Ved åbningen af Skolemessen for et par år siden talte Peter Bastian varmt om bogens styrke i forhold til de digitale læremidler: "Bogen sikrer læseren en overskuelighed, der er skabt af en kyndig person. Dermed øges muligheden for fordybelse frem for overfladiskhed og forvirring".

Dansk10 er en webbog, der kombinerer den traditionelle lærebogs styrke med de digitale, fleksible muligheder på en række områder, hvor dette er hensigtsmæssigt: ordbogsopslag, adgang til aktuelt eksempelstof og lignende, ligesom fleksibiliteten giver læreren mulighed for at versionere materialet.

Bogen er opdelt i en række kapitler med overskrifterne: "Sprog og kommunikation", "Erfaringssprog og videnssprog", "Kultur og identitet", "Modtagerrettet kommunikation", "Faktion – mønsterbryder" og "Obligatorisk selvvalgt opgave (OSO)".

Som man måske kan ane af overskrifterne, søger materialet at koble danskfaget tæt til hverdagens praksis. Dette underbygges af den opbygning, som er fælles for hvert enkelt afsnit: 1) Læseren bliver introduceret til stoffet, læringsmålene og de faglige begreber bliver præsenteret, og der foretages en opsamling af, hvad eleven ved om temaet på forhånd. 2) Den faglige teori præsenteres i forståeligt sprog, eksempler, opgaver og ledsagende tekster præsenteres, og forståelsen tjekkes. 3) Der arbejdes individuelt, par- eller gruppevis med øvelser og opgaver og afsluttes med en quiz. Alt i alt en eksemplarisk opbygning af undervisningen: forforståelse, arbejde, evaluering.

Det i øvrigt lidt sparsomme, men fine billedmateriale signalerer akkurat som både tekstens tone og indhold: erhvervsarbejde og ungdom. Dette sender et godt signal til de unge elever om, at dansk er et vedkommende fag. Enkelte steder giver denne bevidste satsning pudsige udslag som i indledningen, hvor eleven præsenteres for indholdet gennem pædagogiskfaglige begreber, men med hverdagssprog i parentes, for eksempel kapitlets læringsmål (Hvad skal du lære?) og introopgaver (Hvad ved du allerede?). Det havde måske i bogens ånd været rimeligt at gøre det omvendt. Men som digteren Vagn Steen siger: ”En parentes kan (ikke) bruges til noget".

Og apropos digteren, så præsenterer forfatterne en lang række velvalgte eksempler på danskfagligt stof som optakt til arbejdet. Men efter min smag er fiktionsteksterne underrepræsenterede. Jeg ved godt, at mange hævder, at skønlitteraturen er overrepræsenteret i skolen og ikke mindst i 10. klasse, hvor eleverne har brug for noget mere håndfast. Men hvis man griber undervisningen elevorienteret an, sådan som forfatterne i materialet her jo gør, så siger min erfaring mig, at eleverne også sukker efter noget åndfast. Derfor er det glimrende, at materialet netop giver læreren mulighed for at hente stof ind i sin egen version.

Et enkelt sted i det ellers velstrukturerede materiale synes jeg, at eleverne bliver solgt til nettets uoverskuelighed, når de i kapitlet om erfaringssprog og videnssprog bliver bedt om at finde et par fiktive og et par nonfiktive tekster og sammenligne dem. Her ville en styret søgning nok være at foretrække. Men ellers er opgaveformuleringerne forfriskende – med en pæn variation af ”ud på gulvet”- eller ”rundt om bordet”-aktiviteter.

Som noget særligt til 10. klasse er der en trinvist opbygget og fagligt gedigen indføring i den obligatoriske selvvalgte opgave (OSO) med eksemplarisk stof og en henvendelsesform, der aldrig taler ned til eleven. Man forstår eleven på det foto, der indleder kapitlet om OSO: tænksom og koncentreret – som en understregning af, at dette undervisningsmateriale har fine kvaliteter, der kan gøre elever i 10. klasse godt danskfagligt rustede til en erhvervsuddannelse.

Altså: Et velkomponeret danskmateriale, der udnytter bogens overskuelighed med webfleksibiliteten, så for eksempel fiktionsnørder selv kan supplere efter smag og behov. Det er målrettet 10. klasse, men må også kunne inspirere undervisere i 7.-9. klasse til en henvendelsesform, der signalerer, at ikke alle veje behøver at føre til de gymnasiale ungdomsuddannelser.