Folkeskolen har de senere år befundet sig i et spændingsfelt, hvor flere og flere elever har fået en diagnose, samtidig med at stadig flere elever med særlige behov har skullet inkluderes i skolens almene læringsmiljøer. Målet i folkeskolereformen var, at øge antallet af inkluderede elever fra 94,5 procent i 2012 til 96 procent i2015, men der findes stadig elever, hvis læring, udvikling og trivsel ikke kan imødekommes tilstrækkeligt indenfor rammerne af normalundervisningen, og som derfor er i forskellige former for specialtilbud, skriver Louise Reuther Holm i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Aarhus ved Via University College.

"Hvordan påvirkes normalitetsforståelsen og selvopfattelsen hos diagnosticerede elever i en specialklasse, og hvilke udfordringer giver det læreren", spørger hun i sin problemformulering.

Elevernes egne stemmer

"Jeg har gennem egen praksiserfaring oplevet, at den øgede inklusion har betydet, at problemerne i specialklasserne er blevet mere komplekse. Mange elever har både personlige, sociale og faglige vanskeligheder. Men jeg har samtidig oplevet, at eleverne tilsyneladende trives og profiterer af at befinde sig i mindre og mere tilpassede rammer", fortæller hun.

Den øgede opmærksomhed på diagnosernes reduktionistiske blik og specialtilbuddenes marginaliserende virkning betyder dog, at man som lærer for denne gruppe elever må være opmærksom på, at det er potentielt sårbare elever, og at de kan opleve stigmatisering og eksklusion fra fællesskabet, understreger Louise Reuther.                        

Det har været en drivkraft for hendes arbejde med bachelorprojektet, at der findes ganske få systematiske undersøgelser af elevgruppens egne oplevelser. "Mit ærinde bliver derfor i høj grad at belyse normalitetsforståelsen og selvopfattelsen hos specialpædagogikkens børn med udgangspunkt i deres egen stemme, og det bliver med der afsæt, at jeg beskriver speciallærerens rolle og udfordringer", siger hun.       

"Undersøgelsen er baseret på relativt få enheder, hvorfor den naturligvis ikke kan påvise statistisk generaliserbarhed. Mit sigte har været at indsamle få, men nuancerede historier fra denne elevgruppe - frem for flere overfladiske svar. Derfor er mit datamateriale et indblik i, hvordan en lille gruppe af disse elever oplever opgavens centrale temaer", skriver Louise Reuther, som har indsamlet sin empiri på en almindelig folkeskole i Vejle-området med en specialklasserække for elever, der har generelle indlæringsvanskeligheder. Hun har været tilkaldevikar på skolen de seneste seks år.

I undersøgelsen medvirker tre specialklasseelever fra mellemtrinet. Der er 12 elever i aldersgruppen 11-14 år i klassen. Fire har diagnosen adhd og én har diagnosen infantil autisme. Elevnavnene er pseudonymer.

Mia, 12 år

Mia blev visiteret til vidtgående specialundervisning i sommeren 2014. Inden da havde hun gået i en af skolens almene klasser. Hun har dysleksi og blev diagnosticeret med adhd i februar 2013. (adhd = attention deficit hyperactivity disorder.) I korte træk viser en adhd-diagnose sig ved, at barnet kan have problemer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Diagnosen stilles på baggrund af adfærdsbeskrivelser og typiske symptomer. Diagnosen er desuden stærkt genetisk forankret, skriver Louise Reuther.

Jonas, 14 år

Jonas har gået i specialskole, siden han begyndte i skole i 2007. I maj 2012 blev han diagnosticeret med ADHD

Mads, 13 år

Mads blev visiteret til vidtgående specialundervisning i 2009. Han gik tidligere i en af skolens almene klasser og har diagnosen infantil autisme. Han blev først endeligt diagnosticeret, da han var syv år. "Infantil autisme viser sig særligt ved markant afvigelse i socialt samspil og kommunikation samt begrænset og stereotyp adfærd. Infantil autisme er, som de øvrige forstyrrelser i autismespektret, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som præger barnet i mange sammenhænge. Diagnosen er, ligesom adhd, klinisk og stilles på baggrund af beskrivelser, observationer mm. Arvelighed spiler en rolle, men også forældrenes alder, påvirkning af barnet i forstertilstanden og for tidlig fødsel kan have betydning".

Det er karakteristisk for de tre elever, at de oplever deres diagnose som udtryk for en dysfunktionalitet, siger Louise Reuther. "Mia forbinder sin adhd-diagnose med en adfærd, som blandt andet viser sig med forringet koncentration og uro, og at hun derfor har behov for medicin".

"Jonas betegner sin ADHD-diagnose som 'en psykisk sygdom', som viser sig ved urolig adfærd, men at medicinen kompenserer for det. Mads beskriver autisme som 'en form for hjerneskade, man har fået'. Senere beskriver han det som 'et mentalt handicap'. Disse beskrivelser stemmer overens med Henrik Skovlunds undersøgelse, og udsagnene kan tolkes som "et udtryk for, st eleverne dels oplever deres diagnoser som en indre, neurologisk lidelse dels karakteriserer diagnosen som noget dysfunktionelt".

