelse og en gårdvagt. Et par elever kommer lige hen og får et kram i frikvarteret, inden han skal have sin klasse - 2.a - i to lektioner dansk.

Egentlig lå det ikke i kortene, at Jan Jensen skulle være lærer. Han husker ingen lektiestøtte fra forældrene, da han var barn i Odense - og var meget genert i skolen. Han forklarer: Mor var rengøringsassistent, og far drak.

Jan Jensen gik på efg handel og kontor og stod i lære i et supermarked. Blev kommis og tog så på Tvind. Her talte nogle med ham om at tage en hf-eksamen, og derefter gik det over rejser i Indien, Tyrkiet, Kina med Skolesamvirket Tvind og ind på Det Nødvendige Seminarium, hvor han fik en »fed« uddannelse. Så var han lærer og arbejdede på en efterskole i Roskilde med børn, der ikke kunne rummes i folkeskolen.

»Jeg lærte at blive lærer. At vise børnene kærlighed og konsekvens. Jeg fik en ballast på efterskolen, så jeg føler, at intet kan slå mig af pinden«.

Han taler med begejstring om sine elever. Han ønsker at være med til at forme hele mennesker, der tør gå til prøve, tale over for censor og senere til jobsamtaler. Og når de står i London, skal de turde tale med briterne.

I 2.a græder en pige efter frikvarteret, så det skal de lige tale om. En dreng kommer over for at sige undskyld og giver hende et kejtet knus.

»Ikke kysse«, siger Jan Jensen med et smil, og så går alle i teatersalen. Her øver de på »Folk og røvere i Kardemomme by«, som klassen skal opføre flere gange for elever og forældre.

Løvehovedet mangler

»Er alle på plads? Æsel, papegøje, sufflør Cathrine, tre røvere, to politibetjente og tante Sofie? Husk at tale højt og tydeligt. Og så skal I være stille, når scenen skifter. Klar«, lyder instruksen fra Jan Jensen.

Der er sporvogn og tårn, bager og rigtige politiuniformer. De øver en scene. Bagefter spørger én, hvad de gør, hvis suffløren er syg, når de skal spille.

»Så kommer jeg alligevel«, siger Cathrine højtideligt. Det er jo vigtigt, at alle er på plads, når det går løs.

Jan Jensen sætter dem til at gå på scenen en ad gangen med deres bedste replik. Tante Sofie synger en hel sang. Det går op for Jan, at løvehovedet mangler. Den pige, der skulle have et, kan ikke finde det.

»Så skal du sige det til mig. Jeg skal jo ud at finde et løvehoved«, forklarer han.

Dagens prøve slutter med en øvelse. To og to står eleverne over for hinanden med hænderne langs siden og ser hinanden i øjnene.

»Vis respekt over for den, I står over for«. De giver hånd, siger hej.

»Fokusér og tænk: Wow, det er en dejlig legekammerat - eller noget andet, der er dejligt ved den person, I står over for. I skal ikke sige det, bare tænke. Og så rykker alle i venstre side en plads. Øvelsen gentages med en ny partner«.

Lærer Jensen 2015: Vil være med til at skabe en alternativ fortælling for eleverne

Oplæsning i 2.a

Jan Jensen læser op i spisepausen.

»De havde proviant med«, læser han. »Hvad er proviant?«

»Mad og drikke«, svarer en elev, og Jan læser videre om træer, der vil danse.

»I hvilken film er der træer, der bevæger sig af sted?«

Der er flere, mener eleverne, men de diskuterer sig frem til »Ringenes Herre«, som de ivrigt taler om.

»Søde venner, så er der frikvarter. Husk at være sammen med jeres legevenner«, siger han og sender dem udenfor.

Jan Jensen fortæller, at hans tidligere kone og to teenagedøtre bor i England. Det er svært, når børnene er så langt væk, men hver sjette uge rejser han tre dage til England for at være sammen med dem. Sådan har det været i flere år.

Problemer skal tages straks

»Jeg spiller teater med børnene, fordi det giver så meget. Vi har sat 'West Side Story' op med en 3. klasse. De skal samarbejde, turdestå frem på scenen, de er glade, skal røre ved hinanden, og der er meget få konflikter. De lærer at respektere hinanden«.

