Debat

Har folkeskolen fået ADHD?

Skolereform, arbejdstidslov og inklusion har på kort tid kastet skole, ledere og kommuner ud i et teknokratisk jonglørprojekt, hvor boldene suser afsted, ødelægger roen og taber børn, forældre og lærere på gulvet. Vi har ikke brug for flere politiske forslag i Folkeskolen. Vi har brug for ro!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uanset om man er for eller imod reform, inklusion eller læringsmål, så er den essentielle udfordring mere end nogensinde uro og knappe ressourcer. Det påstår jeg ud fra egen oplevet virkelighed som lærer i folkeskolen. Inspirationen til dette debatindlæg kommer fra denne artikel i Information, som er sanselig og malerisk, men meget lidt konkret. Jeg vil gerne konkretisere udfordringen, som jeg ser den, og starte med inklusionen, da den kom før reform og læringsmålsdebat.

Forberedelsen til inklusion startede i min kommune allerede tilbage i 2004-5 med gradvis reduktion af tilbuddene til elever med særlige behov. Vi mærkede det lokalt ved, at der først blev færre lærertimer til tilbuddene. Dernæst blev supplementet til kernelærerne reduceret fra "kompetente" lærere/pædagoger til "resttimer" i fagfordelingen. Nedprioriteringen var ikke synlig udadtil, men mærkbar indadtil.

I 2010-11 købte skolen Rasmus Alenkær for at implementere inklusionskulturen på skolen. Det fejlede og det 2-årige projekt blev 1-årigt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I 2012-13 "sikrede" staten, at inklusionen var "godt i gang" i alle kommuner ved at give 3 lærere pr. skole et 7-ugers inklusionskursus. Henvisningen faldt igen og igen i pressen. Jeg var selv en af de 3 på vores skole og endte med at forstå, at inklusion mest af alt var en "tankegang", og det var min opgave at være kulturbærer på skolen, så alle kunne nyde godt af min nye indsigt. Jeg var klar.

I 2013 vedtog regeringen den nye arbejdstidslov og de nye reformtiltag. Mange af vores kollegaer forlod skolen. Nogen kunne ikke se sig selv i reformen. Andre kunne ikke få familen til at hænge sammen med de nye ufleksible arbejdstider. Andre igen søgte andre steder hen, fordi deres nærmeste kollegaer forsvandt. Et del-resultat af dette kollegiale "dræn" og det kaos, revolutionen (undskyld, reformen) førte med sig var, at ingen af os tre, der var blevet klædt på til at udbrede inklusionsviden, fik tid til at gøre det. Vi måtte hjælpe med at dække alle de huller, der pludselig opstod.

Jeg oplevede - og italesatte - at de gode, pædagogiske refleksioner, der faktisk blomstrede i 2011-12-13 døde helt hen i 2014. Vi måtte bruge alle kræfter på at finde os tilrette i reform og ny arbejdstid. Alt blev reduceret til struktursnak og fra-hånden-til-munden-løsninger. Klasserne skulle samtidig inkludere de lukkede special-tilbud. Og pengene fulgte ikke med over i skolen.

Hvorfor gjorde vi ikke oprør? Fordi vi brugte al energi på at få enderne til at nå sammen. Fordi medie-professorerne styrede den kollektive bevidsthed sammen med KL og undervisningsministeren. Fordi mere end 60% af forældrene var "tilfredse med reformen". Vi blev syge, skiftede arbejdspladser, forlod skolen og pippede så meget på de sociale medier og hvor vi kunne komme til i dagspressen, at folk blev trætte af os. Så lagde vi os til sidst og lod os køre over. Mere eller mindre.

Jeg "kom tidligere til" at kalde reformen for "revolutionen". Det er nok også et bedre ord. Politikerne er så småt begyndt at erkende, at det ikke var smart at introducere ny arbejdstid samtidig med reform. Det er dog langt fra kerneproblemet. Kernen er, at reformer i sin natur tager tid og at det var en omvæltning, der fandt sted. En revolution, der stressede elever, lærere, ledere og kommuner. I dag betyder det, at rigtig mange er imod "reformen" og dens indhold.

Der er også en del elementer, jeg gerne så udført mere efter hensigten end nøden, men der kan sagtens argumenteres ganske fornuftigt for hvert element i reformen - også set med lærerøjne. Det giver bare ikke mening at kræve store omvæltninger og udvikling samtidig med stramninger.

Til sidst et par ord om læringsmålstyret undervisning, der efter min mening har ført debatten på afveje og fylder helt urimeligt meget i forhold til, hvad den repræsenterer. Jeg er blevet sendt på de første 4-5 kurser i læringsmålstyret undervisningen gennem de seneste 2-3 år og har fået serveret samme model hver gang. Jeg forstod det første gang. Når jeg har protesteret mod at skulle sendes på kursus igen, har argumentationen været den samme hver gang: "Jamen det kan godt være, at DU kan, men der er mange, der ikke kan endnu". Og så var den jo lukket. Jeg skulle bare være solidarisk.

Forklaringen passer bare ikke. Jeg kan jo høre, at den er feset ind hos mine kollegaer. Jeg gætter derfor på, at det blot er et redskab, ledelse og kommune tror på som løsning, fordi de faktisk ikke har andre midler. Gid de dog i stedet ville give os tiden til forberedelse eller inklusion eller udvikling af lektiehjælp eller aktionslæring eller noget andet af det, de har fyldt vores hoveder med de seneste år, men ikke givet os tid til at anvende sammen.

Anyway - læringsmål er i min optik en dråbe i det hav, der kaldes god undervisning og det fylder meget mere i debatten, end det er berettiget til. Måske fordi det så entydigt repræsenterer den mekaniske tænkning, der opstår, når god videnskabelig didaktisk forskning får en tur i den økonomiske kompressor og spyttes ud som deformiteter.

Jeg er bange for, at vi lærer vores nye lærerstuderende og vores unge mennesker i folkeskolen, at den teknokratiske metode er den rigtige, og så er kulturslaget tabt.

Hvordan kan vi i en ADHD-præget virkelighed forhindre en teknokratisk domineret skole, fordi vi ikke kan klare os uden skemalagt virkelighed?

Powered by Labrador CMS