Diagnosticeringen har været en lettelse for Mia og hendes forældre. 'Det er på en måde rart at vide, at der ikke er noget andet', siger Mia. 'Mine forældre har jo prøvet det med min storebor, så de vidste jo alt om, hvad de skulle gøre. Hvis det var en anden sygdom, havde de jo ingen anelse om, hvad de skulle gøre, så de var glade over, at det bare var adhd. Man er jo mere tryg ved at vide, hvad der er galt. Det er mine forældre også'.

Da Mads bliver spurt, hvordan det er at have autisme, svarer han: 'Jeg tænker faktisk ikke over det. Det er bare en del af mig'.

Eleverne er dog alle særdeles bevidste om diagnosernes betydning for deres person, understreger Louise Reuther. "Diagnosen opleves ikke nødvendigvis som stigmatiserende, idet de alle fremhæver, at de ikke oplever det som unormalt at have en diagnose. Alligevel skal der ikke herske tvivl om, at en diagnose hurtigt sætter sig fast i et barns forståelse af sig selv. Diagnosen bliver en realitet for barnet, som det spejler sig i".

Jeg kan ikke så godt lide larm

Eleverne er glade for at gå i specialklasse. Jonas kan slet ikke forestille sig at gå i en normalklasse: 'Så tror jeg, at det var lige før, at mit hoved blev sprængt i luften. Jeg kan ikke så godt lide larm. Men det allerværste ville nok være, at jeg ikke er så glad for at være inde i et rum med mange mennesker på én gang'.         

Mads siger: 'Jeg synes, det fungerer fint, uanset hvor jeg er. Men alligevel kan jeg ret godt lide at være i den nye klasse, så det har alligevel været et bedre skift, for der er bedre'.

Mia siger: 'Det var ikke normalt i min gamle klasse at have en diagnose. Her er der jo også andre, der har adhd eller en anden diagnose, så jeg er jo sammen med nogen, der har det samme. Det er meget rarere'.

"Til trods for at Jonas giver udtryk for, at han ikke kan forestille sig at gå i en normalklasse, og at specialklassen tilbyder det bedste læringsmiljø for ham, skinner det igennem, at han udadtil oplever det som stigmatiserende at gå der. Han har ikke lyst til at tale med andre om, at han går i specialklasse og føler, at de spørger ham, fordi de synes, at han er mærkelig og dum", siger Louise Reuther.

"Vores selvværd afhænger i høj grad af det billede, vi tror, andre har af os, så andres mening er naturligvis vigtig for os. Selv om Jonas ikke giver direkte udtryk for det, kan man forestille sig, at selvopfattelsen i et eller andet omfang bliver påvirket negativt, hvis han føler sig negativt stemplet af omgivelserne på grund af positionen som specialklasseelev".    

Eleverne er andet og mere end deres diagnoser

"Min analyse, som er baseret på min egen og Henrik Skovlunds undersøgelser, viser, at eleverne ikke nødvendigvis oplever mindreværdsfølelser eller føler sig ekskluderede på grund af deres diagnoser og tilhørsforhold til et specialmiljø", skriver Louise Reuther i bachelorprojektets konklusion. "Tværtimod står det tydeligt frem, at det er af afgørende betydning at være i et fællesskab, hvor man ikke skiller sig ud, og hvor der er andre med lignende vanskeligheder. Der er ligeledes en fælles oplevelse af, at specialklassen er det tilbud, hvor deres personlige, sociale og faglige udfordringer bedst tilgodeses".

Men, understreger, hun. Man skal være opmærksom på, at eleverne har en "stærkt diagnosebåret selvopfattelse". Diagnosen er den referenceramme, de forklarer og forstår en stor del af sig selv ud fra. Som lærer må man derfor være opmærksom på, "hvad det er for en normalitet, de spejler sig i". Udadtil argumenterer eleverne for forskellighed og for en bred normalitetsforståelse, men i praksis indretter de sig efter et væsentligt smallere normalitetsbegreb, siger Louise Reuther.

"Hvis eleverne skal have mulighed for at forstå sig selv ud fra andre kategorier end 'specialklasseelev' og deres diagnose, har vi som lærere et stort ansvar for, hvor meget tyngde vi giver deres diagnose eksplicit og implicit. Diagnosen må ikke blive     blive en kategori, som eleverne kan gemme sig bag, og den må heller ikke blive hæmmende for deres selvopfattelse og identitetsudvikling". Eleverne skal opleve at være andet og mere end blot deres diagnose.

"Vi bør derfor være opmærksomme på at skabe inkluderende specialpædagogiske læringsmiljøer, hvor individuel og diagnosebestemt pædagogik og didaktik ikke er eneste afsæt for elevens læring og udvikling, men hvor almenpædagogisk og almendidaktik teori og viden bringes i spil i forhold til den enkelte og hele klassen".

Loulise Reuther Holm fremhæver, at forskning peger på, at specialklasseelevernes eksklusion fra eleverne i skolens almene klasser kan mindskes, "hvis man samtænker læringsmiljøerne fysisk og skaber fleksible miljøer på tværs, så eleverne fra specialklasser i højere grad tænkes ind i skolens øvrige aktiviteter og fag". Det kan betyde meget for elevernes egenopfattelse, samtidig med at det er "en mulighed for at udfordre de herskende normalitetsdiskurser og negative stereotypier, som kan præge skolen på tværs af elevgrupperne".

Se hele professionsbachelorprojektet til højre under EKSTRA: Normalitetsforståelse og selvopfattelse hos diagnosticerede specialklasseelever