Eleverne på Maglegårdsskolen lærer om sikkerhed på internettet

Elever skal lære sikkerhed i cyberspace

Unges stigende brug af sociale mødesteder på internettet har skabt et ligeså stigende behov for oplysning om, hvordan de beskytter sig mod misbrug af personlige oplysninger. Ny kampagne sætter fokus på problematikken.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der bliver ikke sparet på fingerkræfterne, når unge internetbrugere chatter, surfer og oploader billeder på internettet. Men mange unge internetbrugere ved ikke, hvordan de beskytter sig selv på internettet. Det mener Teknologirådet, der sætter gang i kampagnen 'Du bestemmer selv', der skal få de unge til at tænke sig om, når de klikker rundt i cyberspace.

"De unge skal overveje, hvilken information de har lyst til at dele med andre. Både lærere og elever har godt af at blive oprustet på den her front. Kampagnen skal bidrage til, at diskussionen om mobning og sikkerhed på nettet kommer ind i klasselokalerne", siger projektleder på kampagnen, Jacob Skjødt Nielsen, til folkeskolen.dk.

Vær opmærksom på faldgrupperne

Kampagnen er især rettet mod de 14-16-årige, der bruger meget fritid på nettet. På Maglegårdsskolen i Hellerup, hvor kampagnen i dag blev lanceret, har stort set alle eleverne i 7., 8. og 9. klasse en profil på Facebook. En af dem er Christoffer Permin fra 9.j, der hilsen kampagnen velkommen. Han mener, at kampagnen kan være med til at gøre ham selv og sine klassekammerater opmærksomme på, at kommunikation på internettet kan ende i situationer, som de ikke selv er herre over.

"Det er godt med en kampagne. Sikkerhed på internettet er meget oppe i tiden, og kampagnen giver brugbar viden. Blandt andet tror mange, at man er anonym på internettet, men man sætter spor, selv om man ikke tror det. Man skal også passe på, hvad man lægger ud af billeder, for når de først er ligger på internettet, så er de ikke længere private", siger Anders Blegvad.

Webetik ind i klasselokalerne

I forbindelse med kampagne har Teknologirådet udviklet en undervisningspakke i form af et online magasin med lyd, film og billeder. Her kan de unge læse om temaer som it-sikkerhed, anonymitet, etik og moral, når de er online. Samtidig kan lærerne køre undervisningsforløb, hvor eleverne selv skal lave et online-magasin med deres egne erfaringer med netsikkerhed.

"Lærerne skal få eleverne til at overveje, om deres adfærd på de sociale mødesteder er hensigtsmæssig. Det handler om webetik, og hvad man kan tillade sig at gøre med andres personoplysninger. Det er vigtigt, at vi tager debatten nu og finder ud af, hvad vi skal gøre. Vi vil gerne have, at eleverne sammen og med deres klasselærer overvejer, hvor grænsen går", siger Jacob Skjødt Nielsen.

Gert Jeppson, lærer på Maglegårdsskolen, mener kampagnen er en god idé.

"Det er den afgjort. De unges brug af medier udvikler sig hele tiden. Hvis vi vil være på forkant med den udvikling, skal der allerede nu sættes fokus på de faldgrupper, de unge kan havne i. Jeg mener, det er en opgave for skolerne, da lærerne er gode til at rådgive eleverne", siger han.

Kampagnen vil køre i to år i folkeskoler landet over. Se mere på dubestemmerselv.dk

Læs mere

Powered by Labrador CMS