Klara indvilger i at være kæreste med klassekammeraten Matias, uden at de er forelskede. Klara er nemlig hemmeligt forelsket i den 14-årige sortklædte og mystiske Sofie, der bor i samme ejendom, i samme opgang, går i samme skole, går til fodbold, dog ikke på samme hold, men samme aften, så Klara har rig mulighed for at følge med i, hvad Sofie foretager sig. Dette fornemmer hun også en aften, hvor de kommer til at tale sammen for første gang, og Sofie spørger, om Klara følger efter hende. Hun benægter, og Sofie siger ordene ”hvis du lyver”, hvortil Klara benægter, og Sofie siger de magiske ord: ”Så kan jeg lære dig det”.

Det bliver til flere lidt forkrampede møder, så Klara må fortælle Matias, at de ikke længere skal være kærester, da hun er forelsket i Sofie, hvorefter det hurtigt er ude på hele skolen, at Klara er lesbisk, og det antydes, at Sofie accepterer Klara.

Klara er en tænksom og ærlig pige på grænsen mellem barn og teenager og optaget af, hvem man må eller kan være forelsket i, men hvem kan hun tale med om sine følelser?

Romanen er inddelt i meget korte kapitler, hvoraf nogle beskriver Klaras drømme, hvilket godt kunne være vist rent typografisk. Nu giver det nogle irriterende spring i historien. Sproget er konstaterende i ligeledes korte sætninger med indimellem uforståelige antydninger. Blandt andet titlen giver ingen mening. Er det en trussel eller? Det får man ikke svar på. Handlingen skrider meget langsomt frem, hvilket får historien til at virke kedelig.

Emnet er interessant, men dette bud mangler dybde og indlevelse og vil næppe holde læseren fanget. Jeg mener ikke, at romaner nødvendigvis skal give løsninger, men denne overlader for meget til den unge.