Debat

Kære lærerseminarium

Input til læreruddannelsen fra en nyuddannet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære lærerseminarium

Først og fremmest vil jeg gerne sige jer tak for fire meget lærerige år. De fire år har for mig betydet, at jeg endelig i en alder af 28 år har fundet min rette hylde. Jeg startede på læreruddannelsen med en anderledes baggrund end de fleste af mine medstuderende. Jeg har en uddannelse inden for handel og har arbejdet med indkøb og mode, inden jeg sadlede om og valgte med mit hjerte. Nu ser jeg spændt, men også meget ydmygt frem til min første arbejdsdag den 3. August.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Siden dimissionsdagen d. 26/6 har jeg haft noget på hjerte, som jeg gerne vil dele med Jer. Hvad I ønsker at foretage jer med mit budskab og mine tanker er op til jer, men jeg håber, I tager jer tid til at læse det.

Dimission og legater

Dimissionen er en god tradition. Man medbringer sine nærmeste, og man modtager (endelig) sit afgangsbevis. Jeg fik flashback til dimissionen på HHX og blev fyldt med samme stolthed og glæde – især efter to meget vellykkede eksamener.

I dagens program spottede jeg hurtigt, at der skulle uddeles legater. Allerede her var jeg klar over hvilke piger, der højest sandsynligt ville modtage et legat – nemlig de piger, som i løbet af de fire år har bidraget til det sociale liv på skolen. De piger der har brugt meget af deres fritid på skolen. De piger der har deltaget i musical, kor, diverse foreninger osv. Det har jeg dybt respekt for, og jeg underminere absolut ikke deres store indsats eller hårde arbejde. Det skal belønnes og hyldes, hvilket det retfærdigvis også blev gjort, da de selvsamme piger, jeg havde i hovedet, blev kaldt op til uddannelseslederen med store bifald fra salen.

Jeg kunne bare ikke lade være med at kigge rundt i vores store fællessal og rundt på mine medstuderende. Vi var/er så forskellige, og vi er hver især unikke!

Jeg ville dog ønske af hele mit hjerte, at de legater, der blev uddelt, også afspejlede denne mangfoldighed, som jeg så tydeligt kunne se og mærke. Det er let at spotte de studerende, der hiver 12-taller hjem på stribe. De studerende, der som tidligere nævnt vier meget af deres fritid til seminariet. Men hvad med de resterende? Jeg ønsker her at fremhæve én medstuderende, der har gjort det største indtryk på mig, trods hun aldrig har deltaget i nogle af de sociale arrangementer og straks efter endt lektion har forladt skolen. Hun er i slutningen af 30’erne. Enlig mor til to små piger hvoraf den ene er født med en kromosomfejl, hvilket påvirker hendes udvikling, og hun har derfor brug for ekstra støtte og særlige hensyn i nogle situationer.  

Hun startede på seminariet med et knust hjerte efter en grim skilsmisse. Hun kunne ikke deltage på introturen, da hun skulle hjem til sine to piger. Det var første gang hun havde en bærbar, skulle skrive i Word, opbygge en skriftlig opgave – alle de ting vi andre tager for givet. Alt ved den nye hverdag var med andre ord nyt og svært, men hun var fast besluttet på at gennemføre. I praktikkerne var det svært at få enderne til at hænge sammen i forhold til hendes piger derhjemme, fuldtidsarbejde og transporttid, men hun knoklede på og bestod samtlige forløb med ros. Værst var dog eksamensperioderne, da pigerne uheldigvis ofte blev ramt af sygdom. Det var udfordrende at holde en brækspand med den ene hånd og skrive eksamensopgave med den anden. Deadlines var de samme for os alle, selvom vi andre kunne hellige os læsningen 100 %. Trods dette fik hun den ene flotte karakter efter den anden.

Mangfoldighed?

Min pointe er, at det er langt fra alle, der starter på seminariet lige efter gymnasiet. Ikke alle er (eller føler sig) unge, friske og klar på at være en engageret studerende og etablere venskaber for livet. Mange jeg mødte flyttede direkte hjemmefra og på kollegiet lige overfor skolen.

Men der er også studerende, der har et helt andet udgangspunkt og som kommer med en rygsæk, ar på sjælen eller lig i lasten. Og gudskelov for det!

Vi lærer, at eleverne er unikke individer, vi skal inkludere og hylde mangfoldigheden. Måske burde vi se indad og starte på den skole, som rent faktisk former de fremtidige lærere? Hvad signalerer vi? Plads til forskellighed?

Jeg er med på, at vi alle fik vores eget legat den dag. Et skriftligt bevis på vores uddannelse til folkeskolelærer. Jeg ville dog ønske, at det ikke kun var den tydeligt engagerede studerende, der blev fremhævet og hyldet. Jeg ville ønske, at I også fremhævede nogle af de studerende, som også har knoklet og arbejde hårdt, men bare ikke til skue for alle andre eller som ikke har haft samme overskud til de sociale arrangementer.

Den enlige mor, der sad oppe efter midnat for at kunne følge med, mens de andre festede til seminariefest.

Den studerende, der blev udstødt fra sin familie grundet Jehovas Vidner, men alligevel mødte op til hver undervisning.

Ham, der har et andet primært sprog.

Den nybagte mor, der mødte op til undervisning med sin baby sovende ude på gangen, og jeg kunne blive ved.

De er faktisk slet ikke så svære at få øje på, men af en eller anden årsag får de ikke samme anerkendelse for deres indsats, som de andre. Tænk sig, hvis det samme gjorde sig gældende i folkeskolen?.... Måske er det netop dem med ekstra udfordringer, der har brug for opbakning og et anerkendende klap på skulderen?

Jeg ønsker med andre ord, at vi bliver bedre til ikke kun at se på det færdige resultat, men også på selve vejen der til. Hvordan var udgangspunktet, og hvilke forhindringer mødte man på vejen?

De piger, der fik priser, ønsker jeg stort tillykke og godt kæmpet. Jeg har dybt respekt for jeres ihærdighed, og at I har kæmpet for det sociale liv på skolen.

Vi har alle haft et fællesmål, men målene har aldrig været identiske, og det skal vi huske.  Vi kommer alle med forskellige baggrunde, og det skal vi respektere. Forskelligheder giver muligheder. Længe leve mangfoldigheden, og lad os så huske på, at vi ikke kun skal anerkende 12-tallerne, men også 2 og 4-tallerne. Karakteren fortæller intet om arbejdet på vejen dertil.

Anne Guldberg Trærup

Aarhus, Juli 2015

Powered by Labrador CMS