Bogen udkom i april 2015 på Forlaget Klim, den er skrevet af Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller. Afsættet er et udviklingsprojekt fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark med støtte fra Kulturministeriet - det kan lyde som et tomtrungende, selvsvingende legitimeringsforsøg i en tid, hvor al undervisning og alle uddannelsesinstitutioner trues af det stadigt stigende kontrol- og målingskapløb med konkurrencestatslogikken. Men det er det ikke.

Det er en meget velkommen bog, som med smittende engagement, stor indsigt og politisk vilje, rækker ud mod alle os andre, der arbejder med pædagogik og undervisning. Med Almen Pædagogik og Livsoplysning som omdrejningspunkt viser de to forfattere, at højskolepædagogik kan noget med dannelse, folkeoplysning, tilværelsesforståelse og demokrati, som vi i Danmark er stolte af og verdensberømte for. Grundtvigs klassiske formulering om, at ”han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær” kan umiddelbart næsten opfattes som en floskel, men i ”Højskolepædagogik” får den nyt liv som selve pædagogikkens hjerteblod – uden engagement, ingen fri og ægte læring.

Tragisk nok er den nye konkurrencestatspædagogik parat til at stikke en kniv lige i hjertet på den pædagogik, som nægter at underkaste sig den nye bølge, der tvinger til stramt målstyret læring med et sandt testhysteri som kontrollerende instans. Almen pædagogik med en livsoplysende undervisning trues på livet af økonomiske vismænd og magtfulde globaliseringsråd, som går hånd i hånd med Danmarks Pædagogiske Universitet; der arrangeres store konferencer med henblik på at understøtte konkurrencetstatslogikken: At åbne værdier som frihed, ligeværd og demokrati kan erstattes af målsat læring og erhvervsrettet kompetenceudvikling.

Man kan komme i tvivl, om der overhovedet er nogen politikere og magtfulde forskningsledere, der længere hører efter, når dygtige skolefolk fortæller, hvor vigtig den frie pædagogik og livsoplysning er, for at vi fortsat kan leve i et land, hvor ”få har for meget og færre for lidt” - altså hvor der ikke er langt fra top til bund? Er det ikke netop, hvad der skal til for at værne mod krig og ballade? Det er som om, man i jagten på vækst og økonomisk overlegenhed har glemt at stille spørgsmål om, hvad det egentlig er vi vil med vores liv og fællesskab.

Derfor har Grundtvigs digtning om folket, kærligheden og skolen næppe nogensinde været så vigtig at fastholde som nu, og der er da også rundt om i landet ved at rejse sig bevægelser inden for alle skole- og uddannelsesretninger, som ikke mere vil finde sig i den udbredte magtarrogance, der med en steppebrandsagtig bevægelse har skabt en kæft-trit-og-retning, helt efter den ellers afdøde ”Sorte Skole”, men nu genoplivet af  OECD´s og PISA´s konkurrencestatslogik. Politiske, organisatoriske, foreningsmæssige og kunstneriske kredse i hele landet samler skyts imod konkurrencestatspædagogikkens genindførelse af en gåen-i-takt-pædagogik.

Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller leverer med ”Højskolepædagogik” et kraftfuldt bidrag om, at samfundsfællesskabet bygger på den enkeltes frihed og lyst til oplysning. Et godt samfunds folkelige fundament bygger på andet og mere end konkurrence og økonomisk vækst, og derfor skal samfundet holde skole (lave uddannelsespolitik), hvor det enkelte menneske opmuntres og udfordres til at mærke, forstå og præge livet. Kun herved kan vi opretholde og videreføre et demokratisk samfund bygget på frihed, ligeværd og fællesskab.

Forfatternes skriver bl.a.: ” […det ] er forhåbningen at kunne løfte samtalen ud af højskolens egen lille verden ved at reflektere det selvoptagede spørgsmål [hvad er en højskole?] i en almen pædagogik, så det tillige bliver vedkommende og får betydning for andre end højskolerne selv”.  Denne forhåbning lykkes til fulde, også i kraft af de mange elev- lærer- forstander- og forskerstemmer, der sammen med de to hovedforfattere mangfoldigt belyser, hvad en folkelig højskolepædagogik egentlig indebærer: At oplive, vække og danne ved livsoplysning og demokrati.  

I bogens første del skriver de to forfattere om Højskolepædagogikkens vilkår og praksis, De pædagogiske vilkår og Den pædagogiske praksis. I del to gives ordet til stemmer fra højskolen og den pædagogiske forskning. Denne opbygning skaber sammenhæng for læseren, så de i alt 254 sider læses uden videre – pludselig er man færdig med bogen, og tænker: Hvad nu?

Hvordan kan man bringe økonomiske vismænd, magtfulde globaliseringsråd, politikere og forskere til at forstå budskabet om almen pædagogik og livsoplysning: At ønsket om at uddanne børn og unge – på samme tid må dreje sig om noget større og mere forunderligt? Historisk-poetisk udtrykkes dette budskab af forstander Christian Flor fra Rødding Højskole i 1846: ”[…] Det vigtigste ved Undervisningen på vor Højskole er ikke de positive Kundskaber og Færdigheder, som vi søger at bibringe eleverne, men snarere det aandelige Liv, som bliver vakt og næret hos dem, saa at deres Forstand bliver skarpere, deres Dømmekraft modnere og deres Hjerner aabnere og ædlere  […]”.

Måske må man ty til det pædagogisk paradoks ”At tvinge til frihed”, hvis man skal bringe hele det politiske og magtfulde parnas i Danmark til at høre efter budskabet fra såvel den gamle forstander Christian Flor som fra de to unge forfattere Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller?  Dette ønske - om at tvinge nogen til frihed - kan med ”Højskolepædagogik” underbygges ved, at pædagogikkens livsoplysende praksis skal ses i vekselvirkning med, og som forudsætning for, det menneskeværdige samfunds overlevelse.

Efterskrift. Der afholdes en konference om højskolepædagogik med titlen ”Fællesskabets dannelse – dannelse i fællesskab” onsdag d. 16. september 2105 i Aarhus, se dette link for yderligere oplysning:  http://www.efterskoleforeningen.dk/da/Om-os/Kalender/Kurser/2015/Hoejskolepaedagogik. Jeg vil opfordre til, at der på denne konference – i bogens ånd – rækkes ud mod hinanden i dansk skolepolitik, at pædagogik og politik forstås som to sider af samme mønt (uadskillelige i en Hal Koch´s forstand), og at konferencen altså ikke ender med at blive (endnu) en brik i politikeres, forskeres med fleres opportunistiske spil om magten.