Jan Jensen fortæller, at det er vigtigt, at eleverne trives. Der sker så meget rundt omkring dem. Der er skilsmisser, halvsøskende, der ikke må se hinanden, en forælder, der arbejder langt væk i et andet land. Halvdelen af eleverne i hans klasse er tosprogede. Han har været på hjemmebesøg i klassen og understreger, at forældrene gerne må ringe til ham om aftenen. En kort samtale med en forælder eller bedsteforælder kan give meget i forhold til et barn. Når problemer tages med det samme, bliver de ikke så store.

En læseslange snor sig hen over klasselokalets vægge. Alle skal læse hjemme 20 minutter om dagen, og eleverne skriver selv en masse bøger. De skriver to og to eller alene, og de vælger selv emnet.

»Niveauet i klassen er meget spredt. De fleste i klassen læser meget godt, men der er stadig én, som ikke kan læse. Alle kender navneord, udsagnsord og tillægsord. Der er plads til dem alle, og alle er gode til noget. Men inklusionen er det største problem i folkeskolen i øjeblikket. Det er meget svært for nogle elever, når de ikke lige har deres klasselærer. Når de har et af de fag med få timer som tysk, billedkunst eller musik«.

Han undrer sig over de mange test, som skolen har i dag. Seks test bare i 2. klasse er vanvittigt, mener han.

»I dette skoleår har jeg måttet skære ned på antallet af skriftlige opgaver i engelsk. Jeg er mere hængt op, har flere undervisningstimer, så jeg magter ikke så mange. Jeg har mere end halveret antallet, jeg skal jo også nå elevplanerne«.

Minemanden med grønt hår

I næste time skal 2.a skrive videre på deres små fortællinger, og i slutningen af timen læser de højt for hinanden. Oppe ved tavlen hopper lærer og støttepædagog pludselig op og støder deres brystkasser mod hinanden. De stønner lidt og griner. Børnene smiler. De er vant til spas.

To elever rapper efter en iPad. De andre synger med og vifter med deres sko. Sangen handler om at være araber og spise svinekød. Børnene forklarer, at man vifter med sandalerne i luften.

To drenge læser deres bog om Minemanden, der finder en diamant, som er 15 trillioner værd. Han har farvet håret grønt.

»Hvorfor er hans hår farvet grønt?« spørger Jan Jensen.

»Det er første del af bogen, der kommer en del mere«, forklarer den ene dreng. Alle må således vente i spænding.

Thilde læser højt fra bogen, som hendes forældre har skrevet til hende og hendes bror. Den handler om hendes lillesøster, der døde af sygdom fem måneder gammel. Bogen er til verdens bedste storesøster og storebror. Alle i klassen kender hele historien om søsteren og føler med Thilde.

»Hvad gjorde I forleden, da det var etårsdagen for hendes død?« spørger Jan Jensen.

»Vi var med vores bedsteforældre på kirkegården med blomster, og så lavede vi picnic hjemme, fordi vejret var dårligt«, fortæller Thilde.

Overdrevet deodorantbrug

Jan Jensen skal have den anden 4. klasse i engelsk. Så de engelske citater kommer frem igen.

»Det er den eneste dag i ugen, hvor jeg kan genbruge«, siger han.

Men da han træder ind i klassen, stinker der stærkt parfumeret. Ingen kan holde ud at være der. Alle vinduer er åbne, og nogle sendes ud på løbetur i gården. En lærer overrækker Jan den Beckham-deodorant, der er årsag til hørmen. En dreng har snuppet den fra en andens taske og sprøjtet løs med den. Drengen har den med i skole, fordi der er klassefest senere.

Jan Jensen må også lige tale med klassen om deres tone over for hinanden. Mange taler hårdt og grimt til hinanden, og det er ikke i orden, påpeger han.

»I kan ikke være det bekendt. Når man siger noget grimt om andre, så har man nogle problemer med sig selv«.

Med lidt forsinkelse kommer engelsktimen i gang. Skoledagen slutter med et talenthold i drama/mod. En gruppe piger står klar til at synge.

Powered by Labrador CMS